Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 4, juli 2001

Raketskjold kan skabe atom-anarki

USA’s allierede frygter, at præsident Bush kan fremprovokere modreaktioner, som vil gøre verden mere usikker.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Efter hårde kampe stod de allierede igen, hvor de selv stoppede i 1991: Langs grænsen til Irak med mulighed for et fremstød, som gennem erobring af Bagdad ville udrydde Saddam Husseins regime.

Amerikanernes præsident var sig meget bevidst, at beslutningen dengang af eftertidens bagkloge blev kritiseret hårdt. Lige siden havde Iraks diktatorer udgjort en torn i øjet. Med held frigjorde Saddam sig fra FN’s kontrol og udviklede igen ABC-våben. Efter genoprettelse af sin militære slagkraft havde vaneforbryderen angrebet og besat Kuwait. Adskillige arabiske lande gik sammen med NATO ind i en koalition. Alle var enige. Truslen fra Irak måtte nu udryddes for altid, og kun indsættelse med magt af en ny regering i Bagdad ville løse problemet.

Ordren til fremrykning blev givet. Men så var det, at Saddam fremsatte sin trussel: Stop eller jeg affyrer raketter mod New York, London og Tel Aviv.

Vi forlader den lille fremtidsfortælling på dette spændende punkt. Fortsættelsen arbejder USA og resten af verden nemlig med lige nu. Bush-regeringen forestiller sig, at erobringen af Bagdad kan gennemføres, fordi man til den tid har oprettet et forsvar mod raketter, så Saddams bomber kan skydes ned, inden de når frem.

Der er også en del regeringer og uafhængige eksperter, som mener, at verden står foran større problemer end en ny udfordring fra Irak, og de problemer kan et raketskjold ikke løse, måske endog forværre.

Herhjemme har udenrigsminister Lykketoft peget på farerne. De amerikanske planer kan, sagde han i folketinget den 3. maj, kaste verden ud i en situation "hvor som helst mellem et uoverskueligt rustningskapløb og den mest omfattende nedrustning hidtil".

Strategi-debat

Bush-regeringens anti-raket projekt har rejst en række fundamentale sikkerheds-spørgsmål. Da præsident Clinton sidste år ikke gav grønt lys til sin egen regerings forsvarsprojekt, skete det med henvisning til en række nødvendige forudsætninger, som endnu ikke var opfyldt. Mellem dem var, at USA har brug for et bredt internationalt samarbejde. Hvis et raketskjold indføres på trods af blandt andet Rusland, Kina og de europæiske allierede, så kan deres modreaktion skade USA’s sikkerhed. Årsagen er i al sin enkelhed, at et raketskjold kan vendes imod andet end slyngelstater, og at nogle lande frygter amerikanske diktater, hvis de ikke kan forsvare sig imod trusler fra Washington.

Ifølge nyhedsmediernes folkeudgave af debatten, vil USA beskytte sig selv og sine allierede mod angreb fra slyngelstater, som hader amerikanere og alt, hvad vi alle har kært.

USA's allierede har megen sympati for tanken, men de henviser til, at russere og kinesere endnu ikke forstår den, så de bør overtales - ellers er der risiko for en modreaktion, der kan gøre onde fremtidsudsigter værre.

Længere væk fra offentlighedens søgelys diskuterer embedsmænd, politikere og uafhængige eksperter mere indviklede og væsentlige strategiske spidsfindigheder, som endnu ikke forefindes i en folkeudgave.

Hvorfor, spørger nogle, skulle slyngelstater angribe USA med raketter, når de kan være sikre på et gengældelsesangreb, som vil udslette dem?

Er det ikke sandt, at selv om regimerne i Irak og Nordkorea ikke deler den civiliserede verdens tankegang og regler for god opførsel, så er de i det mindste meget optaget af deres egen overlevelse?

Hvorfor kan atom-afskrækkelsen, som har tjent os godt gennem 50 år mod den sovjetiske trussel, ikke afskrække slynglerne fra uprovokerede angreb?

Joh, lyder svaret fra USA, atomafskrækkelsen skal stadig anvendes mod slyngelstater, men raketskjoldet skal også påvirke deres adfærd, så de slet ikke udvikler raketter, fordi disse vil være nytteløse.

Tøv en kende, svarer kritikerne, måske kan vi påvirke dem bedre med sanktioner og udsigt til økonomiske fordele, hvis de ikke anskaffer raketter? Og kan vi ikke påvirke deres eventyrlyst endnu mere effektivt både med vores slagkraft og bred international opbakning bag international lov?

Tjah, svarer Bush-regeringen, foreløbig har hverken udsigten til sanktioner eller internationale aftaler stoppet spredningen af masseødelæggelsesvåben.

Truede slyngler

Man kan skære gennem denne endeløse debat med et klart "ja" til kritikerne: Selvfølgelig vil slynglerne kun bruge deres raketter, hvis deres egen overlevelse er truet, men det er den faktisk, thi vi vil udrydde dem, hvis de generer os - derfor har vi brug for raketskjoldet.

