Sakharovs brev - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 11. juli 1983

Samtidig er det forståeligt, hvis hans analyser ikke har det niveau, som man kan kræve af en utvivlsomt intelligent forsker. Han er afskåret fra mange oplysninger, og han har ikke haft mulighed for indsigt i den vestlige debats talrige nuancer.

Men det vil også være uheldigt, hvis f.eks. hans åbne brev, som blev trykt her i bladet tirsdag og onsdag, står helt uimodsagt. Netop på grund af myndighedernes overgreb og det sovjetiske systems karakter får hans synspunkter en tyngde, som mere saglige hensyn måske ikke kan begrunde. Det er sandsynligt, at kvalitetskriterier havde hindret optagelse i tidsskriftet Foreign Affairs, som først bragte brevet, hvis forfatteren havde været en vestlig forsker.

Hans personlige erfaringer med sovjetisk atomstrategi stammer også fra en tid, hvor den militære situation var anderledes, og hvor sovjetisk tænkning på feltet også var anderledes. Indlægget er hovedsagelig interessant, fordi det viser, hvordan princippet "mine fjenders fjender er mine venner" trives mellem sovjetiske systemkritikere. I det aktuelle tilfælde er resultatet, at Sakharov har accepteret nogle af Reagan-administrationens mest banale argumenter.

BREVET KAN ikke totalt tages til indtægt for amerikanske høges sag. Sakharov vender sig imod, at en atomkrig kan begrænses, og han kritiserer NATO’s strategi, hvor et svar med kernevåben på et konventionelt angreb er en endog fremtrædende mulighed. Men selv i denne kritik bliver han et offer for den begrænsede adgang til informationer. Han lægger eksempelvis stor vægt på, at Vest angiveligt er konventionelt underlegen. Det hævdes ofte, men påstanden er meget diskutabel. I soldaters antal, i samlede rustningsudgifter, i større krigsskibes antal er NATO overlegen. Og når man inddrager potentielle vestlige allierede, bliver den sovjetiske underlegenhed meget markant. Fremtrædende vestlige eksperter argumenterer da også, at NATO kan afstå fra strategien med første-brug af kernevåben til imødegåelse af konventionelt angreb uden særligt vidtrækkende ændringer af styrkernes sammensætning.

Sakharovs alvorligste påstande fremføres i forbindelse med atomoprustningen. Han advarer imod, at man fæstner lid til sovjetisk fredsvilje, og som centralt argument har han, at selv om kernevåbenkrig ikke kan begrænses, så kan sovjetiske ledere i en given situation føle sig fristet til angreb, fordi de i nogle tænkte krigsspil angiveligt kan se fordele.

Opinionsundersøgelser viser imidlertid klart, at meget få i Vesten nærer illusioner i forbindelse med sovjetisk politik. Det store flertal ser i Kreml repræsentanter for en supermagt med klare aggressive hensigter. Og mange af de vestlige debattører har tilbragt hele deres liv med bekæmpelse af sovjetiske interesser, så når de kritiserer Reagans planer, skyldes det næppe heller naivitet.

Sakharov skriver, at hvis fortsat rustningskapløb i ti til femten år kan afværge en nuklear katastrofe, så er det prisen værd. Selvfølgelig. Men problemet er netop, at fortsat rustningskapløb ødelægger chancerne for våbenkontrol og øger krigsfaren. Som talrige forskere i Vest har påpeget, kan krydsmissiler for altid ødelægge mulighederne for kontrol – af om ikke andre så rent tekniske årsager. Dertil kommer, at kommende ballistiske raketter yderligere vil øge faren for overraskelsesangreb, og dermed forværres den ustabilitet, som Sakharov selv peger på.

SAKHAROV ER en kritiker af Sovjets bidrag til rustningskapløbet, men han er også produkt af det sovjetiske system, som har bragt verden ud i en ustabil situation gennem prioritering af krigsspil, der har ringe sandsynlighed. Et centralt problem i rustningskapløbet er alle de civile teoretikere, som med stor intellektuel iver kaster sig over delproblemer, men finder på løsninger, som forværrer den totale situation.

Han er optaget af amerikanske landbaserede raketters sårbarhed og han mener, at krigsspil, hvor denne faktor indgår, skal tages alvorligt. Men, som årbogen fra fredsforskningsinstituttet SIPRI påpeger, så bygger dette argument på "rent teoretiske beregninger med hypotetiske balancer, efter udveksling af slag, og uvisse præstationskriterier".

Hvis man går ind i dette tankespind, da er USA ikke iøjnefaldende dårligt stillet. Den amerikanske forsker Randall Forsberg har beregnet, at blot USA’s 300 Minuteman III raketter kan sende to sprænglegemer af sted imod 2/3 af de 658 sovjetiske raketter, der har mange sprænglegemer. Det er en betragtelig slagkraft af den art, som Sakharov tilsyneladende går ud fra, at USA slet ikke har. Forsberg konkluderer endog, at et hypotetisk første slag mod russiske raketsiloer på nuværende tidspunkt vil være mere katastrofalt for russerne end et tilsvarende slag den anden vej. Videre udbygning af det sovjetiske arsenal kan ændre den situation, og det er netop et hovedargument for fastfrysning nu.

Udvikling af MX-raketten vil øge det sovjetiske arsenals sårbarhed drastisk, og med placering af præcise Trident II raketter på u-både skaffer USA sig en meget knusende evne til overraskelsesangreb. Når man påpeger det, skyldes det ikke omsorg for sovjetiske sikkerhedsinteresser. Problemet er, at den ene parts sårbarhed kan blive en trussel for den anden part, da det øger sandsynligheden for, at den "underlegne" vil komme angriberen i forkøbet med sit eget overraskelsesangreb.

Den fundamentale matematik er stadig, at uanset hvad en angriber kaster ind i et overraskelsesangreb, vil der stadig være så mange våben tilovers, at et altødelæggende gengældelsesangreb er muligt. De mere spidsfindige beregninger af relative fordele ved begrænsede angreb og parternes psykologiske adfærd i den forbindelse er endnu på fantasiernes plan. Faren er, at frygt i denne forbindelse bliver mere velbegrundet fremover, og derfor er fastfrysning nu så nødvendig. JD

[i] Note ultimo januar 2007: Netop denne leder har spillet en stor rolle i angreb, som professor Bent Jensen har forsøgt imod Dragsdahls journalistik. Se 31.01.07: Professorens pincetforskning og 07.12.02: Debat i 2002 med Bent Jensen – om Sakharov og Tjetjenien og 03.08.01: Syg debat. Når det gælder Dragsdahls syn på Sakharov se 14.06.84: Fredsbevægelsens død.