Trykt i Information den 14. april 1979

Hvordan starter atomkrigen?

Vestens økonomiske og politiske krise, den nye atomstrategi og voldsomt psykisk pres på lederne kan starte en krig med atomvåben.

Af JØRGEN DRAGSDAHL´

"Jeg vil nødig lyde som en ulykkesprofet, men jeg er alligevel alvorligt bange for, at vi er på vej ind i en historisk periode, hvor faren for atomkrig er større end nogen sinde før – og vi går ind i denne periode psykologisk uforberedt og uvidende om, hvilke farer vi står overfor."

Med disse ord indledte professor Richard Falk fra det ansete Princeton Universitets afdeling for internationale anliggender den 7. december sit indlæg på USAs første offenligt tilgængelige konference om atomkrig. Falk fortsatte:

"Det er min opfattelse, at den amerikanske ledelse stadigt mere søger at opveje en krisetilstand – kendetegnet af økonomisk svækkelse og tab af kontrol med den tredje verdens ressourcer – ved hjælp af militære midler. Man søger at opveje svækkelsen ved at stræbe efter militær overlegenhed. Det er historisk set sammenhængen mellem politisk og økonomisk tilgagegang samt stræben efter militære fordele, der før i historien har ført til krige, og som nu er så frygteligt farlig."

Konferencen var arrangeret af Institute for Policy Studies og Center for Defense Information. Den blev holdt i det amerikanske senats bygning og samlede en række af USA’s førende eksperter inden for planlægning af atomkrig.

Bag konferencen ligger en voksende erkendelse i USA af, at "det utænkelige" er ved at blive særdeles tænkeligt. Førende videnskabsmænd ved Harvard Universitetet og Massschusetts Institute of Technology har udsendt fælleserklæring om, at en eller anden form for atomkrig er uundgåelig inden århundredets udgang. I september 1978 udsendte American Air Force Association, der er en indflydelsesrig sammenslutning af nuværende og forhenværende ansatte i luftvåbnet, en erklæring: "De allermest skadelige misforståelser, der bør konfronteres og rettes, er efter vores mening den vidt udbredte illusion om, at atomkrig er utænkelig:"

Ikke skæbnens fanger

Dr. Richard Barnet, der har skrevet adskillige bøger om internationale spørgsmål, motiverede konferencen således: Der er to måder at fremme katastrofen på. Den ene er at benægte truslens eksistens og håbe på, at den vil forsvinde. Den anden er at sige: Det vil jo ske alligevel, så hvad kan jeg dog stille op?

Barnet fortsatte: "De 30.000 atomvåben vi har, og de 20.000 atomvåben russerne har, er alle skabt af mennesker. De er her, fordi vi valgte at få dem. Vi er ikke skæbnens fanger. Vi er i stand til at foretage valg, der bestemmer, hvordan vi indretter os samfundsmæssigt."

Og psykiateren Jerome Frank fra Johns Hopkins Universitet understregede betydningen af åben diskussion af emnet med disse ord: "Det er en trussel, der aldrig har eksisteret før, og den er totalt umulig at opfatte med sanserne. Vi er som mennesker fremragende udstyret til at reagere på påvirkning af vore sanseorganer. Vi kan se en brændende tændstik over 150 meter væk i nattemørket. Men vi ser ikke atomvåbnene, vi hører dem ikke, og vi kan ikke smage dem. Vi bør indse, at denne fare gør krav på en enorm indsats fra forestillingsevnen, og jeg er sikker på, at under disse omstændigheder får fortrængningsmekanismen overtaget, og vi føler alle, at det slet ikke vil ske."

Men under hvilke omstændigheder kan man så forestille sig, at atomvåben vil blive anvendt?

Professor Richard Falk pegede på den storpolitiske udvikling, der i kombination med de politiske lederes psykiske tilstand og den våbenteknologiske udvikling kan starte en krig, der ødelægger civilisationen i dens nu kendte form.

Specielt Det nære Østen er inde i en udvikling, som kan føre til konfrontration mellem supermagterne, påpegede Falk. Han venter, at de førende arabiske lande stadigt kraftigere vil vende sig imod Vesten. Det kan medføre mere militante initiativer fra OPEC.

