Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2 april 2001 - Bragt parallelt med Raketskjoldet i samme nummer

Truslen

Både modstanderes militære slagkraft og hensigter bør indgå i trusselsanalyser, men fokus har hidtil været på våben, som endnu ikke eksisterer

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Fra et NATO-møde i februar, hvor USA’s udenrigsminister Colin Powell deltog, forlød, at de allierede nu er enige om, at »truslen fra slyngelstater er reel«.

Så er det, at man må spørge: Hvad er indholdet i trusselsanalysen bag denne vurdering?

Til en troværdig trusselsanalyse hører i det mindste to elementer: Hvad er fjendens faktiske militære slagkraft? Og hvad er fjendens hensigter?

Der er ofte tendens til, at trusselsanalyser fokuserer på en modstanders våben, fordi hensigter kan ændre sig. Truslen fra såkaldte slyngelstater er siden 1998 blevet fremhævet af amerikanske efterretningstjenester, fordi analyserne siden det år har lagt hovedvægten på, hvad disse stater kan udvikle, hvis de vil. Spørgsmålene om, hvorvidt de også vil udvikle langtrækkende raketter og hvorvidt de vil true USA samt Europa med dem, er gledet i baggrunden.

Det blinde øje

Det er en metode, som kan forsvares. Hensigter er vitterlig en flygtig størrelse. Men metoden anvendes tilsyneladende også, når man ønsker bestemte svar.

Hvis man nemlig ser helt bort fra hensigter, dukker to meget forskellige trusselsanalyser op i forbindelse med atomvåben på raketter. For det første er truslen mod os, hvis den opgøres i raketters og bombers antal, blevet formindsket kraftigt i 90’erne i takt med nedrustningen i Rusland. For det andet er det stadig truslen fra de resterende mere end 5.000 bomber på russiske raketter, som, sammenlignet med andre staters arsenaler, er den altoverskyggende.

Kina udgør, når vi kun ser på slagkraft, den næst-største trussel. Lige nu har kineserne kun omkring 20 landbaserede raketter med interkontinental rækkevidde. Det er sandsynligt, at dette arsenal vil vokse betydeligt i de kommende år.

Men hverken Rusland eller Kina spiller en væsentlig rolle i det trusselsbillede, som USA’s officielle organer formidler til resten af verden. Årsagen er, at trusselsanalyser i forbindelse med de to lande lægger vægt på deres hensigter. Det anses for usandsynligt, at de vil angribe Europa og USA.

Hvis man gennemførte og især offentliggjorde en trusselsanalyse, som fokuserede på arsenalerne i Kina og Rusland, kunne den begrunde et raket-forsvar vendt imod de to lande. Men det er også alment anerkendt, at et sådant forsvar ville blive ekstremt dyrt og ville starte et våbenkapløb. Faktisk er blot kinesernes mistanke om, at raketskjoldet er vendt mod dem, ifølge amerikanske efterretningstjenester, nok til, at deres arsenal vil vokse ekstra kraftigt.

Frygt for fremtiden

Truslen fra Iran, Irak og Nordkorea – de mest oplagte kandidater til betegnelsen: slyngelstater – eksisterer slet ikke i dag. De har kun kortrækkende raketter. USA frygter imidlertid, at de måske vil udvikle eller anskaffe langtrækkende raketter engang i fremtiden.

Det er en mulighed, som meget få eksperter helt afviser. USA’s præsident Clinton og Ruslands præsident Putin udstedte i juni sidste år en fælles erklæring om, at verden står foran "en farlig og voksende trussel" fra masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler.

Men når man ser nærmere på denne trussel, bliver indtrykket noget mere nuanceret. Nyhedsmedierne omtaler eksempelvis tit en langtrækkende raket, som Nordkorea afprøvede i 1998. Men ofte overses i denne omtale, at raketten ikke fungerede, idet tredje trin var en fuser, og at dens bærekraft var for lille til transport af et atomvåben. Amerikanernes frygt fokuserer på en helt anden raket, som slet ikke er afprøvet endnu.

Når hensigter ikke inddrages i analyser, bliver truslen nemt overdrevet. Man sætter sin egen frygt i centrum, fordi man vil være på højde med den "værst tænkelige" udfordring. Derved undgår man at skulle svare på vanskelige spørgsmål såsom:

Hvad er årsagerne til, at de såkaldte slyngelstater måske vil udvikle langtrækkende raketter? Hvordan vil de rent faktisk bruge dem? Vil de kun bruge raketterne i selvforsvar, når deres egen overlevelse er truet? Eller vil de bruge dem offensivt i erobringskrige?

Svarene har stor betydning, når man skal vurdere behovet for modtræk. Stater kan afskrækkes fra at indlede erobringskrige, hvis de har udsigt til knusende gengældelse, fordi risikoen ikke længere kan opveje chancen for gevinst. Og hvis f.eks. USA ikke selv vil true slyngelstaterne på livet, behøver de ikke gribe til selvforsvar i en sidste desperat handling.

Andre metoder

De amerikanske efterretningstjenester noterer ærligt nok i deres analyser, at politiske samt økonomiske forhold kan påvirke slyngelstaters raketprojekter, men de går ikke ind i en nærmere undersøgelse af disse forholds betydning. Men de kan få altafgørende betydning.

Nordkorea har eksempelvist vist vilje til at stoppe udviklingen af langtrækkende raketter, hvis man får erstatning økonomisk. Nogle eksperter mener, at hovedformålet med den nordkoreanske raket-industri er eksport, så det fattige land kan få hårdt tiltrængte indtægter.

Den valgte analytiske metode, hvor man ser bort fra hensigters betydning, har flere følger.

For det første militariseres sikkerhedspolitikken. Hvis man kun fokuserer på en mulig fjendes våben, bliver svaret på "truslen", at man selv bør anskaffe modvåben.

For det andet undergraves trusselsanalysernes troværdighed – og dermed også troen på, at de erklærede formål med anti-raket systemet er de reelle. Det er allerede sket i den britiske debat.

Rapporten om masseødelæggelsesvåben, som udenrigsudvalget i det britiske parlament udarbejdede sidste år, påviser, at truslen fra slyngelstater er blevet overdrevet i USA. »Udvalget mener, at politiske og militær-industrielle interesser spillede en større rolle end rationel strategisk analyse i forbindelse med at fremme de konklusioner, som er blevet nået i USA«, erklærede Labour-politikeren Malcolm Savidge i underhusets debat den 15. marts.

Et andet Labour-medlem, Phyllis Starkey, erklærede: "Truslen fra de såkaldte slyngelstater er simpelthen ikke troværdig. Det rejser meget foruroligende spørgsmål for andre nationer i forbindelse med USA’s hensigter, når det gælder at gå videre med nationalt raketforsvar (...) Der er frygt for, at Amerika bevæger sig hen imod en evne til at påtvinge andre lande sin vilje, uden hensyntagen til international lov og internationale normer. Denne udbredte følelse af usikkerhed er ikke i Storbritanniens interesse, for det gør os mindre sikre".

Artiklerne var de første i en serie, som Hjemmeværnsbladet bragte. Se følgende udgaver.

Raketskjoldet - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2, april 2001

Tro på raketskjold er ikke nok – Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, juni 2001

Anti-raket systemerne - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, juni 2001

Raketskjold kan skabe atom-anarki - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 4, juli 2001

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.