Trykt som kronik  i Fyns Amt Avis 9. juli 2015

 

PET’s arkiv er en sump

Af JØRGEN DRAGSDAHL, journalist
 

Arkivet i Politiets Efterretningstjeneste (PET) er ikke en sandhedens kilde. Uheldigvis er det ellers en udbredt opfattelse, og vel årsagen til, at arkivet er blevet åbnet lidt for nogle få privilegerede i forbindelse med undersøgelse af forhold under Den Kolde Krig.

Min erfaring er, at arkivet er en sump, hvor selv kyndige folk kan fare vild. Nogle er endog blevet ramt af en slags sumpfeber, så de fabler i vildelse.

I forbindelse med et sagsanlæg mod Bent Jensen har jeg fået et vist indblik. Under retssagen, som netop er afsluttet ved Højesteret, er adskillige hundrede sider blevet fremlagt, og jeg har set lidt mere materiale. Desuden har jeg haft fortrolige samtaler med folk, som har bredere indsigt.

Vigtigere end noget andet, når man vil diskutere arkivets kvalitet, er, at PET i 70’erne og 80’erne var ”underfinansieret, underbemandet og underbegavet”. Citatet er fra en ledende person i den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som jeg talte med under en privat middag i Washington DC i 1984.

Den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen har i sin selvbiografi leveret et lignende portræt. Han peger på, at tjenesten var plaget af bl.a. dårligt kvalificeret mandskab, fordi erfarne kriminalbetjente ikke ville ind i PET. Man savnede også politisk ekspertise.

Jeg var under ret massiv efterforskning i tre år fra 1983-86, og der er også nogle tidligere dokumenter. Mange dokumenter i min sag er af uhyre ringe kvalitet. I dommen over Bent Jensen ved Byretten i Svendborg oplyses således med god grund, at ”de fremsatte påstande og betragtninger i dokumenterne – således som de er forelagt for retten – ikke fremstår som underbyggede og gennemarbejdede”.

Eksempelvis er det en stor udfordring, at PET’s arkiv er lagdelt. Der er råmaterialet - bl.a. aflytninger, rapporter fra meddelere, informationer fra udenlandske tjenester. Og så er der periodevist udarbejdede opsummerende rapporter. Det er de sidstnævnte, som PET fortrinsvis slipper fri fra den totale hemmeligholdelse. Men uden adgang til råmaterialet kan disse rapporters troværdighed ikke efterprøves, og det er helt afgørende, fordi de ofte indeholder fejl, løse påstande og modsigelser.

Eksempler, som er blevet fremlagt under de forløbne otte års retssag, er meget talrige. Lad mig nøjes med et par.

Fra sommeren 1976 var jeg i ét år korrespondent for dagbladet Information i USA. Fra samme periode har PET informationer fra en kilde i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Tilsyneladende viser indholdet, at en KGB-officer i København styrede min journalistik og undersøgte mulighederne for, at jeg ville arbejde for KGB. Men hverken PET’s kilde eller PET selv er opmærksom på, at jeg faktisk er i USA og derfor kun kan styres ved hjælp af tankeoverførsel. Der er intet i det fremlagte materiale, som kan forklare mysteriet.

I et tilfælde har jeg fået adgang til råmateriale, som beviser svindel i en opsummerende rapport fra 1. oktober 1985. Det er en fordrejet version af en analyse, som PET 35 måneder tidligere havde bedt en uafhængig ekspert foretage af mine artikler. Man genbruger ordret meget af analysen, stryger ekspertens forbehold og strammer konklusionen ekstremt op. Jeg har fået fat i artiklerne og har fremlagt dem på min hjemmeside.  Min brøde er åbenbart, at jeg forholder mig positivt til nogle af fredsbevægelserne, og man overser, at jeg også kritiserer de kommunistisk anførte og Sovjetunionen.

Det er rosværdigt, at PET’s ledere i vidnesbyrd har fremhævet, at dokumenterne sædvanligvis kun repræsenterer den enkelte medarbejders synspunkter, og dette påpeges da også i en dom fra Byretten i Svendborg. PET’s krav til Bent Jensen var, at han skulle gøre opmærksom på dette forbehold, når han henviste til dokumenter fra arkivet, men det har han ignoreret.

Bent Jensen fik af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en sikkerhedsgodkendelse, som gav ham adgang til alt materiale i det hemmelige arkiv. Denne adgang har han anvendt til yderst selektiv og misvisende fremlæggelse af dokumenter under retssagen. Ja, han har endog, formentlig ulovligt, fremlagt dokumenters indhold offentligt.

Fordi jeg ikke er sikkerhedsgodkendt, har jeg ikke haft hans muligheder, og det har skabt ulige forhold under retssagen. Af den grund har jeg på et tidspunkt forlangt, at alt materiale angående mine forhold blev fremlagt. Hvis man primært har adgang til de opsummerende rapporter, er der betydelig risiko for, at der opstår forkerte indtryk. Det er årsagen til, at jeg har forlangt frigivelse af alt i arkiverne. Den selektive og delvise offentliggørelse er værre end ingen indsigt.

I en artikel her i avisen den 21. juni støtter museumsinspektør Peer Henrik Hansen mit gamle krav. Og han undrer sig over, at PET ikke bare afklassificerer det hele. Men han diskuterer ikke, hvor vidtgående dette skridt skal være. Afklassificering betyder, at man overstreger legitime statslige hemmeligheder. I forbindelse med retssagerne har PET fremhævet, at afklassificering ikke er ensbetydende med, at dokumenterne kan offentliggøres – der er f.eks. personfølsomme oplysninger, som fortsat bør beskyttes. Så hvis PHH’s ønske skal opfyldes, bliver der ekstra brug for sort blæk. Der vil ikke være meget tilbage.

Jamen, materialet er jo mere end 30 år gammelt, udbryder han. Hvorfor skal det fortsat være hemmeligt. Det nemmeste svar er, at der stadig er mennesker i live, som bliver omtalt.   Der er eksempelvis ”meddelere”. Ja, deres navne kan slettes, men de kan ofte alligevel identificeres – jeg har i ét tilfælde gennemskuet de sorte streger. Man må også spørge, hvorvidt telefonaflytninger virkelig bør offentliggøres. Det er samtaler, som egentlig er sikret hemmeligholdelse af grundloven. Er det f.eks. acceptabelt, at personer, som jeg taler med, får deres udtalelser fremlagt? PET har endog glemt den sorte streg i tilfælde, hvor andre låner telefonen og kommer med udtalelser, som for deres nærmeste selv i dag vil bevise f.eks. utroskab.

Det fyger i dag med selektivt udvalgte citater fra dokumenterne. Jeg har ikke svar på, hvordan man kan løse modsætningen mellem mit gamle krav og behovet for hemmeligholdelse også i dag. Det er ikke mig, som har lettet på låget og dermed skabt problemet. PET-kommissionen bestod af uafhængige og kompetente personer. Den havde adgang til alt og kunne selv bestemme, hvad den ville bruge. Men tilsyneladende accepterer nogle ikke kommissionens konklusioner, som helt ”frikender” mig.

Måske kunne man i det mindste bede en PHH og andre reelt uvidende optræde så anstændigt, at de helt undlader mistænkeliggørelse ud fra et yderst begrænset materiale.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.