Hvordan udkæmpes atomkrigen? - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 14. april 1979

Planerne for atomkrig er detaljerede – men de reelle usikkerhedsmomenter er meget store.

Det amerikanske militær har udarbejdet detaljerede planer for anvendelse af atomvåben i mange forskellige situationer. Det sovjetiske militær har formodentlig lignende planer.

På konferencen[i] om atomkrig diskuterede højtstående militærpersoner anvendelsen af atomvåben i en række hypotetiske situationer. Men det blev flere gange understreget, at usikkerhedsmomenterne er meget store. Når de elektroniske dataanlæg fodres, er der en række faktorer, som ikke kan medtages – de indblandede menneskers adfærd, fejl i våbensystemerne, eksplosionernes indvirkning på endnu ikke eksploderede bomber osv.

Denne problematik beskæftigede bl.a. professor George Rathjens sig med. Han har i efterkrigstiden stået for en række officielle analyser af våbensystemer og deres virkning.

”Det store budskab i alle de kompetente undersøgelser, jeg har set, er, at vi lever i en usikkerhedens æra, og at uvished dominerer analysernes konklusioner”, sagde han. ”Hvis vort land blev udsat for et overraskelsesangreb, ville der sandsynligvis forekomme store tab. Men det kan blive så lidt som nogle hundredetusinde og så mange som et tocifret milliontal. Så lidt som et tocifret antal af vore interkontinenetale raketter på landjorden (ICBM) kan overleve – eller så mange som nogle hundreder. Det er det vigtige budskab i disse analyser og ikke, hvad vi kan forudsige, at der vil ske”.

”Den store risiko ved, at vi ikke har nogen erfaringer med atomkrig, er muligheden for, at de politiske ledere kan blive overbevist om, at vi faktisk kan forudsige, hvad der vil ske, og at vi kan kontrollere situationen.”

Admiral George Miller beskæftigede sig med problematikken omkring et overraskelsesangreb. Han er nu pensioneret, er højt dekoreret og var en tid leder af flådens strategiske planlægning.

”Set fra den anden side udgør USAs jordbaserede atomstyrke en umiddelbar trussel imod Sovjetunionens overlevelse. Amerikanske forsikringer om fredelige hensigter gør intet videre indtryk på Sovjets militære ledere, der har ansvaret for, at deres land er beskyttet imod truende våben. En af de klassiske måder, man kan ordne en sådan trussel på, er ved at ødelægge truslen med et overraskelsesangreb, inden de kan ødelægge ens land. Aggressorerne starter krig ved hjælp af overraskelsesangreb, når de regner med, at de derved kan skaffe sig afgørende militære fordele. Overraskelsesangreb har det med at fremkalde en mental choktilstand og forvirring blandt ofrene, og denne tilstand rækker langt videre, end man kan forestille sig i fremtidens krigsspil. Omhyggeligt planlagte overraskelsesangreb lykkes sædvanligvis.”

Beslutningsprocessen under en atomkrig i Europa blev beskrevet af generalløjtnant Arthur Collins, der en tid var næstkommanderende for de amerikanske styrker i Vesteuropa.

Collins koncentrerede sig om anvendelsen af taktiske atomvåben under en krig, hvor begge de to store atommagter er indblandet og hvor den ene part er hårdt trængt. Taktiske atomvåben er de sprænglegemer, der er beregnet til brug på en slagmark og ofte er mindre end de strategiske atomvåben. USA har omkring 12.000 taktiske atomvåben i det europæiske område og Sovjetunionen har omkring 4000.

”Der er tre kritiske beslutninger i en taktisk atomkrig. Den første drejer sig om første-gangs brug. Og den anden – der utvivlsomt vil blive taget i forbindelse med den første – består i et svar på følgende spørgsmål: Skal atomvåben anvendes forsøgsvis for at sende fjenden et budskab? Eller skal brugen være overvældende, så man kan opnå afgørende resultater på slagmarken?”

”Lad os sige at vi er i defensiven i en konventionel krig. Vi er bange for at blive løbet over ende, og vi griber til første-gangs brug. Hvis den amerikanske alliance først anvender atomvåben, vil det efter min mening ske forsøgsvis. Det vil ske med politisk målsætning. Der vil være begrænsninger for anvendelsen af geografisk art og med hensyn til målenes art. Våbnenes antal og deres sprængkraft vil også være underlagt begrænsninger. Håbet er, at fjenden vil få budskabet og stoppe sit angreb."

