Dagens kommentar på Facebook – (SAGEN MOD BENT JENSEN)

Og hvem er så nr. 1 – i narrehattenes kreds? Spørgsmålet melder sig, når man læser Bent Jensens svar i et læsernes interview, som Information bringer i dag. En læser henviser til, at historikerne Poul Villaume, Jes Fabricius Møller og Steen Andersen har kaldt ham en ”dårlig historiker”, som har ”perverteret” omgang med kilder. Til dette svarer Bent Jensen blandt andet: ” Jeg ler naturligvis højt ad den slags selvhøjtidelige narrehatte, der udtaler sig om kilder, de aldrig har set”.

Godt svar. Det kan inspirere til en hel serie under overskriften: ”Dagens narrehat”. Og Bent Jensen vil utvivlsomt lægge beslag på de første mange afsløringer. Materialet kan hentes fra retssagen. Her er så dagens eksempel.

I et langt partsindlæg, som findes i flere udgaver (her både bilag V og A1), skriver Bent Jensen i et angreb på det amerikanske Institute for Policy Studies, som angiveligt er min vigtigste amerikanske kilde, følgende: ”IPS er i den amerikanske Kongres blevet betegnet som ’a consortium of Marxists pressing for revolutionary change in American domestic and foreign policies through a variety of tactics’”. (A1 side 4).

Bent Jensen angiver ikke en kilde. Men prøv selv citatet i Google! Ja, netop. Ordene er sagt af det amerikanske Kongresmedlem Larry McDonald. Med lidt ekstra søgning finder man i Kongressens ordrette referat hele talen fra den 13. maj 1980, Congressional Record side 11102-11103.

Og hvem er så Larry McDonald? Tjah, da han sagde ordene var han præsident for John Birch Society, en af de værste højreekstremistiske organisationer.

Hvordan kører man politisk rundt med en ledende politiker? Jeg ved det ikke, men måske gør Bent Jensen det.

Thi det er, hvad han i en stor gennemgang af min journalistik inden retssagen i Svendborg hævdede, at jeg magtede i forbindelse med den fremtrædende, nu afdøde, socialdemokrat Knud Damgaard. I sit partsindlæg ”Jørgen Dragsdahls dezinformatsija”, dateret 17. august 2009 (bilag P), oplyser Bent Jensen nemlig med henvisning til mig: ”Han var også dygtig til politisk at køre rundt med socialdemokraten Knud Damgaard. Sidstnævnte ansatte Dragsdahl som kommentator ved Hjemmeværnsbladet, som Damgaard var redaktør af”. For en god ordens skyld tilføjer Bent Jensen: ”Dragsdahl anvendte i sin journalistik metoder, som ikke tålte dagens lys, men som dengang blev omhyggeligt skjult for læserne”.

Som bekendt beskyldes Bent Jensen af en anden historiker for ”perverteret omgang med kilder”. Som svar på kritikken har Bent Jensen erklæret: ”Jeg ler naturligvis højt ad den slags selvhøjtidelige narrehatte, der udtaler sig om kilder, de aldrig har set”.

Med henblik på belysning af Bent Jensens påstand angående mig, Damgaard og Hjemmeværnsbladet henvendte vi os til Hjemmeværnskommandoen. Der kom et svar dateret 10. september 2009: ”Jeg har søgt i de gamle blade og kan fortælle, at Knud Damgaard var redaktør på bladet ’Hjemmeværnet’ fra nr. 4/1946. Han afsluttede sit virke med udsendelse af ’Hjemmeværnsbladet’ nr. 9/1977”.

OK. Jeg har forstået kritikken. Narrehatten er væk. Thi man skal ikke, siger kritiske læsere, forfalde til sine modstanderes niveau. Fordi Bent Jensen kaldte historikere, som kritiserer ham, for latterlige narrehatte, syntes jeg, at det ville være morsomt (og retfærdigt), hvis udtrykket blev genanvendt, men den idé er hermed trukket tilbage. Det betyder imidlertid ikke, at behovet for udstilling af Bent Jensens kildekritiske formåen er forsvundet.Så her kommer Dagens fusk (3)

I sin første artikel med anklagerne mod mig, 14. januar 2007 i Jyllands-Posten, skrev Bent Jensen: ”PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt længere i sit samarbejde med KGB, end han nu ville være ved”. Sætningen er angiveligt et referat af et mødereferat i PETs arkiv fra marts 1986.