En verdenskrise kan udvikle sig i dette miljø, og fordi de amerikanske og sovjetiske atomslagstyrker gennem allianceforhold er inddraget som den ultimative garanti for de direkte indblandede landes sikkerhed, bliver en atomkrig mulig. Det et de vestlige industrilandes livsvigtige interesser, som er på spil i dette område.

"Årsagen til, at situationen omkring Mellemøsten og Den persiske Golf er så farlig," fortsatte Falk, "er ikke blot, at afgørende interesser er på spil, men også at disse interesser trues samtidigt med, at der sker en ændring i militære doktriner og planer. De amerikanske ledere lægger stadig større vægt på, at atomvåben skal benytttes aktivt som instrumenter i udenrigspolitikken og ikke blot til forsvar imod et direkte væbnet angreb. Det ses bl.a. i den fornyede vægt, man lægger på begrænset atomkrig som en realistisk mulighed i storpolitikken."

Et andet kriseområde er den kinesisk-sovjetiske konflikt. Den kendte journalist Harrison Salisbury påpegede, at atomvåben i stort antal er opmarcheret på begge sider af grænsen.

"Jeg er ikke i tvivl om, at hvis der bryder en krig ud imellem de to lande, så vil det blive en atomkrig." Salisbury fandt det utænkeligt, at russerne med konventionelle våben ville rykke ind i det kinesiske menneskehav og søge en omstyrtelse af regeringen.

Flere deltagere fandt det sandsynligt, at en sådan storkrig vil inddrage andre asiatiske magter - og Vesten.

Ledernes dømmekraft

Dr. Jerome Frank fra Johns Hopkins Universitetet beskrev følgerne af stærke følelser på politikernes dømmekraft:

"Da en storstilet atomkrig ikke kan have noget rationelt mål, kan jeg kun forestille mig ét motiv, der er tilstrækkeligt stærkt til at få en større nations ledere til at beordre et strategisk atomangreb. Motivet er en overbevisning om, at modparten er lige ved at foretage et angreb. Da lederne på begge sider ved, at det vil være selvmord at angribe den anden part, kan en sådan overbevisning kun opstå fra en fejltolkning af modpartens hensigter."

Frank mente, at en sådan fejltolkning er mulig, når lederne er i stærke følelsers greb. Han pegede på to forhold, der kunne skabe en sådan tilstand. For det første et stadigt hastigere rustningskapløb – begge parter vil ofte være fristet til at indlede et forebyggende angreb, fordi "krigen" betragtes som uundgåelig. Og for det andet en konventionel krig, hvor en af parterne frygter nederlag.

"Det er velkendt, at et menneske i stærke følelsers greb får en mere primitiv tankegang. Han opfatter færre alternativer, forenkler spørgsmålene og koncentrerer sig helt om den øjeblikkelige situation".

Truslers effekt

"En særlig kraftig kilde til vrede eller frygt er opfattelse af en fysisk eller psykologisk trussel imod et individ eller en gruppe. Den skræmmende virkning af trusler imod den fysiske tilstand er for indlysende til, at det er nødvendigt at forklare det nærmere. Men den magt, som en trussel imod den psykologiske integritet har – dvs. individets eller gruppens selvopfattelse som modige, ukuelige, uovervindelige osv. – undervurderes ofte. Udsigten til ødelæggelse af ens selvopfattelse kan være mere uacceptabel end udsigten til fysisk død."

"Vi kan måske hente nogen beroligelse i, at de fleste nationale ledere ikke ville være nået til tops, hvis de ikke kunne bevare deres gode dømmekraft under ekstremt pres. Men historiens kirkegård er fyldt med resterne af samfund, hvis lederes dømmekraft slog fejl."

"Og som Robert Kennedy antydede i sin bog om raketkrisen på Cuba, har selv nogle af de bedste og klareste hjerner deres følelsesmæssige sammenbrudspunkt. Han skrev: ’Nogle af beslutningstagerne virkede under begivenhedernes pres, som om de tabte deres dømmekraft og stabilitet’."

Frank pegede også på, at en vigtig kilde til spænding er begge parters opfattelse af hinanden. Man er selv pålidelig, fredselskende, ærefuld og humanitær. Modparten er forræderisk, krigerisk og grusom. Det er en selvforstærkende opfattelse, da den filtrerer modsat rettede oplysninger fra og overdriver de informationer, der kan bekræfte dem.