To amerikanske forskere, som går ind for anti-raket våben, har netop præsenteret denne argumentation i en bog, "Defending America", fra det liberale forskningsinstitut Brookings.

"Jeg mener, at den eneste sandsynlige situation, hvor et Nordkorea eller et Irak måske vil affyre raketter imod os eller true dermed, opstår i forbindelse med en krig, hvor vi seriøst overvejer en fremmarch mod deres hovedstad og omstyrtelse af deres regime," siger den ene af forfatterne, James Lindsay. "I den situation er der ingen grund til tro på, at afskrækkelse vil fungere. Da har de intet at tabe og vil sætte alt på et bræt".

Lindsay og medforfatteren, Michael O'Hanlon, er ikke krigeriske høge i den amerikanske debat. De er bredt respekterede eksperter, som har gennemtænkt argumenterne for og imod raketskjoldet, hvorefter de har fundet et argument, som er holdbart intellektuelt. Dermed er de trængt ind til kernen i den strategiske debat, som i al sin enkelhed er, at verdens eneste supermagt ikke vil acceptere, at dens bevægelsesfrihed kan begrænses af slyngler.

Uden et raketskjold kan fjender gøre "amerikanske og allierede byer til gidsler og dermed afskrække os fra intervention", erklærer Robert Joseph, en ledende ekspert i Bush-regeringens nationale sikkerhedsråd NSC. Målet med raketforsvar er, argumenterer kommentatoren Lawrence Kaplan i det politiske ugeblad The New Republic, at USA’s "evne til brug af magt i udlandet skal bevares. Det handler ikke om forsvar. Det handler om offensiv. Og det er præcist derfor, at vi har brug for det".

Agressiv strategi

Det er denne kerne i debatten, som foruroliger andet end slyngelstater. "På mange måder kan NMD (raketskjoldet) anses for led i en strategi med henblik på ensidigt verdensherredømme, som vil tillade, at USA kan gribe ind overalt ustraffet," lyder det fra Shireen Mazari, direktør ved Instituttet for Strategiske Studier i Pakistan. Derfor, argumenterer direktøren videre, bør Pakistan sammen med andre muslimske lande, både regionalt og globalt, udvikle et økonomisk samt militært samarbejde, som kan imødegå "denne aggressive strategi".

Lignende frygt luftes i Moskva og Peking, hvor man pusler med et strategisk samarbejde vendt imod amerikansk overherredømme. Et raketforsvar vil, klagede Kinas ambassadør ved FN’s nedrustningskonference, giver USA "absolut frihed, når det gælder brug af eller trussel om brug af magt i internationale relationer".

Selv i den europæiske debat udgør frygt for USA en undertone i debatten - i tilfældet Frankrig endog offentligt, på højeste niveau. Mere udbredt er det dog, at europæerne anerkender, at frygten i en række lande, som ikke kan kaldes slyngelstater, er reel, og at USA derfor må fjerne denne frygt, hvis deres modreaktioner skal afværges.

Ny kold krig

Ledende demokrater i Kongressen ligger tæt på disse europæiske argumenter i deres stadigt stærkere opposition vendt imod Bush-regeringens planer.

Det helt centrale spørgsmål i forbindelse med raketskjoldet er, sagde senator Carl Levin eksempelvis i en nylig tale, hvorvidt det "vil gøre vor nation mindre eller mindre sikker". Der er, forsatte han, "alvorlig risiko" for, at USA kan starte "en ny kold krig".

Demokraterne ønsker nedskæring af atomarsenalerne samt oprettelse af et forsvar mod raketter efter aftale med især Kina og Rusland. Desuden skal det rent militære beredskab suppleres af forstærket internationalt samarbejde vendt imod spredningen af masseødelæggelsesvåben og deres fremføringsmidler.

Bush-regeringen har varslet, at den ensidigt vil beskære USA’s atomarsenal og at den anser raketskjoldets oprettelse for led i en strategi, som i høj grad bygger på internationalt samarbejde også med andre midler mod spredning. Præsidenten har desuden lovet, at USA vil diskutere sit projekt med de allierede, Rusland, Kina og andre berørte lande

USA skal bindes

Men det er i bedste fald uklart, hvorvidt og hvordan disse konsultationer kan påvirke USA’s planer. Efter en tale den 2. maj, hvor Bush gav udtryk for sin samarbejdsvilje, sagde senator Levin, at præsidentens udtalelser "efterlod det klare indtryk, at han allerede ensidigt har besluttet sig til oprettelse af et NMD-system og at denne beslutning kun indpakkes i forsonlig retorik".

Siden har amerikanske udsendinge besøgt en række lande, men intet tyder på, at de fik beroliget kritikerne. Adskillige udtalelser af præsident Bush og hans forsvarsminister Rumsfeld har endog bekræftet senator Levins indtryk.

