Uforkortet bidrag til: Mikkel Thorup og Morten Brænder (red.), Ulovlig vold - private voldsaktører i terrorismens idéhistorie (udkommer på Århus Universitetsforlag 2007)
Briller fra Den Kolde Krig
Hvad har skabt Bush-regeringens opfattelse af terrorisme?
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Aldrig har så mange sagt og skrevet så meget om noget, som de har så ringe kendskab til. I dette paradoks ligger nøglen, hvis man vil forstå, hvorfor den såkaldte krig mod terror er på taberkurs fem år efter, at den blev erklæret.
Det er naturligvis især folk med uomtvistelig ekspertise, som tør indrømme egen uvidenhed. I februar 2006 erklærede Bruce Hoffman fra det store amerikanske forskningscenter RAND, som siden begyndelsen af 70’erne har spillet en førende rolle i den analytiske indsats mod terror, at "vi kender stadig ikke vores fjende og forstår ham endnu mindre". Ukendskabet til Al Qaeda gælder helt centrale forhold – motiver, beslutningsprocesser, ideologi og organisation (Hoffman 2006: 1).
Mere almindeligt er det, at samme diagnose stilles af eksperter, når de kaster sig ud i et opgør med officielt vedtagne sandheder. Professor Sherifa Zuhur fra USA’s Army War College konstaterer således i en stor trusselsanalyse med henvisning til sit lands overordnede strategi i kampen mod Islams ekstremister, at "vor analyse af konflikten og beskrivelsen af fjenden har været uklar og er det stadig" (Zuhur 2005: 8). Fra London bidrager Abdel Bari Atwan, redaktør af det uafhængige pan-arabiske dagblad al-Quds al-Arabi, høfligt med, at vestlige regeringer ikke "helt" forstår truslen fra Al Qaeda, "hvorfor den er opstået eller hvordan den effektivt kan håndteres" (Atwan 2006: 9).
Udviklingen på krigens centrale slagmarker i Afghanistan og Irak samt den voksende produktion af "hjemmelavede" terrorister i Vesteuropa antyder, at de nok har en pointe. Med større og mere relevant viden, er det sandsynligt, at indsatsen havde været mere effektiv. Men hvis det ikke er dyb indsigt, som er kilden, af hvad udspringer de mange bøger, artikler, officielle rapporter og strategier så?
Særligt påtrængende er behovet for svar, når det gælder Bush-regeringen, som har anført indsatsen og i vidt omfang sat rammerne, der har givet vejledning til forskeres og journalisters analyser. Hvad har skabt dens opfattelse af terrorisme? Bush-regeringen har selv mere end antydet, hvor man kan lede. Siden terror-angrebet den 11. september 2001 har præsident Bush ofte sammenlignet krigen mod terror med Den Kolde Krig mod kommunismen. Men det er langt fra oplagt, at et perspektiv hentet fra flere årtiers kamp mod en supermagt og dens officielle ideologi, med rodfæste i Europas politiske kultur, er relevant i en konflikt med myriader af ikke-statslige grupper, som, for nogles vedkommende, henter inspiration i ekstremisters tolkning af en religion. Under opgøret med kommunismen udgjorde Vesten et lokkende alternativ, men det er ikke tilfældet for mange muslimer. Følgerne var forudsigelige, da udsendte amerikanske neo-konservative under besættelsen af Irak endog forsøgte overførsel af et samfundsideal, de ikke selv kunne sælge på hjemmebane (Chandrasekaran 2006)
Udfordringen
Den store kinesiske strateg Sun Tzu bidrog for mange århundreder siden til krigsvidenskaben med en grundlæggende læresætning: "Hvis man kender sin fjende og kender sig selv, så behøver man ikke frygte udfaldet af hundrede slag". Uvidenhed medfører i dag ikke kun overraskelser i den daglige kamp. Endnu værre er det, at fraværet af reel indsigt har blokeret udvikling af en passende strategi – en evigt tilbagevendende klage i den debat, som føres på især amerikanske militære læreanstalter, hvor man har mere end akademisk interesse i brugbar viden. Strategi skal integrere militære, politiske og økonomiske redskaber, så de tjener statens mål i det internationale system. I disse overordnede retningslinjer bør der være svar på en række spørgsmål: Hvad er USA’s interesser? Hvad truer dem? Hvad er det endelige mål for disse truslers håndtering? Hvor hurtigt skal man nå disse mål? Strategien skal vejlede i kampen mod hovedfjenden, Al Qaeda – og vejlede i hele den såkaldte krig mod terrorisme, hvor fjenden er et stort antal vidt forskellige organisationer og grupper. Men regeringens svar på disse spørgsmål har hidtil, skriver professor Stephen Biddle fra US Army War College, været en blanding af "ambitiøse offentlige erklæringer og vage detaljer" (Biddle 2005: 1).
Helt uforståeligt er det ikke. USA er sammen med sine allierede ikke i krig mod en fjende, som, når det gælder gennemskuelighed, blot tilnærmelsesvis kan sammenlignes med de stater, som skulle bekæmpes under Den Kolde Krig. Men det bemærkelsesværdige er, at Bush-regeringen har udvist ringe interesse for indgående kendskab til fjenden. For fyrre år siden var USA i krig med en anden modstander, som i vidt omfang var usynlig, anvendte terror og mobiliserede til oprør. Men dengang blev enorme ressourcer sat ind, bl.a. i afhøring af fanger og analyse, så man kunne opnå en brugbar forståelse af drivkræfterne bag Den Nationale Befrielsesfront i Vietnam. Vi har Bruce Hoffmans ord for, at Washington ikke har et lignende projekt i krigen mod terrorisme (Hoffman 2006: 2). Bortset fra enkelte spredte kontorer mangler det amerikanske sikkerhedsapparat en institutionel struktur, som kan stå for en undersøgelse, indsamle informationer fra alle kilder og foreslå nye modtræk (Jenkins, Brian 2006a: 59).
Henvisninger til Sun Tzu’s læresætning fremhæver ofte dens første led, behovet for kendskab til fjenden. Men denne ønskværdige indsigts forudsætning er, at man kender sig selv. Brian Jenkins, som fra starten var med i RAND’s terror-projekt og er USA’s ubestridte grand old man på feltet, peger indirekte på betydningen af denne forudsætning (Jenkins, Brian 2006b: 117):
"Terrorisme er et generaliserende begreb, som kommer fra vores opfattelse af moral, lov og krigens regler, mens virkelighedens terrorister formes af kultur, ideologi og politik – specifikke, rudimentære faktorer og opfattelser, som motiverer forskellige aktiviteter".