Men i mødereferatet finder man denne sætning: ”Personligt tror jeg, D under Tjebotok gik langt længere, end han vil være ved”. Det er altså helt klart, at det er mødets referent, en kriminal-assistent, som har denne opfattelse og ikke institutionen PET. Tjebotok er en formodet KGB-officer, som jeg havde ganske få møder (3-4) med i 1976. Fordi Bent Jensen udskifter Tjebotoks navn med KGB, så får man også indtryk af, at perioden, hvor jeg gik for langt, er langt længere, og der var endog tale om ”samarbejde”.

Det nummer omtaler PET-kommissionen i en henvendelse dateret 12. april 2010 til formanden i bestyrelsen for det Koldkrigscenter, hvor Bent Jensen var leder. Kommissionen påpeger, at omskrivningen medfører, at ”udsagnets oprindelige betydning synes markant ændret til fordel for en mere vidtgående udlægning”.

Kommissionen, som bestod af fremtrædende jurister og historikere, kan endvidere ud fra deres kendskab til resten af de hemmelige arkiver oplyse, at ”der ikke ses belæg for kriminalassistentens tolkning” i det materiale, som PET har fået fra KGB-afhopperen Gordievskij. Som ”stort set alle de politikere og meningsdannere”, KGB-officerer mødtes med, var jeg nemlig registreret blot som ”kontakt”.

Hvad var udbyttet af møder med KGB? Godt spørgsmål, og Bent Jensen rejste det da også helt tilbage i 1992. Mindre godt er det, at han konsekvent har ignoreret svaret. Og under retssagen ved Østre Landsret fremlagde han et interview med mig, hvor svaret var skåret væk. Her er historien om de forsvundne knapt syv minutter.

Første gang Bent Jensen efterlyste svaret var i en kronik, som Politiken bragte i januar 1992. Jeg besvarede kort efter hans spørgsmål under et lukket møde i PEN-klubben. Alligevel genbrugte han sine spørgsmål i en artikel bragt af Jyllands-Posten den 8. januar 1995, idet han hævdede, at han ”naturligvis” aldrig havde fået svar. Det fik han så i samme avis den 15. januar 1995.

Alligevel dukkede spørgsmålet og påstanden om, at han ikke kunne få svar, op igen i 2007, da han fulgte sine agent-anklager mod mig op med en stribe artikler. Som bevis for sin påstand fremlagde han i retssagen 29. oktober 2010 endog udskrevne uddrag af båndet fra et interview, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) foretog den 29. oktober 2004 (bilag A13).

Forskningslederen Svend Aage Christensen fra DIIS stillede ifølge udskriften spørgsmålet: ”Fik du noget ud af de samtaler som journalist? Noget du kunne bruge? Eller syntes du, at det var lidt spildtid sammenlignet med andet arbejde?”.

Og det af Bent Jensen refererede svar lyder i hele sin udstrækning således: ”Næ. Altså, jeg syntes, at noget æh, det jeg først og fremmest æh, altså jeg har skrevet og ment og mener også. Altså for det første”. Nok ikke et svar, som brillerer med intellektuel klarhed.

Men vi havde en mistanke. Så i en såkaldt provokation bad vi den 8. december 2010 professor Jensen ”fremlægge en fuldstændig udskrift”. Men vi fik ikke svar. Der blev afsendt rykkere den 18. januar 2011 og igen den 6. august 2011. Men stadig intet svar, og rykkerne blev gentaget senere.

Da vi under selve retssagen kom ind på det gode spørgsmål, fremlagde jeg vores egen udskrift. Den viser, at jeg faktisk besvarede spørgsmålet med lidt mere forståelige sætninger i yderligere 6 minutter og 42 sekunder. Men det havde Bent Jensen bare udeladt, idet han uden markering af forkortelse var gået til noget nyt på båndet.

Dette trick fik ingen følger. Bent Jensen advokat læste endog med stort skuespillertalent det ovenfor anførte ”svar” op i sin procedure.

Hvad er forskellen på ”kan være” og ”er” ? Ja, i den videre undersøgelse af professor Bent Jensens omgang med kilder er vi nået til det sprogvidenskabelige. Og på forhånd undskyld, hvis det følgende findes lidt omstændeligt og langtrukkent, men videnskab er jo ikke en nem sag.

Historien bag det semantiske spørgsmål tager sin begyndelse i Weekendavisen, hvor en journalist den 4. april 2008 stiller Bent Jensen et spørgsmål. I spørgsmålets formulering indgår, at historikeren har været ude i pressen og gengivet ”PETs karakteristik af journalisten Jørgen Dragsdahl som ’KGB-agent’”.

