Trykt
i Information 19. december 2007
Bush
har fortjent ros for Iran-rapport
Amerikanske
efterretningstjenester er blevet styrket af kritik og vidtgående reformer
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Ha, ha, lyder det fra pegefingrene: Når amerikanske
efterretningstjenester siger, at et land udvikler atomvåben, så kalder
venstrefløjen påstanden utroværdig. Når tjenesterne siger, at et land
ikke udvikler atomvåben, så mener venstrefløjen straks, at påstanden er
troværdig.
Denne "analyse" af reaktionen på rapporten, som
konkluderede, at Iran stoppede sit atomvåbenprogram i 2003, huserer med
mange variationer i danske og internationale medier. Ofte suppleres den med
spekulationer, som fokuserer på efterretningstjenesternes mulige motiver:
De ville med en opsætsig rapport hævne sig på præsident Bush. Eller,
ganske modsat: Rapporten skal med frikendelse af Iran sørge for, at Bush
har et problem mindre.
Fordi efterretningstjenester arbejder under et slør af
hemmeligholdelse, er det forståeligt, at mange griber til
konspirationsteorier, når deres indsats skal vurderes. Det
"sjove" er, at spekulanterne samtidigt ofte ser bort fra de
kendsgerninger, som faktisk er tilgængelige.
Da præsident Bush kommenterede Iran-rapporten på et
pressemøde, leverede han en vigtig nøgle til forståelse af den. Måske
fordi præsidenten var så åbenbart i defensiven, blev han på det punkt
stort set ignoreret. Bush forklarede rapportens overraskende konklusion med,
at reformer i tjenesternes arbejde, har sikret, at de nu kan levere bedre
produkter. Præsidenten har formentlig ret, og han har selv en stor del af
æren.
Nøgle med kritik
Nøglen er en rapport, som blev offentliggjort den 31.
marts 2005, og som var udarbejdet af en kommission udnævnt af Bush. Den
beskrev, hvorfor efterretningstjenesterne tog fejl i forbindelse med Irak.
Men dens helt overordnede værdi er en analyse af, hvor grueligt galt det
kan gå, når myter får overtaget, og grundlæggende værdier, som
demokratier bygger på, bliver skubbet til side. Rapporten udgør en
lærebog for enhver, som arbejder med informationer.
Kernen i den er en dokumentation for, at
efterretningssystemet blot ledte efter bekræftelse af, hvad man allerede
troede, måtte være sandt. "Alt for beredvilligt" accepterede
tjenesterne "ethvert tegn, der støttede deres teori om", at Irak
havde masseødelæggelsesvåben, og "de bortforklarede eller ignorerede
ganske enkelt tegn, som pegede i modsat retning". Man fremhævede
især, at Rasmus Modsat er uundværlig, fordi han går imod myter, giver
demokratiet liv og sikrer, at institutioner er effektive.
Det er denne kommissions anbefalinger, som var vejledende
i processen, da man arbejdede med Iran-rapporten, og det har utvivlsomt
også hjulpet, at nogle tjenester har fået nye, meget professionelle,
ledere.
Flere eksperter, som er kendt for kritik af
efterretningstjenesterne, fremhæver, at de er blevet forbedrede. Thomas
Powers, som har skrevet adskillige bøger om sikkerhedsproblemer,
konkluderer således, at "reformerne i efterretningsvæsenet fungerer
åbenbart", og han peger på, at de nu er bedre beskyttet imod politisk
pres. En af de mest troværdige eksperter i det normalt kritiske miljø,
Joseph Cirincione, ser i Iran-rapporten "et meget lovende tegn på, at
professionalisme og integritet er vendt tilbage til
efterretningstjenesterne". Bush-regeringen er "døende"
påpeger han, og det har medført, at regeringens institutioner,
embedsmændene, kan hævde deres institutionelle magt.
Tilføjes kan det, at også på andre felter leverer
tjenesterne nu analyser, som er ubekvemme. Når det gælder Afghanistan
fremhæver de eksempelvis, at udviklingen går langt værre, end militæret
hævder.
Nye brikker
Efterretningsanalyse er ikke en naturvidenskab.
Resultaterne er næsten altid diskutable, og bygger på en ufuldstændig
mosaik med brikker, som hurtigt kan blive overvældet af nye. I forbindelse
med Iran-rapporten har man, ifølge en række amerikanske aviser, modtaget
informationer, som ændrede helhedsindtrykket fundamentalt.
For det første har kontorer, som følger Iran, fået
flere ressourcer – Bush skar absurd nok kraftigt ned i
Iran-arbejdsgruppen, som CIA havde udviklet under præsident Clinton, idet
man overførte dens ressourcer til andre opgave.
Dertil kommer, at CIA i 2005 startede et projekt, som skal
opmuntre iranske våbeneksperter til at forlade landet. Så forsinkes Irans
bestræbelser og man får selv bedre informationer. Indsatsen er også
blevet forbedret gennem aflytning og opsnapning af dokumenter, blandt andet
iranske eksperters og lederes interne kommunikation.
De politiserende pegefingres og andre spekulanters teorier
skydes endeligt i sænk af den kendsgerning, at hverken Iran-rapporten eller
dem, som hilser den velkommende, hævder, at Iran ikke længere udgør et
problem. Man påpeger, at der er et stort behov for, at den internationale
atomenergikommission IAEA får bedre adgang til kontrol med Irans
atomprogram, og at dette program, som satser på fremstilling af beriget
uran, altid vil udgøre en trussel, fordi det kan bane vej for fremstilling
af atomvåben. Men i så henseende udgør Iran ikke en enestående trussel.
En analyse af kommissionsrapporten fra 2005 kan læses i
Jørgen Dragsdahls artikel Rasmus Modsat er helt
uundværlig. Selve rapporten er på www.wmd.gov/report.