Der er altså betydelig risiko for, at en iagttager, som skal analysere og forstå terrorisme, ser gennem personlige og kulturelle briller, som misfarver objektet, så "virkeligheden" ikke opfattes. Den store udfordring for iagttagere er, at de skal indleve sig i forhold, som er dem fremmede, hvis de skal opnå fuld forståelse. Brian Jenkins fremhæver desuden en bevidst ændring af den grundlæggende analytiske metode, som kan forstærke tendensen. Traditionel trusselsanalyse vurderer en modstanders hensigter og slagkraft målt i bl.a. militære enheder, udrustning, geografiske placering. Men i forbindelse med terrorisme fokuseres i vurderinger på egen sårbarhed, idet man identificerer sine svage punkter, antager eksistensen af terrorister og deres kendskab til dem, hvorefter man udvikler et worst-case scenario. I scenarier, hvor man antager, at det værst tænkelige kan ske, får terroristen og hans faktiske slagkraft en underordnet betydning. Det sker ofte, at scenariet gøres til en konkret trussel, som anses for mulig, sandsynlig og endda overhængende. Terroristers faktiske slagkraft, ambitioner og fantasier tilsløres af vore egne spekulationer og frygt (Jenkins, Brian 2006b: 120).
Terror-forskningen har alligevel kun i meget begrænset omfang beskæftiget sig med, hvordan den vestlige verdens forudsætninger påvirker vores opfattelse af truslen. Mellem de få undtagelser er professor Philip Jenkins fra Pennsylvania State University, der har påvist, at ’terrorismen’ er et samfundsskabt problem. Terroristers handlinger er selvfølgelig selvskabte og ganske konkrete, men opfattelsen af dem kan svinge en del, idet inden- og udenrigspolitiske hensyn, institutionelle behov og økonomiske faktorer griber afgørende ind. Forståelsen af et samfundsproblem opstår i et samspil mellem politikere, bureaukrater, interessegrupper og nyhedsmedierne, idet de alle efterstræber deres personlige og institutionelle interesser (Jenkins, Philip 2003).
Det kan være en meget selvforstærkende proces, hvor ’Rasmus Modsat’ hurtigt kules ned. Det var et problem, da amerikanske efterretningstjenester analyserede Saddam Husseins mulige arsenal af masseødelæggelsesvåben, idet "gruppetænkning" afviste enhver tvivl, som kunne rejses i forbindelse med selve eksistensen af angiveligt skjulte våben (Commission on Intelligence Capabilities 2005). Og det har været et problem i både myndigheders, forskeres og journalisters forsøg på kulegravning af terrorismens rødder. Michael German, terror-ekspert i forbundspolitiet FBI tog efter 16 års tjeneste sin afsked i protest og afleverede kort efter offentligt denne klage: "Enhver, som lægger op til, at der er en rationalitet bag terroristers adfærd, brændemærkes med, at han er sympatisør, og det afskrækker intelligent overvejelse af, hvad der er de grundlæggende årsager til terrorisme og terroristers adfærd" (German 2005: 11). Nyhedsmedierne har tendens til offentliggørelse af officielle vurderinger uden fremhævelse af de interesser, som muligvis afgørende har påvirket produktet. Journalister har brug for adgang til højtstående kilder i statsapparatet, så kritik af dem kan hurtigt blive kostbar. I takt med, at en bestemt forståelse af terror-grupper og deres aktiviteter vinder frem i den offentlige mening, kan selv tvivlsomme påstande blive til ubestridelige kendsgerninger, der får yderligere næring fra pop-kulturen. Når nye kendsgerninger kommer til eller kritik rejses, vil den gamle forståelse udgøre rammen i præsentationen – og den sprænges kun efter langvarigt bombardement.
Fra Nixon til Reagan
Mange variable faktorer indgår altså, når et samfund skal vurdere aktivister, som anvender vold. Hvis man kun ser på, hvordan statsmagten i USA har opfattet terrorisme, bliver faktorernes antal mindre, men der er alligevel betydelig variationer mellem forskellige amerikanske regeringer, ja endog forskellige statslige organer i den samme regering.
Det mest enkle bevis for dette fænomen er, at USA gennem årtier officielt har fordømt terrorisme. Samtidig har amerikanske regeringer "siden Anden Verdenskrig, set i lyset af enhver juridisk definition af terrorisme, været mellem de største sponsorer for terror-operationer", påpeger generalløjtnant William Odom, direktør for USA’s store efterretningstjeneste NSA i årene 1985-88 (Odom 2004: 213). Terror-aktionerne blev ofte gennemført af folk, som amerikanske præsidenter anså for frihedskæmpere. Faktiske handlinger blev altså helt overskygget af terroristernes erklærede motiver og bistand til amerikanske målsætninger.
Opfattelsen af terror-aktioner rettet imod USA selv og amerikanske interesser i udlandet har også svinget en del. Den amerikanske forsker Paul Pillar, som siden 1977 bl.a. har haft ledende poster i CIA med fokus på terrorisme, konkluderer en analyse med, at "vor bekymring, eller fraværet af bekymring, i forbindelse med terrorisme har i vidt omfang afspejlet forandringer i USA’s politiske klima, forskellige partiers ellers ideologiers dominans i forskellige perioder samt optagethed af specifikke ikke-terror emner" (Pillar, Paul 2005: 5).
Præsident Nixons regering var den første i USA’s historie, som måtte håndtere international terrorisme. Offentliggørelsen af adskillige hidtil fortrolige dokumenter har gjort periodens overvejelser tilgængelige (FRUS 2005). Palæstinensiske aktioner rettet mod Israel, bl.a. kapring af amerikanske passagerfly, vakte især bekymring for, at modtræk kunne skade USA’s forhold til araberne. Sovjetunionen blev, i afspændingspolitikkens ånd, anset for en mulig samarbejdspartner, så risikoen for optrapning kunne begrænses.
Der er en skarp kontrast mellem den aktuelle frygt for terror-aktioner i selve USA og reaktionen på voldelige aktioner, som i 70’ernes første halvdel blev gennemført af politiske grupper i USA samt agenter for udenlandske magter. Hverken samfundet generelt eller statslige organer gik til modangreb med politisk fordømmelse eller metoder, der blot tilnærmelsesvis svarer til, hvad vi har oplevet i de seneste år. Noget af forklaringen er ofrenes relativt langt større antal den 11. september 2001. Men tidsånden var også en helt anden. Den bekymring, som datidens aktioner vakte, blev helt overskygget af bekymring over regeringsorganers angreb på demokratiets institutioner, amerikanernes værdier og frihedsrettigheder. Myndighedernes mest omfattende svar på truslen fra statens indenlandske fjender i perioden efter Anden Verdenskrig, FBI’s COINTELPRO program, blev afsløret i 1971 og stoppet året efter. Et senatsudvalg konkluderede i 1976, at "mange af metoderne, som blev anvendt, ville være uacceptable i et demokratisk samfund, selv hvis alle de ramte var indblandet i voldelige aktiviteter, men COINTELPRO gik langt videre" idet FBI også angreb ikke-voldelige grupper (Church-committee 1976).