Journalisten giver altså selv udtryk for den opfattelse, at Politiets Efterretningstjeneste PET har kaldt mig for KGB-agent. Derfor skriver jeg 11. april et læserbrev, hvori det påpeges, at Bent Jensen ikke har gengivet ”PETs karakteristik”. Som dokumentation henviser jeg til et brev fra Justitsministeriet til Bent Jensen, dateret 6. december 2007.

Brevet er led i et stort slagsmål mellem Bent Jensen, PET og Justitsministeriet, fordi han i januar 2007 har henvist til et dokument i PETs arkiv, hvor jeg kaldes for agent. PET finder det uberettiget, at han gengiver ordet og lægger afstand til, at det afspejler tjenestens opfattelse. Det protesterer BJ ihærdigt over, og han klager til Justitsministeriet. Brevet fra ministeriet afviser klagen.

Ministeriets skriver: ”Politiets Efterretningstjeneste har oplyst, at det ikke umiddelbart kan fastslås, under hvilke omstændigheder det pågældende dokument blev udarbejdet, herunder om de i dokumentet indeholdte vurderinger havde været genstand for nærmere drøftelse internt i efterretningstjenesten, eller om de alene var udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen”. Derfor finder ministeriet ikke, at det er misvisende, når PET lægger afstand til, at agent-betegnelsen er udtryk for den institutionelle opfattelse.

Denne lange smøre fra ministeriet forkorter jeg i mit læserbrev en smule, så det fremstår klart, at brevet afviser den entydige opfattelse af institutionens karakteristik af mig, der blev luftet i journalistens spørgsmål. Jeg skriver, at ifølge skrivelsen ”kan PET ikke bekræfte, at det pågældende dokument og dets vurderinger af mine forhold ’havde været genstand for nærmere drøftelse internt i efterretningstjenesten’, så de kan ’alene’ være ’udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen’”.

Bent Jensen svarer med et læserbrev, dateret 25. april. Heri hævder han, at jeg lyver, og så gengiver han, hvad jeg skal have skrevet: ”JD påberåber sig nu både Justitsministeriet og PET, som angiveligt siger, at referatet ’alene’ er ’udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen’”.

Her er vi endelig fremme ved sagens kerne. Hvad er forskellen på, hvad jeg skriver, og hvad Bent Jensen påstår, at jeg skriver?

Selv er han så glad for dette eksempel på min ”desinformatsija”, at han gentager det i Information den 2. maj 2008 med lidt ekstra retorik. Jeg har, skriver han, ”totalt” forvansket indholdet i skrivelsen, idet jeg ved at ”klippe og klistre” får det til, at ”referatet ’alene’ er udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen”. Altså, ifølge Bent Jensen, en ”100 pct. løgn”.

Det er et brugbart trick i propaganda, at man ændrer et par ord en smule, og det er få, som går tilbage og tjekker et gammelt læserbrev i en polemik – her forskellen mellem mit ”kan…være” og hans ”er”. Retten i Svendborg kunne godt se forskellen, så BJ blev dømt. Østre Landsret ville tilsyneladende ikke beskæftige sig med forskellen, og derfor blev han frikendt.

Er der forskel på ”hvor” og ”hvorfra”? Ja, det kan enhver se. Men forskellen kan blive ekstra stor alt ud fra den sammenhæng, hvori de to ord bruges.

Brug af sprogets nuancer er et af de karakteristiske træk ved Bent Jensens håndtering af kilder og hans skriftlige arbejde generelt. Det er, hvad der hæver hans skrifter over niveauet for primitiv bagvaskelse. Det er groft misvisende, hvad han skriver, men det gennemføres ofte så fint, at det ikke er iøjnefaldende.

Til brug under retssagen i Svendborg indgav han et alenlangt angreb på min journalistik med overskriften ”Jørgen Dragsdahls dezinformatsija” (bilag V). Titlen skulle vel antyde, at der nok var både sovjetisk inspiration og styring bag. Han havde ikke stort held med det argument. Han forsøgte under afhøringen et tilbagetog, så beskyldningen for ”desinformation” nu kun indebar, at mine artikler var dårlige.