Frygten for gengældelse

"Når to modstandere opfatter hinanden som forræderiske og ondsindede i en verden uden effektive fredsbevarende institutioner er deres eneste udvej at holde hinanden i skak ved hjælp af frygten for gengældelse."

"Den følelsesmæssige spænding i denne situation forstærkes ved, at den afskrækkende virkning afhænger af ens evne til at overbevise modparten om, at man vil gøre sine trusler til virkelighed."

Her ligger en af de psykiske årsager til det stadige våbenkapløb, mener Frank. Han fortsætter: "Gensidig frygt og had bliver enormt skærpet, når afskrækkelsen slår fejl, og krig begynder. Fjenden bliver nu en reel fysisk trussel og tiden, der er til rådighed for overvejelser, bliver drastigt skåret ned. Derfor bliver faren for fejltagelser større og presset for optrapning uimodståeligt."

Teknologisk udvikling undergraver stabilitet

De våbentekniske faktorer blev behandlet af professor George Kistiakowsky fra Harvard Universitetet – han var en af hovedkræfterne bag USAs første atomvåben og var videnskabelig rådgiver for præsident Eisenhower:

"Krige skabes af politiske og økonomiske konflikter, ikke af teknologiske opfindelser. Men de seneste krige er kommet efter teknologiske våbenkapløb, der skabte militær ustabilitet og derved startede, hvad general Klausewitz kaldte ’politikkens fortsættelse’. Krig er også det sandsynlige resultat af det nyeste uhæmmede våbenkapløb, som supermagterne nu i tre årtier har haft i gang."

"Verden opfatter kapløbet som et tegn på, at supermagterne mener, at atomvåben er deres vigtigste udenrigspolitiske instrument. Det er mildt sagt fristende for dem at følge kapløbet og selv anskaffe atomvåben."

"Foruden spredning af atomvåben er de stadigt mere udviklede våben en hovedkilde for militær ustabilitet. Supermagternes kapløb er på nuværende tidspunkt ved at gå ind i en særlig farlig fase. En forholdsvis stabil terrorbalance undergraves af planer for ny atomstrategi og af de våbensystemer, som skal praktisere strategien."

Ny atomstrategi

"Den nye atomstrategi, counterforce (dvs. våbnene rettes i første omgang imod modpartens atomslagstyrke), giver fordele til den part, der slår først til. Den værste synder er den MIRV-udstyrede raket – det vil sige interkontinentale raketter, der har flere af hinanden uafhængigt styrbare atomsprænglegemer og superpræcise styringssystemer. Det vil gå for vidt at berette om, hvordan de fremkom. Men lad det være tilstrækkeligt at nævne, at deres udvikling blev startet helt unødvendigt af USA, da vore styrker var Sovjets langt overlegne, men paranoide høge her i Washington påstod, at russerne var ved at bygge et forsvar, som kun MIRV kunne gennemtrænge."

"Lad det stå helt klart: Counterforce handler ikke om afskrækkelse af atomangreb. Hvis der skal være militær fornuft i det, så slår man til imod de beskyttede raketsiloer, inden raketterne affyres. Det er ensbetydende med, at man er tilhænger af overraskelsesangreb."

"Vi må regne med, at efterhånden som de nye våben udstationeres, vil vore egne samt de sovjetiske ledere komme under større pres for at trykke på knappen til dommedag."

"Det er imidlertid også muligt, at total krig vil starte mere gradvist på grund af brugen af taktiske atomvåben et eller andet sted i verden. (Taktiske atomvåben har normalt mindre sprængstyrke end de strategiske våben – red.). Særligt behjælpelige i så henseende er de små mini-atomvåben i Europa, som Nixons forsvarsminister Schlesinger holdt så meget af, fordi det var mere sandsynligt, at præsidenten ville autorisere deres brug end de større atomvåben."

Artiklen indgik i et to sider langt referat fra den omtalte konference. Se også "Hvordan udkæmpes atomkrig" og lederen "Atomvåben". Uddrag af nogle taler blev desuden bragt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.