Periodens udenrigs- og indenrigspolitiske modsætninger fik langvarige følger, idet de greb ind, når man skulle finde et svar på spørgsmålet: Hvad er terrorisme? På forskningsinstituttet RAND tumlede Brian Jenkins med denne udfordring. Man ville, fortæller han, ikke ud i "opslidende diskussioner" om, hvem der er terrorister og hvorvidt målet kan retfærdiggøre midlerne. Derfor fokuserede man på konkrete handlinger – ikke udøvernes identitet eller sag. "Vi nåede frem til, at en terrorhandling først og fremmest er en forbrydelse i den klassiske forstand – såsom mord eller kidnapning, om end med politisk motiv", beretter han (Dragsdahl: 2001). Internationalt anvendte man en lignende fremgangsmåde. FN’s generalforsamling nedsatte en komité, som skulle finde en definition på terrorisme. Da den syv år efter aflagde rapport, var der stadig ikke en definition. Man forbød blot konkrete handlinger, blandt andet kapring af fly, gidselstagning og angreb på diplomater. Mange afrikanske, arabiske og asiatiske stater fremførte i FN, at ethvert folk, som kæmper mod undertrykkelse og udenlandsk besættelse har ret til brug af ethvert middel i frihedskampen.
I præsident Reagans embedsperiode blev konfrontationen med Østblokken optrappet, og opfattelsen af terrorismen blev stærkt præget af det. Journalisten Claire Sterling vandt sympatisk gehør i Reagan-regeringen, da hun i bogen The Terror Network hævdede, at mange forskellige gruppers terror-aktioner i virkeligheden udsprang af en stor sammensværgelse, hvormed lederne i Kreml via allierede stater ville ødelægge Den Frie Verden (Sterling 1981). Først fra midten af 80’erne blev man i regeringen opmærksom på, at denne sammensværgelsesteori ikke kunne forklare striben af aktioner, som relativt uafhængige stater – Iran, Irak, Libyen og Syrien – tilsyneladende stod bag. Man overså dog, at mange grupper havde lokale rødder og selvstændige motiver.
Reagan anti-terror indsats kan, pænt sagt, kaldes ujævn. USA støttede i bl.a. Mellemamerika "frihedskæmpere", som anvendte terror, og i Mellemøsten gav CIA bistand til grupper, som skulle gennemføre anti-terror aktioner – og i den forbindelse dræbte sagesløse. Hvis man, som nogle amerikanere, vil kalde den aktuelle krig mod terrorisme for Fjerde Verdenskrig, kan dens start passende lægges i 1983, hvor amerikanske soldater og diplomater i Beirut blev udsat for attentater med mange ofre. Reagans reaktion på angrebene var, at han trak marinesoldaterne ud af Libanon. Flugten opmuntrede, ifølge deres egne udsagn, mange af USA’s senere fjender – Somalias Mohammad Farrah Aidid, Al Qaedas leder Osama bin Laden og Iraks Saddam Hussein.
Fra Clinton til Bush
I takt med Sovjetunionens voksende krise fik det nationale sikkerhedsbureaukrati i USA et problem: Hvem og hvad ville blive fremtidens fjende? Man fandt et svar i fænomenet med, hvad Reagan havde kaldt "lovløse stater", da han beskrev terror-gruppers bagland. De blev omdøbt til rogue states – slyngelstater, som står uden for de normale staters flok og ikke accepterer en verdensorden, der bygger på international lov (Dragsdahl 1998). Analysen blev bekræftet af Iraks angreb på Kuwait. Clinton-regeringen overtog fra 1993 trusselsbilledet og det militære svar, som fremhævede konventionelle styrkers højteknologiske slagkraft. Nogle eksperter pegede tidligt på, at udfordringen var bredere, nemlig "globalt kaos" med mange forskellige årsager, f.eks. etniske konflikter, undertrykte folkeslags nationalistiske frihedskamp, strid om vitale ressourcer og religiøse gruppers stræben efter statsmagt. De nye udfordringer har efterladt USA’s sikkerhedspolitiske elite i en tilstand af "uvished og rådvildhed", konstaterede en kritiker i 1995, som samtidigt hævdede, at etniske og sekteriske konflikter ville blive "den mest afgørende udfordring for amerikanske strateger" (Klare 1995: 212).
Antallet af terror-aktioner lå i 90’erne på et lavere niveau end i 80’erne. Men flere angreb udgjorde en klar advarsel, som dog ikke blev forstået, hvis man ser bort fra en snæver kreds af eksperter. Trods adskillige modtræk fra præsident Clintons side er det en fælles konklusion fra mange iagttagere og daværende topfolk i regeringen, at USA’s svar ikke levede op til udfordringen, og de peger på den samme årsag. Amerikanerne nød deres nye, ubestridte globale magtposition, som også gav dem øget velstand. Selv når radikale islamisters truslers blev hørt, blev de fleste amerikaneres opfattelse "dulmet af deres generelle isolation fra verdens problemer og sløret af den bekvemme følelse, at ingen, som boede i Amerika, ville vende sig imod dem" (Wright: 177). Meget ihærdige embedsmænd arbejdede med et svar på terror-truslen, men de "undervurderede fjendens styrke, tålmodighed, opfindsomhed og beslutsomhed", konstaterer Nancy Soderberg, der fra præsidentens nationale sikkerhedsråd og senere ambassadør-posten i FN selv var dybt engageret i bestræbelserne. Forklaringen finder hun i USA’s globale herredømme. Man dyrkede en myte om usårlighed, fordi man var en supermagt, og denne opfattelse blokerede mobilisering af alle nationens ressourcer. (Soderberg 2005: 134, 156).
Det skorter dog ikke på vigtige dokumenter fra Clinton-regeringen med beskrivelse af truslen. I en 1997 rapport fra daværende forsvarsminister William Cohen fremhæves, at primitive hære, terror-grupper og "selv" religiøse kulter måske vil anvende kemiske, bakteriologiske og nukleare våben mod USA. "Amerikas militære overlegenhed kan ikke beskytte os helt imod denne trussel", skriver han i rapportens forord. "Det er faktisk et paradoks i det nye strategiske miljø, at Amerikas militære overlegenhed reelt øger truslen om nukleart, biologisk og kemisk angreb på os, idet den ansporer modstandere til at udfordre os asymmetrisk" (Cohen 1997). Det er en bemærkelsesværdig analytisk pointe, fordi den påpeger, at USA’s handlinger, selve eksistensen af et globalt overherredømme, kan medføre angreb, men den blev stort set ignoreret.