”Straks efter vi har startet vort atomangreb, vil fjenden fordømme USA og true med gengældelse. Han vil måske endda antyde en kompromisløsning. Men fjenden må nu tage stilling til sit svar, og det er det tredje kritiske punkt i en taktisk atomkonflikt.”

”Jeg tror, at meget vil afhænge af, på hvis territorium slagmarken er. Jeg tror ikke, at fjendens svar kommer straks. Han skal først vurdere sine tab og udbedre de problemer, han har med de hårdest ramte enheder. Derefter vil han køre sine egne atomstyrker i stilling, så de er i en bedre angrebsposition, og derefter vil han koordinere alle sine taktiske og strategiske styrker.”

”Det kan tage tre eller fire dage. Det vil være nok til, at vore tilhængere af første-gangs brug bliver overstadigt lykkelige. Derefter vil fjenden – når alt er klart og på et tidspunkt efter eget valg – slå til med et massivt taktisk atomangreb i dybden over en bred front. Dette vil blive fulgt af et kraftigt panserangreb for at opnå et gennembrud, efter atomangrebet vil der være kaos i baglandet. De ramte enheder vil lide af alvorligt chok på grund af de store tab, der kommer i løbet af kort tid i denne type krig. Det vil fremkalde alvorlige problemer for moralen og for operationsevnen.”

”På dette tidspunkt vil der være betydelige taktiske atommuligheder tilbage i alliancens besiddelse uden for kampområdet – hos flåden og hos luftvåbnet. De vil være i højeste alarmberedskab og den naturlige reaktion vil for vort vedkommende være at slå igen med alle til rådighed værende våben. Det vil med sikkerhed være den militære anbefaling, mener jeg. Man vil lægge hovedvægten på våben i 50 til 500 kiloton klassen (Hiroshima-bomben var på ca. 13 kiloton – red.). Man vil slå til imod de fjendtlige atomenheder og forstærkningerne. Inden for kampområdet vil de styrker, der har atomvåben, anrette slag efter slag imod hinanden, så længe de kan. Kontrollen vil være yderst vanskelig. Man læser så meget om, hvordan de vil kontrollere disse kampe, men jeg tvivler på, at det kan gøres på det tidspunkt.”

”Nuvel. Efter det massive angreb og den efterfølgende udveksling vil forholdene i kampområdet være kaotiske. Der vil være tusinder af militære tab, og de civile tab vil måske være oppe i titusinder. Ammunitions- og brændstofsdepoter ville stå i flammer. Udstyr ville være i brand. Der vil være alvorlige problemer med forurening og kommunikation. Først og fremmest vil antallet af ofre, der har brug for hjælp, være overvældende. Langt hinsides noget, vi nogensinde har oplevet, og det vil vanskeliggøre de videre operationer.”

”Soldaterne som hører hjemme i kampområdet, kan, når de ser døden og ødelæggelsen i deres eget hjemland, blive stillet over for ganske særlige problemer med moralen.”

”Jeg mener, at under disse forhold vil operationerne i kampområdet gå i stå for begge parter en uges tid. Og alt efter områdets og fjendens art vil han sende et antal lette infanterienheder frem, der har til opgave at undgå konflikter og støde så langt frem, de kan, i kampområdet, så man, når våbenhvilen kommer, kan gøre krav på nye grænser.”

”I hele denne periode vil det politiske pres på USAs præsident og Kongres være hårdere, end vi nogensinde før har oplevet. Der vil være et voldsomt pres for et atomangreb på fjendens hjemland, og det vil være et strategisk atomangreb. Hvis USA ikke bøjer sig eller udskyder beslutningen – og det vil med sikkerhed ske – vil der opstå alvorlige politiske problemer for alliancen. Fjenden vil på det tidspunkt være mere end interesseret i forhandling, for set fra hans synsvinkel er tiden kommet, hvor denne ”episode” skal fortsættes ved et forhandlingsbord.”

[i] Artiklen er skrevet ud fra indlæg på en konference i USA, som blev afholdt 7. december 1978. Arrangørerne var Center for Defense Information og Institute for Policy Studies – to forskningsinstitutter. For nærmere beskrivelse se artiklen ”Hvordan starter atomkrigen?”, 14. april 1979. Se også lederen ”Atomvåben”, samme dato.