Dommerne i Svendborg lod sig ikke narre. På dommens side 77 konstaterede de: ”Det fremgår af den sammenhæng, hvori Bent Jensen omtaler disinformation, at der menes falske informationer, der videregives mod bedrevidende på foranledning af en fremmed magt… Det fremgår tillige af ordlyden af Bent Jensens artikler, at hans ærinde ikke var at påpege, at Jørgen Dragsdahls havde udført et ufuldstændigt – og dårligt – journalistisk arbejde, men at der gives udtryk for, at Jørgen Dragsdahls arbejde var løgnagtigt og sammenkædet med KGB”. Derfor blev han kendt skyldig.

Efter denne dom indleverede Bent Jensen så til brug ved Østre Landsret en stort set identisk version, men nu var overskriften ændret til det mere neutrale ”Jørgen Dragsdahls journalistik” (bilag A1). BJ ville altså ikke længere proklamere, at KGB direkte styrede min hånd.

I partsindlæggene V og A1 finder man to sætninger, som er helt ens: ”Samtidig bagatelliserede han den sovjetiske trussel og den voldsomme sovjetiske oprustning, der fandt sted op gennem 1970’erne og 1980’erne. I 1978 spurgte han retorisk, hvorfra Danmarks sikkerhed var mest truet – i eller uden for NATO?”

En fodnote henviser til en leder i Information den 2. juni 1978. Den afsluttes sandelig med ordene: ”Hvor er Danmarks sikkerhed mest truet? I eller uden for NATO?”.

Med udskiftning af ordet ”hvor” med ”hvorfra” opnår Bent Jensen en sammenkædning med den sovjetiske trussel, som jeg angiveligt bagatelliserer. Men lederen handler faktisk om noget helt andet, nemlig udviklingen i Congo og NATO’s overvejelser om militært indgreb.

Under et netop afholdt topmøde i NATO havde en række små lande, deriblandt Danmark, vendt sig imod, at man gjorde oprøret i Congo mod den korrupte Mobuto til et Øst-Vest spørgsmål, idet man, som New York Times rapporterede, var bekymrede over, at ”NATO skulle blive gjort til en ramme for vestlige modtræk i Afrika”.

Amerikanske generaler advarede imod et militært engagement, som kunne blive et nyt Vietnam eller blive mødt med sovjetiske modtræk i Europa. Og der var i det danske udenrigsministerium og det regerende Socialdemokrati bekymring for, at vi selv kunne blive trukket med ind i et opgør og at i det mindste opbakningen til NATO ville blive skadet. De afsluttende ord i lederen lagde ud fra denne bekymring blot op til debat. Min egen holdning til NATO-medlemsskabet fremgår af en artikel, som blev trykt nogle måneder efter. Deri advarede jeg venstrefløjen imod Ud af NATO parolen.

PS: Østre Landsret valgte en anden, og mere udflydende, definition af desinformation, og bl.a. derfor blev Bent Jensen frikendt.

Fra internettets dyb er den her igen: Kritikken af Bent Jensens kildehåndtering, udarbejdet af PET-kommissionen i 2010.

Da kommissionen, som havde undersøgt Politiets Efterretningstjeneste, i 2009 offentliggjorde sit 4.500 sider lange værk, kastede professor Bent Jensen sig over de 44 sider i bind 13, som beskrev PETs efterforskning af mine forhold. Det skete i vanligt sprogbrug – kommissionen blev således beskyldt for ”videnskabelig uredelighed”.

Kommissionen, som bestod af fremtrædende jurister og historikere, svarede igen. I en 15 sider lang redegørelse tilbageviste kommissionen hans kritik og påviste med mange eksempler, at Bent Jensen har en noget letfærdig omgang med kilder.

I lyset af dommen fra Østre Landsret er kritikken igen blevet aktuel. Centralt i kommissionens redegørelse står nemlig en behandling af spørgsmålet om, hvordan man skal forstå dokumenter fra PETs arkiv. Repræsenterer de sagsbehandleres personlige opfattelse eller repræsenterer de institutionen PET?

Desuden indeholder redegørelsen bl.a. 10 eksempler på fejl, som Bent Jensen angiveligt har begået.

Jeg har allerede i ”Dagens fusk (3)” refereret kommissionens kritik af, at Bent Jensen omskrev et vigtigt dokument. Men der er meget mere…

Et besynderligt træk ved de seneste ugers debat efter dommen er, at PET-kommissionens redegørelse tilsyneladende er blevet glemt.

På min hjemmeside bringes en introduktion til dokumentet – som også har følgeskab af kommissionens opsummerende brev til formanden i bestyrelsen for Bent Jensens koldkrigscenter. Desværre har jeg ikke adgang til en elektronisk udgave af den kritik, som Bent Jensen rettede imod PET-kommissionen, men dens kritik kan udmærket læses uafhængigt af det.