Præsidenten selv var, viser mange vidnesbyrd, meget optaget af terror-truslen. I november 1999 sagde han i en tale: "Jeg tror, at de største problemer for vor sikkerhed i det 21. århundrede og for hele den moderne regeringsform sandsynligvis ikke vil komme fra slyngelstater eller fra folk i regeringer, som har afvigende opfattelser af verden, men fra national-statens fjender, fra terrorister og narkohandlere og organiserede kriminelle" (citeret i Judis 2005). Han fulgte desuden en strategi, der foruden direkte indsats mod terrorister også søgte at gøre noget ved de problemer, som giver næring til terrorisme. Det gælder bl.a. indsatsen for kontrol med masseødelæggelsesvåben, så de ikke kommer i hænderne på terrorister, og ihærdige bestræbelser for fred i Mellemøsten. Glemmes bør det heller ikke, at USA sammen med NATO gik i krig, så serbernes massakrer på Balkans muslimer kunne blive stoppet. Op til Kosovo-krigen forklarede forsvarsminister Cohen, at "dette er en kamp for værdier" og fortsatte: "Dette er en kamp mod etnisk og religiøst had, fravær af tolerance overfor de anderledes og for retten til at leve i fred" (Dragsdahl 1999).
Clinton-regeringens syn på international politik var præget af, hvad forskere kalder "kompleks interdependens" – altså er erkendelse af, at vi lever i en meget broget verden, hvor den gensidige afhængighed er stor. Ideologisk udgjorde dette grundlaget for en nuanceret opfattelse af terrorismen og dens rødder, fordi man i analyse af verdens gang ser på mange flere faktorer end blot staternes samspil. Bush-regeringen rekrutterede sine folk fra den modsatte ende af det ideologiske og akademiske spektrum. Hverken ’realister" eller ’neo-konservative" interesserede sig synderligt for terrorisme. Set med deres øjne var det især noget, som var rettet imod Israel, eller et våben, som fjendtlige stater kunne bruge mod USA. Under valgkampen i 2000 blev terrorisme ikke taget op. Bush-regeringen arvede fra sin forgænger anti-terror eksperten Richard Clarke, som var toprådgiver i Det nationale Sikkerhedsråd, NSC. Da han første gang skulle orientere sin nye chef, præsidentens sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, fik han det indtryk, at hun ikke genkendte navnet på hovedfjenden: Al Qaeda. "Jeg indså", skriver han i sine erindringer, "at Rice og hendes stedfortræder Steve Hadley stadig opererede indenfor det gamle kold-krigs paradigme fra tiden, hvor de arbejdede i NSC" – indtil januar 1991 under Bush den Ældre. Clarke beretter, at han ihærdigt søgte overvejelse på topplan af truslen fra Al Qaeda, men da han endelig i april 2001 fik emnet taget op under et møde på næsthøjeste niveau i regeringen blev han afvist af forsvarsministerens stedfortræder Paul Wolfowitz, som hellere ville diskutere Irak. I de følgende måneder var der "ikke tid til terrorisme", fordi regeringens dagsorden blev fyldt op med andre emner. Først den 4. september fik Clarke på minister-niveau fremlagt en plan vendt mod Al Qaeda (Clarke 2004: 229-238).
Den kolde krig genopstår
Straks efter angrebet den 11. september 2001 forudså James Steinberg, den mest visionære i Clintons sikkerhedsråd, at Bush-regeringen ville gribe tilbage i fortiden efter svar. Han sidestillede præsidentens krigserklæring mod terror med betydningen, som Den Kolde krig havde for USA. Krigen ville blive den nye "prisme", hvorigennem man kunne se verdens sande tilstand. Konflikten ville altså også bestemme USA’s verdensbillede, indretningen af den nationale sikkerhedsstat og den foretrukne organisering af det internationale system (Steinberg 2001). Prismen, som præsident Bush og hans nærmeste rådgivere tog i brug, var en meget speciel udgave fra Den Kolde Krigs tid.
Under Bush-regeringens interne overvejelser i de første måneder efter terror-angrebet anbefalede udenrigsministeriet en strategi, der lå i forlængelse af Clintons. USA skulle bygge den størst mulige globale koalition, så man kunne isolere og fange Al Qaeda. Forslaget lagde op til brug af alle supermagtens redskaber – fra gulerødder, i form af bistand og handel, til pisk i form af diplomatisk isolation og økonomiske sanktioner rettet imod stater, som ikke gik med i koalitionen. Militær magt var en sidste udvej. Men andre havde mere ambitiøse mål. Bush ville, da han kom til magten, gennemføre en "revolution" i amerikansk udenrigspolitik, og 11. september "leverede rationalet og muligheden" for dens gennemførelse (Daalder/Lindsay 2003: 13). Regeringens revolutionære ville ændre den internationale orden, så USA sammen med nogle få håndlangere fik frie hænder til kamp mod slyngelstater og ikke-statslige aktører (Kitfield 2005: 76). Denne forskel mellem traditionalister og revolutionære blev hurtigt til et dybt svælg i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske elite, fordi præsidenten, vicepræsidenten samt de ledende kræfter i det nationale sikkerhedsråd og forsvarsministeriet tog de revolutionæres parti, mens diplomaterne og en meget stor del af eliten uden for regeringen kom i opposition. Hvis man anser USA for et imperium er den afgørende forskel, at traditionalisterne vil lede verden via konsultationer, som stræber efter bred konsensus, hvorimod de revolutionære søger dominans. Helt uden rod i amerikanske traditioner var de revolutionære dog ikke.
Historikeren Walter Russell Mead skelner i sin gennemgang af USA’s udenrigspolitiske historie mellem fire traditioner. Den ene er opkaldt efter præsident Andrew Jackson (1829-37), som under krigene mod indianerne var avanceret til general. Jacksonianismen får hovedansvaret for, at USA "er en af de farligste militære magter i verdens historie" (Mead 2001: 219). Under Den Kolde Krig var jacksonerne konsekvent de mest ihærdige høge. Traditionen repræsenterer en dybt rodfæstet og udbredt populistisk kultur med vægt på militære dyder: mod, ære og uafhængighed. Meads fremstilling, som er fra før 11. september 2001, beskriver ofte meget præcist de bærende holdninger bag Bush-regeringens krig mod terrorisme. Jacksonianismen er en udenrigspolitisk tradition, som er ekstremt optaget af egne værdier, og absolut ikke har øje for en modstanders synspunkter. I krig skelner man mellem dem, som kæmper rent, og dem, som kæmper beskidt. I kampen mod førstnævnte gælder krigens love, men fjender, som slås på uhæderlig vis, har ikke fortjent, at man tager hensyn til dem. Krig er for jacksonerne en enten-eller tilstand. ’Begrænset krig’ er en selvmodsigelse, thi enten slås man med alt, hvad man har, eller også er der ikke så meget på spil, at man bør slås (Mead 2001: 254).