Især forsvarsminister Rumsfeld har, blandt andet under et møde i juni med sine kollegaer i NATO, mere end antydet, at det nye internationale samarbejde ikke skal lovfæstes i traktater. Man stræber efter mere uformelle arrangementer. Fordelen er, set med USA’s øjne, at sådanne samarbejdsaftaler vil stille USA mere frit end traktater. For de lande, som frygter USA’s magt, er det næppe tilfredsstillende. De ønsker netop bindende traktater - aftaler, som juridisk kan begrænse USA’s muligheder for helt vilkårlig magtanvendelse.

Modreaktioner

Hvis USA anser international lov for et "tag selv bord", hvor amerikanerne kun accepterer traktater, som ensidigt tjener USA’s interesser, er der risiko for, at andre lande vil nægte USA fordelene med et nej til endnu flere traktater, som binder dem. Vi kan dermed havne i et atom-anarki, hvor alle står frit og gør, hvad de selv finder bedst.

Russerne er selv bundet af en række nedrustningstraktater, som begrænser deres handlefrihed. Rusland kan eksempelvis ophæve START II traktaten og derefter overvælde et amerikansk raketskjold med flere bomber, end det kan håndtere. Uafhængige amerikanske forskere har således varslet, at dette russiske modtræk i år 2010 kan give Moskva tre gange flere bomber (3.500) på raketter, end der ellers var udsigt til.

Kina kan ophæve sin underskrift på traktaten med forbud mod atom-prøvesprængninger og derefter udvikle bomber til et arsenal, som nemt kan komme op på flere tusinde. Kineserne blokerer allerede forhandlinger på FN’s nedrustningskonference angående stop for produktion af radioaktive stoffer - et varsel om, at landet måske vil stå frit til masseproduktion af bomber.

Amerikanske efterretningstjenester forventer, at kinesisk oprustning vil starte en kædereaktion i Asien. Indien svarer med udvidelse af sit arsenal, hvorefter atomkapløbet med Pakistan også optrappes. Pakistans nabo, Iran, får så yderligere begrundelse for atomoprustning. Det er muligt, at i det mindste Taiwan og Japan vil anskaffe atomvåben.

Nye våbenkapløb

Spredningen af atomvåben er hidtil blevet dæmpet stærkt af en traktat fra 1968 mod spredning (NPT). I den har atom-magterne lovet totalt at fjerne deres atomvåben, og så vil ikke-atommagterne til gengæld afstå fra anskaffelse. Et atomkapløb i Asien kan meget vel medføre, at endnu flere lande bryder NPT-traktaten.

Fordi det amerikanske raketskjold i vidt omfang vil anvende våbensystemer i det ydre rum, har Kina truet med modtræk, som yderligere vil militarisere rummet. Det skulle en traktat fra 1967 forhindre, men den vil, hævder Peking, blive meningsløs. Vi kan så se frem til et våbenkapløb i det ydre rum.

Der er mange andre aftaler, som kan falde bort. En ny kold krig mellem Rusland og USA vil utvivlsomt medføre, at et amerikansk-russisk samarbejde, som skal gøre lagre af plutonium og beriget uran i Rusland mindre farlige, ophører.

Tidligere i år pegede en tværpolitisk amerikansk kommission på, at disse lagre udgør "den største uløste trussel mod USA’s nationale sikkerhed". Der er nemlig risiko for, at stoffer fra disse lagre "kan blive stjålet og solgt til terrorister samt fjendtlige nationer og blive brugt imod amerikanske soldater i udlandet eller borgerne derhjemme".

Spredning af radioaktive stoffer og teknologi, som anvendes til masseødelæggelsesvåben, kan også blive et redskab, som Rusland, Kina og andre lande anvender bevidst. Gennem salg kan de skaffe sig venner, som også vil gå imod et amerikansk overherredømme.

Med til denne opremsning af farerne hører, at USA’s modstandere vil støtte terrorister eller endog selv udvikle deres egne terror-organisationer. Raketter er ikke den eneste mulighed for at angribe det amerikanske hjemland eller USA’s allierede. Masseødelæggelsesvåben kan billigere, mere præcist og uden afsender-adresse anvendes af terrorister. Raketskjoldet vil være nytteløst i denne forbindelse.

Hvordan vil USA afværge, at disse nye mulige trusler bliver til virkelighed? Kan et yderst teoretisk behov for erobring af eksempelvis Bagdad afbalancere disse risici? Det er spørgsmålene, som de europæiske allierede stiller, og som de endnu ikke har fået tilfredsstillende svar på.

Artiklen var den sidste i en serie, som Hjemmeværnsbladet bragte. Se også:

Raketskjoldet - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2, april 2001

Truslen - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 2, april 2001

Tro på raketskjold er ikke nok – Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, juni 2001

Anti-raket systemerne - Trykt i Hjemmeværnsbladet nr. 3, juni 2001

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.