Var professor Bent Jensen i god tro, da han skrev sine artikler? Det er et af de mest centrale spørgsmål i retssagen mod Bent Jensen.

I en afsluttende skriftlig procedure ved Østre Landsret gennemgik Dragsdahls advokat Henrik Holm Nielsen systematisk alle de udtalelser, som Bent Jensen blev dømt for ved Svendborg ret. Han dokumenterer, at en historiker, som behandler sit kildemateriale i god tro, næppe kunne nå til de opfattelser, som Bent Jensen fremlagde i sine artikler.

Det dokumenteres eksempelvis udførligt, at den afhoppede KGB-officer Gordievskij, som rettede beskyldninger med Dragsdahl, kun havde sine informationer på anden hånd.

Dette forhold er særligt alvorligt, fordi KGB-officerer i udlandet havde udviklet en praksis, hvor man overdrev i sine indberetninger til hovedkvarteret – endog leverede løgne om, hvem man havde rekrutteret. Dette punkt dokumenteres med henvisninger til værker og artikler, hvor denne praksis beskrives generelt - samt konkret i tilfældet Dragsdahl gennem udtalelser af den københavnske KGB-stations chef. Det er første gang, at man på dansk kan læse en så udførlig gennemgang af KGBs svindel. Intet tyder på, at historikeren Bent Jensen har inddraget dette aspekt i sine overvejelser.

Den skriftlige procedure, som i manuskriptet fyldte over 90 sider, er censureret i den her fremlagte form. Dokumenter fra PETs arkiv er fremlagt bag lukkede døre – og de må derfor ikke citeres. Bent Jensen har alligevel offentliggjort store uddrag fra dokumenterne. Men vi har, på grund af Retsplejeloven, valgt at fjerne dokumenterne med en sort bjælke. PET-dokumenterne kan, som det her fremgår indirekte, i høj grad støtte Dragsdahls argumenter, og derfor ønsker han dem alle offentliggjort.

Information blev, skrev Bent Jensen 19. november i samme avis, af Dragsdahl gjort til et redskab for ”desinformation” – og det er et ”forhold som vil blive grundigt dokumenteret i det værk om Den Kolde Krig i Danmark, som er på trapperne”.

Efter denne lille reklame er jeg blevet endnu mere spændt. Thi hvilket af de 3-4 udkast til dette kapitel, som vi har modtaget under retssagen, bliver trykt? De første partsindlæg angående desinformation var fyldt med fejl i ganske grotesk omfang, men da vi med bilag efter bilag tilbageviste dem, forsvandt nogle i senere udgaver. Vi har altså været en slags korrekturlæsere.

Fejlene kaster et interessant lys på historikeren, hans kildehåndtering og hans respekt for Retten.

Et af BJs eksempler i bilag V fra før Svendborg-retssagen fokuserer på Øst-Vest styrkeforholdet. Han oplyser, at mit kildemateriale ”sjældent” kan kontrolleres. Men, fortsætter han, ”her skal vi se på en række tilfælde, hvor det har været muligt at gå hans påstande efter i sømmene. Det viser sig, at han ofte benytter manipulation i sin desinformation”.

Bilag V fortsætter: ”Michael Getler, der i 1970’erne skrev (sic!), militære forhold for Washington Post var en af de autoriteter, Dragsdahl ofte henviste til. Den 7. juni 1973 refererede Getler en ikke offentliggjort undersøgelse, der var lavet af Pentagon, og som angiveligt konkluderede, at NATOs styrker var tilstrækkeligt stærke, hvilket var i modstrid med tidligere undersøgelser. Den påståede undersøgelse eksisterede imidlertid ikke”.

Interessant nok er der ingen fodnote med dokumentation for denne påstand. Det er end ikke en direkte kritik af noget, som jeg har skrevet. Det slemme er åbenbart, at jeg har brugt oplysninger i artikler skrevet af den sikkerhedspolitiske medarbejder ved det ansete hovedstadsblad Washington Post – fordi han år før fuskede med en artikel.