Begrebet counterterrorism – altså ’imødegåelse’ af terror – anses af professionelle udøvere for en langsigtet indsats, hvor et bredt spektrum af redskaber tages i brug mod mange forskellige grupper og bevægelser, der ikke har identiske motiver eller mål. Jacksonerne er slet ikke på samme bølgelængde. De foretrækker en krig, som ikke forplumres af nuancer og politiske hensyn. Set i krigsvidenskabelig sammenhæng forstår de ikke en opfattelse, der, i overensstemmelse med den prøjsiske teoretiker Clausewitz, fastholder, at krig er en fortsættelse af politikken – blot med andre midler. Her er noget af årsagen til, at Bush-regeringen sprang over Clinton-årenes ’mod-terrorisme’, da man greb tilbage i fortiden efter erfaringer. Det er også en grund til, at man inderligt afskyede alt, der var knyttet til Clinton, og anså hans indsats på feltet for mere end ineffektiv – nemlig en opmuntring af terrorister og andre fjender.
Bush selv var uden udenrigs- og sikkerhedspolitisk erfaring, men han blev drevet af dybtfølte instinkter, som kommer fra Jackson-traditionen. Præsidentens uvidenhed blev delvist opvejet af erfarne rådgivere, som vejledte ham under valgkampen og senere fik topposter. Alle med årtiers sikkerhedspolitisk erfaring er dybt præget af Den Kolde Krig, men Bush-folkene blev, med få undtagelser, rekrutteret fra en kreds, som ikke lignede resten af eliten. Journalisten James Mann har fokuseret på seks af dem i et meget grundigt værk, hvor han fremhæver, at deres syn på verden og strategi har rod i Den Kolde Krig – især Vietnam-krigen og Reagan-årenes udfordring af Sovjetunionen. De udgør den "militære generation", som tror på brug af væbnet magt (Mann 2004: xiii). I 1970’erne var Cheney, Rumsfeld og Wolfowitz modstandere af afspændingspolitik. Med denne holdning så de "frem til en tid, hvor USA ikke længere havde behov for at tilpasse sig andre nationer" (Mann 2004: 136).
Læren, som disse superhøge bagefter drog af Den Kolde Krig, var også særegen. Sovjetunionens sammenbrud var, set med deres øjne, en følge af USA’s militære pres i 80’erne. Den opfattelse deles ikke af langt de fleste sikkerhedspolitiske ledere, som under Bush den Ældre fik afsluttet konflikten. Clinton afspejlede holdningen i Demokraternes elite, da han erklærede, at hvis man praler over USA’s sejr, så svarer det til, at hanen galer, fordi solen står op. General Wesley Clark, som i 90’erne var NATO’s øverstkommanderende i Europa, har påvist, at efter 11. september blev høgenes teorier om årsagen til sejren over Sovjetunionen overført til Mellemøsten – "et område med meget anderledes kulturelle og politiske forhold". Han drager en ganske anden lære af Den Kolde krig: "Sandheden er denne: Det tog fire årtiers tålmodigt engagement at pille Jerntæppet ned og 10 års behændigt diplomati at gøre kaos-ramte, post-sovjetiske stater til stabile, pro-vestlige demokratier. Hvis det samme skal opnås i Mellemøsten, så kræver det lignende engagement, tålmodighed og held" (Clark 2004). Men for præsidentens rådgivere var det en selvfølge, at man skulle vælge et udpræget militært svar på udfordringen og rette sigtekornet mod stater.
Rammerne for præsidentens udtalelser lige fra de første hektiske øjeblikke efter terrorangrebet og i regeringens strategi-dokumenter fra de følgende år "er lånt direkte fra kold-krigs tænkningen", påpeger John Tirman fra Center for International Studies på Massachusetts Institute of Technology (Tirman 2006: 2). Præsidenten sagde godt nok, at holdningen til krig skulle ændres, fordi man var ude i "en ny type kamp" (Bush 2001), og i regeringens første bud på en overordnet strategi hævdede man, at "kampen mod global terrorisme adskiller sig fra enhver anden krig i vores historie (NSS 2002: 5). Men alligevel er centrale elementer let genkendelige. Man så gennem en prisme, som igen to-delte verden. Til verdens nationer sagde præsidenten, at "enten er I med os, eller også er i med terroristerne". Kampen står, lød det, mellem frihed og tyranni, mellem det onde og det gode. Fjenderne udgjorde igen en massiv blok, idet man ikke skelnede mellem de mange grupper, som anvender terror. Fjenden er, sagde han, "et ekstremistisk netværk af terrorister" med "global rækkevidde og "enhver regering", som støtter dem. Fordi moderne kommunikationsmidler potentielt giver enhver global rækkevidde, var det en meget omfattende krigserklæring, som ikke netop blev mindre, da Bush undlod en præcis redegørelse for, hvad han mente med "støtte" til terrorister (Bush 2001). Strategien bar præg af holdninger, som de mest yderligtgående republikanere indtog under Den Kolde Krig. I et ekko af 50’ernes og 80’ernes "roll back", lagde man op til ændring af fjendtlige regimer. Selv "forebyggende krig" dukkede op igen. Mest skæbnesvangert for de følgende års indsats var, at nationens militære slagkraft, som var opbygget til konventionel kamp mod Warszawa-pagten, blev anset for velegnet til krig mod oprørere. Man troede på sejr gennem "nedslidning" af fjenden – jo flere terrorister man dræbte eller fangede desto bedre. Der skulle gå flere år inden en anden og langt mere relevant del af arven fra Den Kolde Krig, erfaringerne med counterinsurgency i bl.a. Vietnam, blev genopdaget.
Tendensen til genbrug af holdninger fra Den Kolde Krig blev forstærket af ideologer, som kom med opmuntrende tilråb fra sidelinjen – og i flere tilfælde fra poster i regeringen også formede dens politik. Med inspiration fra moralske opgør med kommunismen og kritik af pragmatisk udenrigspolitik under Den Kolde Krig gav neo-konservatismen et bidrag, som ideologisk blændede regeringen, så den automatisk kunne afvise kritik. Overvejelse af, at terrorismen måske, i det mindste delvist, udsprang af legitime klager, blev lige så utænkeligt, som det under konfrontationen med Sovjetunionen var for nogle, at Kreml havde legitime interesser. Dermed fik man blokeret for politiske udspil, der kunne undergrave terroristernes appel til befolkningsgrupper, som deler deres klager og udgør et grundlag for rekruttering.
Bush-regeringen ønskede en fornyelse af kampen mod terror, så den overdrog opgaven til politisk udnævnte folk med kun generel sikkerhedspolitisk ekspertise og ringe kendskab til muslimske landes religiøse, politiske, ideologiske og kulturelle historie. Nogle eksperter med område-kendskab blev spurgt til råds, men beslutningstagerne havde yderst begrænset evne til vurdering af forskellige forslag og synspunkter. Meget af den indsigt, som eksisterer i forbindelse med Islams ekstremister, blev "ignoreret", hævder professor Sherifa Zuhur fra Army War College. Mellem forklaringerne er, at USA havde erklæret krig mod "global terrorisme". Definitionen går ud fra, at terror kan opstå i forbindelse med enhver ideologi og religion, overalt i verden. Problemet blev forværret, da "terror-eksperter" kom i høj kurs – forskere med anden sikkerhedspolitisk baggrund, mange med oprindelig ekspertise fra Den Kolde Krig, omstillede sig hurtigt, så de kunne søge job, forskningsbevillinger, bogkontrakter og kendt profil via nyhedsmedierne. De kunne dog ikke, lige så hurtigt, lære f.eks. arabisk, begribe Islams teologisk/politiske problemstillinger og indhøste praktisk erfaring fra arbejde i marken (Zuhur 2005: 8-17).
Ideologisk korstog på afveje
Den Kolde Krig fremstilles ofte, som var den et epokegørende sammenstød mellem to ideologier – vestligt demokrati og kommunisme. Det er således karakteristisk, at det i mange henseender grundlæggende dokument for USA’s og NATO’s indsats, NSC-68 fra 1950, har et hovedafsnit med overskriften: "Den underliggende konflikt på ideernes og værdiernes område mellem USA’s mål og Kremls plan". Her kan vi læse, at den egentlige krig står mellem ideer – nemlig "ideen om frihed i et retssamfund og ideen om slaveri i Kremls grusomme oligarki" (NSC 1950). Der et klart ekko af denne trussels-analyse i krigen mod terror, hvor det stadigt mere af Bush-regeringen og selv dens kritikere fremhæves, at det afgørende er kampen mellem ideer.
Allerede kort efter 11. september 2001 kunne præsident Bush i sin tale til Kongressen oplyse, at terroristerne "hader vores frihedsrettigheder – vores religionsfrihed, vores ytringsfrihed, vores frihed til at stemme og forsamles og være uenige med hinanden" (Bush 2001). Det har siden været et gennemgående tema i præsidentens udtalelser, at man er i krig mod folk, som hader frihed. Men dette fjendebillede er vagt, misvisende og direkte farligt, hvis det lægges til grund for anti-terror politik og aktiviteter.
Osama bin Laden har polemisk besvaret præsidentens påstand i en tale den 29. oktober 2004 med henvisning til, at Al Qaeda ikke har angrebet Sverige – et land, hvis frihed han, ifølge nogle beretninger, ved selvsyn oplevede i en ung alder. Det er velkendt, fremhævede Bin Laden, at folk, som hader frihed, ikke har "stolte sjæle", men det havde de nitten, som angreb USA. "Vi har kæmpet imod jer", fortsatte han i en direkte henvendelse til det amerikanske folk, "fordi vi er frie mænd, der ikke kan finde os i uretfærdighed. Vi vil genoprette sikkerhed i vores umma (mulismernes globale samfund – JD). Som I krænker vores sikkerhed, har vi krænket jeres" (Laden 2005: 238). Det centrale element i Al Qaedas politiske appel til muslimer er, at man er en frihedsbevægelse rettet imod imperialisme og lokale diktatorer: Man forsvarer angiveligt Islam mod overgreb. Et frihedsbegreb indgår også i det religiøse budskab. Egypteren Sayyid Qutb, som spiller en grundlæggende rolle for Al Qaedas ideologi, har således skrevet, at "islam er ikke kun tro". Islam er, fortsætter han, "en erklæring om menneskets frihed, når det gælder trældom under andre mennesker". Det er en religion, der vil "afskaffe alle de systemer og regeringer, som bygger på, at mennesker hersker over mennesker" (citeres i Wright 2006: 108). Qutb var utvivlsomt efter et ophold i USA fra 1948-50 optændt af had til USA, men hans vrede var i vidt omfang rettet imod et moralsk fordærv, som mange kristne ’fundamentalister" også raser imod, dengang og nu.
Den amerikanske præsident og hans hovedfjende har naturligvis forskellig opfattelse af begrebet "frihed", og udforskning af uenigheden er en spændende intellektuel udfordring, hvor filosofi og teologi skal tages i brug. Det er også mere end et udslag af historiens ironi, at USA i Afghanistan er i krig med folk, som præsident Reagan kaldte frihedskæmpere. På spil, mere konkret og aktuelt, er parternes evne til kommunikation. Bush vil gerne henvende sig til muslimer, men den opgave løser han og regeringens topfolk meget dårligt, konstaterer både uafhængige eksperter og regeringsorganer. I en rapport, som analyser strategisk kommunikation, har et panel af videnskabsmænd, som rådgiver Pentagon, påpeget, at muslimer ikke hader amerikanernes frihed – "de hader vores politik". En meget omfattende Gallup, som analyserer holdningen til terror og USA i den muslimske verden, når til samme resultat – med den overraskende detalje, at mellem ekstremister, som anser terrorangrebet på USA i 2001 for retfærdigt (7 procent), er der et markant mere positivt syn på demokrati end i det store, moderate, flertal (Esposito 2006). Intet former USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik stærkere end præsidentens udtalelser. Fejl, som bliver begået på det niveau, har derfor vidtrækkende betydning for både USA’s adfærd og opfattelsen af den. Pentagon-panelet mener, at USA i sin informations-kampagne bør støde en kile ind mellem det store flertal af ikke-voldelige muslimer og de mest ekstremistiske hellige krigere. Amerikanske bestræbelser har imidlertid ikke kun fejlet; de har formentlig også opnået "det modsatte af, hvad hensigten var". Når præsidenten gør "frihed" til sit centrale budskab, anses det i muslimske samfund for "intet mere end selvoptaget hykleri", konkluderer rådgiverne (DSB 2004: 40).
Bush har flere gange draget en parallel til kampen i det 20. århundrede mod totalitære ideologier, endog brugt udtrykket "islamisk fascisme" et udtryk, som virker stødende på mange muslimer (Bush 2006). I "mange henseender" ligner krigen mod terror "kampen i det sidste århundrede mod kommunismen", erklærede han i 2005 i sin hidtil mest udførlige tale om opgøret mellem ideer. Godt nok er "islamisk radikalisme" kun "et løst netværk med mange grene mere end en hær under én kommando", men aktivister "deler en fælles ideologi og vision for verden" (Bush 2005).
Det er diskutabelt, hvorvidt han har ret. På det amerikanske forsvars læreanstalter overvejer elever og forskere, hvor ’tyngdepunktet’ i konflikten ligger – altså, hvad skal krigen fokusere på. I en analyse fra US Army War College erklærer oberstløjtnant Cheryl Smart eksempelvis, at "islamistisk jihad er utvivlsomt et stærkt ideologisk fænomen, men det er kun et af mange træk ved terroristers globale netværk, og hvis man gør dette træk til det centrale organiserende koncept, så afspejler det måske mere en kold-krigs mentalitet end virkeligheden" (Smart 2005). Smart hævder, at ideer kun retfærdiggør brug af vold; de er ikke årsagen til vold. Hun fremhæver også, at politisk islam hverken er monolitisk eller nødvendigvis voldelig. Der er, mildt sagt, ikke mangel på islam-forskere, som deler denne opfattelse. Professor Mohammed Ayoob fra Michigan State University hævder eksempelvis, at islamismen, den politiske brug af islam, varierer stærkt alt efter hvilken national og social sammenhæng, den optræder i. Det er træk ved USA’s globale overherredømme, som gør, at mange islamister har fået en fælles sag, og at et ekstremt lille mindretal i den forbindelse anvender terror (Ayoob 2004).
Kritik af Bush-regeringens retoriske offensiv mod islamismen er også i meget skarpe vendinger blevet rejst af en ægte veteran fra Den Kolde Krig, præsident Carters sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski. Få vil bestride, at han har betydelig indsigt i kommunismens ideologier. I flere sammenhænge har han kaldt de påståede fælles træk mellem islamismen, kommunismen og fascismen for sludder, skadeligt og farligt. "Islamisk hellig krig er i bedste fald en fragmenteret og begrænset bevægelse", som slet ikke har en appel, der kan sidestilles med kommunismens. Men når Bush konstant inddrager islam i sine udfald mod terrorister, støder han muslimer væk og bidrager til den opfattelse, at krigen mod terrorisme er en krig mod islam. USA hjælper dermed Al Qaedas rekruttering (Brzezinski 2005).
Frygt blev et redskab
Mellem præsident Franklin Roosevelts mest berømte udtalelser er, at "det eneste, vi har at frygte, er frygten selv" (Roosevelt 1933). Han bearbejdede amerikanernes frygt. I kontrast hertil har Bush-regeringen arbejdet ved hjælp af frygt. Den har brugt en "frygtens politik" til kortslutning af debat og styring af den offentlige dagsorden (Gore 2004). Metoden tjente længe regeringen godt, fordi præsidentens popularitet steg, når terror-advarsler blev udsendt, og terror-truslen medførte positive vurderinger af Bush i forbindelse med emner, som ikke var direkte relevante. Men prisen har været høj, fordi "frygt udgør barrieren mellem uvidenhed og forståelse" (Schneier 2003: 280). Demokratier er stærke, fordi åben debat afslører fejl, så de hurtigt kan udbedres. Den mekanisme blev taget fra USA af landets ledere.
Ingen i regeringen gjorde mere hæmningsløst end vicepræsident Cheney frygten til et redskab. Han havde under Den Kolde Krig oplevet, at det var et meget nyttigt våben. Som stabschef i Det Hvide Hus under præsident Ford anførte han sammen med daværende forsvarsminister Rumsfeld, bistået af Paul Wolfowitz, en kampagne, som genopfriskede frygten for Sovjetunionen og dermed lagde meget af det politiske fundament for ny konfrontation. Cheney var også stærkt bekymret over, at præsidentembedets magt blev svækket af Kongressens reaktion på Vietnam-krigen og Watergate-skandalen. Som modtræk udviklede han i de følgende år sammen med sin nære medarbejder, David Addington, en nytolkning af USA’s forfatning. Ifølge den kan præsidenten, fordi han er de væbnede styrkers øverstkommanderende, se bort fra næsten enhver begrænsning af præsidentembedets magt, når den nationale sikkerhed kræver det (Mayer 2006).
Efter 11. september opfordrede Cheney tidligt til angreb på Irak, fremhævede Saddam Husseins påståede alliance med terrorister, overdrev vildt truslen fra masseødelæggelsesvåben og undergravede efterretningstjenesternes forsøg på udvikling af en mere nuanceret vurdering. Fra konfrontationen med Sovjetunionen hentede han den holdning, at selv en minimal risiko er uacceptabel, når følgerne, hvis det næsten usandsynlige skulle ske, vil være enorme. Journalisten Ron Suskind har påvist, at denne tankegang udgør selve nøglen til Cheney’s embedsførelse, og dermed blev den også, fordi vicepræsidenten i sikkerhedspolitiske beslutningsprocesser var den stærkeste aktør, grundlæggende for USA’s krig mod terror. Det vigtigste for Cheney var ikke, hvorvidt en analyse var korrekt eller beviserne overvældende – det vigtigste er, at USA handler. Denne fremhævelse af handling uden forudgående analyse kalder Suskind for "Cheney-doktrinen" – altså en kort læresætning, som skal være vejledende. (Suskind 2006).
Hvis krigen skulle udkæmpes med fuld kraft, var det for Cheney afgørende, at den udøvende magt blev styrket. Hans nytolkning af forfatningen kan ses i en række af Bush-regeringens initiativer – lige fra tilsidesættelsen af Geneve-konventionen og forbudet i amerikansk lov mod tortur til overvågning af amerikanske statsborgere uden dommerkendelse. Han var, som New York Times kommentatoren Paul Krugman har skrevet, "engageret i et autoritært projekt – et forsøg på at fjerne alle checks and balances, der hidtil har lagt bånd på den udøvende magt" (Krugman 2006). Så oppositionen mod denne ændring af USA kunne nedkæmpes, anførte Cheney en kampagne mod Demokraterne, som ofte lagde op til, at de var skyldige i landsforræderi.
Frygt er imidlertid et tveægget sværd. I fraværet af nye angreb på amerikansk territorium har frygt for andet end terrorisme nu taget overhånd i befolkningen. Opinionsundersøgelser fandt i 2006, at omkring 70 procent af befolkningen mener, at USA "temmelig alvorligt er på galt spor", og krigen i Irak er blevet det altoverskyggende problem for amerikanske vælgere (Washington Post Poll 2006). Bush fik ikke længere ros for sin håndtering af terrorisme, og amerikanske opinionsledere angreb ihærdigt, sammen med Højesteret, Cheney’s autoritære projekt. Hvis krigen mod terror var forløbet anderledes på de centrale kamppladser i Afghanistan og Irak, er det sandsynligt, at Bush var kommet bedre gennem sin embedsperiode. Men selv den mulighed var reelt fra starten udelukket af et syn på udfordringerne mod USA og de rette svar, som var dybt rodfæstet i en arv fra Den Kolde Krig. Efter 40 investeringer sad man fast i en militær struktur og tænkning, som var fokuseret på kamp mod Warszawa-pagten – hverken Clintons forsvarsministre eller Rumsfeld brød med denne tradition. I Afghanistan leverede denne måde at føre krig på en tilsyneladende sejr, men da fjenden ændrede kampform tilpassede det amerikanske militær sig ikke. "Rent faktisk blev det amerikanske svar mere konventionelt, da krigen blev stadigt mere ukonventionel", konstaterer professor Hy Rothstein fra Naval Postgraduate School i en analyse (Rothstein 2006: xi). Det samme gør sig gældende i Irak, hvor en indsats for stabilisering og genopbygning langt oversteg USA’s politiske og militære evner. Eneste lyspunkt er, at nogle eksperter og politikere i USA nu har erkendt, at briller fra Den Kolde krig ikke giver klarsyn.
Litteraturliste
Ayoob, Mohammed (2004): "Political Islam: Image and Reality". World Policy Journal Fall 2004
Atwan, Abdel Bari (2006): "The Secret History of al Qaeda". Berkeley, University of California Press 2006
Biddle, Stephen (2005): "American Grand Strategy After 9/11". Strategic Studies Institute, U.S. Army War College, April 2005
Brzezinski, Zbigniew (2005): "Bush’s retorik gør verden mere usikker". Politiken 27. december 2005
Bush, George (2001): "Address to a Joint Session of Congress and the American People". Office of the Press Secretary, September 20 2001. www.whitehouse.gov/news/releases/2001/09/20010920-8.html
Bush, George (2005): "President Discusses War on Terror at National Endowment for Democracy". Office of the Press Secretary, October 6 2005. www.whitehouse.gov/news/releases/2005/10/20051006-3.html
Bush, George (2006): "President Bush and Secretary of State Rice Discuss the Middle East Crisis". Office of the Press Secretary August 7 2006. www.whitehouse.gov/news/releases/2006/08/20060807.html
Chandrasekaran, Rajiv (2006): "Imperial Life in the Emerald City". New York, Alfred A. Knopf 2006
Church-committee (1976): "Final Report of the Select Committee to Study Governmental Operations, Book III". www.icdc.com/~paulwolf/cointelpro/churchfinalreportIIIa.htm
Clark, Wesley (2004): "Broken Engagement". The Washington Monthly. May 2004
Clarke, Richard (2004): "Against All Enemies". New York, Free Press 2004
Cohen, William (1997): "Proliferation and Response". Washington DC, Department of Defense. Introduktion på
www.fas.org/irp/threat/prolif1997/message.htmlCommission on the Intelligence Capabilities of the United States Regarding Weapons of Mass Destruction (2005): "Report to the President of the United States March 31, 2005".
Daalder, Ivo og James Lindsay (2003): "America Unbound". Washington DC, Brookings Institution Press 2003
Dragsdahl, Jørgen (1998): "Slyngler i sigtekornet". Hjemmeværnsbladet nr. 9, 1998
Dragsdahl, Jørgen (1999): "NATO’s tredje vej". Hjemmeværnsbladet nr. 5, juli 1999
Dragsdahl, Jørgen 2001: "Terroren smitter". Weekend-nu 12. oktober 2001
DSB (204): "Report of the Defense Science Board Task Force on Strategic Communication". Department of Defense 2004
Esposito, John 2006: "It’s the Policy, Stupid". Harvard International Review, http://hir.harvard.edu/articles/1453/. Adgang 20-8-06
FRUS 2005: "Foreign relations of the United States, Richard Nixon and Gerald Ford Administrations1969-1976, vol. E-1, Documents on Global Issues 1969-1972".
German, Michael 2005: "Squaring the Error". I "Law vs. War: Competing Approaches to Fighting Terrorism". Army War College juli 2005. www.carlisle.army.mil/ssi
Gore, Al (2004): "Fear – It’s Political uses and Abuses". Tale på New School University, New York 5. februar 2004
Hoffman, Bruce (2006): "Combating Al Qaeda and the Militant Islamic Threat". Skriftlig erklæring til Committee on Armed Services - Subcommittee on Terrorism, Unconventionel Threats and Capabilities – United States House of Representatives. 16. februar 2006
Jenkins, Brian Michael (2006a): "Unconquerable Nation". Santa Monica, Rand Corporation 2006. www.rand.org/pubs/monographs/2006/RAND_MG454.pdf
Jenkins, Brian Michael (2006b): "The New Age of Terrorism". www.rand.org/pubs/reprints/2006/RAND_RP1215.pdf
Jenkins, Philip (2003): "Images of Terror: What We Can and Can’t Know About Terrorism". New York, Aldine de Gruyter 2003.
Judis, John (2005): "The war on terrorism is destined to fail". The Australian , September 9, 2005
Kitfield, James (2005): "War & Destiny". Washington DC, Potomac Books 2005
Klare, Michael (1995): "Rogue States and Nuclear Outlaws". New York, Hill and Wang 1995
Krugman, Paul (2006): "The Treason Card". New York Times July 7 2006
Laden, Osama bin (2004): "The Towers of Lebanon". Tale dateret 29. oktober 2004 i Lawrence, Bruce (ed) : "Messages to the World – the Statements of Osama bin Laden". London & New York, Verso 2005
Mead, Walter Russell (2001): "Special Providence". New York, Alfred A. Knopf 2001
Mann, James (2004): "Rise of the Vulcans". New York, Viking 2002
Mayer, Jane (2006): "The Hidden Power". The New Yorker July 3 2006
NSC (1950): "NSC-68: United States Objectives and Programs for National Security". www.fas.org/irp/offdocs/nsc-hst/nsc-68.htm
NSC (2002): "The National Security Strategy of the United States of America". White House, September 2002
Odom, William E. og Dujarric, Robert (2004): "America’s Inadvertent Empire". New Haven & London, Tale University Press 2004
Pillar, Paul (2005) : Perceptions of Terrorism: Continuity and Change". I "Law vs. War: Competing Approaches to Fighting Terrorism". Army War College juli 2005. www.carlisle.army.mil/ssi
Roosevelt, Franklin (1933): "First Inaugural Address". 4. marts 1933
Rothstein, Hy (2006): "Afghanistan & The Troubled Future of Unconventional Warfare". Annapolis, Naval Institute Press 2006
Schneier, Bruce (2003): "Beyond Fear". New York, Copernicus Books 2003
Smart, Cheryl (2005): "The Global War on Terror: Mistaking Ideology as the Center of Gravity". Center for Strategic Leadership, U.S. Army War College July 2005
Soderberg, Nancy (2005): "The Superpower Myth". Hoboken, John Wiley & Sons 2005
Steinberg, James (2001): "America’s New War Against Terrorism". Paneldebat. Brookings Institution, 14. September 2001
Sterling, Claire (1981): "The Terror Network". Weidenfeld & Nicolson 1981
Suskind, Ron (2006): "The One Percent Doctrine". New York, Simon & Schuster 2006
Tirman, John (2006): "The War on Terror and the Cold War. They’re Not the Same". MIT Center for International Studies Audit of the Conventional Wisdom. April 2006
Washington Post-ABC News Poll (2006). The Washington Post October 9 2006
Wright, Lawrence (2006): "The Looming Tower". New York, Alfred A. Knopf 2006
Zuhur, Sherifa (2005): "A Hundred Osamas: Islamist Threats and the Future of Counterinsurgency". Strategic Studies Institute, U.S. Army War College December 2005
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|