Så gik jeg på jagt efter artiklen fra 1973 og jeg fandt en meget stor artikel med masser af citater samt referencer. Og artiklen er fundet så væsentlig af forskerne ved Congressional Budget Office, et af dokumentationscentrene i Kongressens stab, at de henviser til Getlers artikel mindst fire steder i en rapport fra december 1977. Rapporten er en vurdering af styrkebalancen mellem NATO og Warszawapagten. Den er genoptrykt i december 1978, og den kan findes på internettet. Det er interessant, idet forskerne ved CBO har adgang til højt klassificerede informationer, så hvis der var noget galt med Getlers artikel, da ville de vide det.

Man kan i øvrigt også finde en reference til Getlers artikel i en artikel, som den fremtrædende forsker John Mearsheimer har skrevet i tidsskriftet International Security, sommer 1982. Den hedder “Why the Soviets Can’t Win Quickly in Central Europe”.

Og trods stor ihærdighed kunne jeg slet ikke finde reference til, at Getlers artikel, som Bent Jensen hævder, var det pure opspind. Derfor sendte jeg en mail til Getler selv. Men heller ikke han havde nogensinde stiftet bekendtskab med påstanden.

De er tossede, de danskere – sagde Getler sikkert bagefter. Tjek selv hans biografi på nettet. Det er ikke normalt, at man betvivler hans autoritet og troværdighed. Han var, da BJ skrev sit kapitel, ombudsmand ved det store offentlige tv- og radionet, Public Broadcasting Service. Det er ombudsmanden, som modtager klager og garanterer PBS’s kvalitet. Før det var hans ombudsmand på Washington Post, hvor han forinden gennem 26 år dækkede sikkerhedspolitik og var korrespondent i Østeuropa.

Bent Jensen fandt vist vores dokumentation overbevisende. I bilag A1 fra efteråret 2010, indgivet i forbindelse med Østre Landsrets behandling, er bagvaskelsen af Getler væk.

Bent Jensens pen udviser ingen nåde. Så det er forventeligt, at han i en præsentation af min ”ideologiske grundholdning” i sit bilag A1 til Østre Landsret henviser til en af ungdommens vildfarelser. Han skriver: ”Allerede i 1969 gav JD udtryk for, at ’fascismen’ var undervejs i USA og at det ’borgerlige’ demokratis dage var talte”. Han har endog en fodnote, som henviser til min første kronik i Information fra 22. august 1969.

Og det er ganske korrekt. Jeg skrev denne artikel, mens jeg var på et flere måneder langt ophold i Det Sorte Panterpartis hovedkvarter i Oakland, Californien. På det tidspunkt var partiet travlt beskæftiget med forening af venstrefløjen i det, som man kaldte ”Enhedsfronten mod Fascismen”. Det initiativ var inspireret af hård undertrykkelse, som partiet og resten af Det Nye Venstre blev udsat for af Nixon-regeringen. Jeg burde, trods mine tyve år og ganske dramatiske oplevelser i USA, have udvist større fremsyn.

Men til en historikers fremstilling kan man vel også stille nogle krav, når han henviser til udtalelser fra en svunden periode. Lidt sammenhæng med datidens forhold og aktørers opfattelser kunne eksempelvis give et nyttigt perspektiv.

Når jeg ser tilbage, synes jeg nok, at forbundspolitiet FBIs kampagne mod venstrefløjen i det såkaldte COINTELPRO-program ikke er i god overensstemmelse med, hvordan myndighederne bør optræde i et demokrati. Eventuelt interesserede må her søge på Google, da de massive overgreb på borgernes rettigheder umuligt kan fremstilles kort. Med til historien hører også Watergate, der medførte præsidentens fald, fordi han anvendte politistats-metoder imod en del af landets elite. Og endelig modreaktionen fra omkring 1974, der viste, at det amerikanske demokrati havde livskraft.Og i gensynet finder jeg sandelig, at min kronik i Information og lidt senere brug af fascisme-begrebet ikke er enestående. En af Watergate-opgørets centrale aktører, senator Sam Erwin, hævdede således, at man i Det Hvide Hus havde en Gestapo-mentalitet. Den konservative kommentator William F. Buckley kaldte en fjendeliste udarbejdet for Nixon et udtryk for fascisme. Og den demokratiske senator Birch Bayh advarede i en tale mod snigende fascisme.

Som modgift til professor Jensens henvisning til kronikken fremlagde vi ved Østre Landsret et klip fra avisen New York Times, hvor senator William Fulbright 4. april 1971 ”forudså… det konstitutionelle demokratis mulige fald i De Forenede Stater”. Formanden i Senatets udenrigsudvalg blev med henvisning til indenrigspolitiske følger af USAs krige citeret for, at ”før eller senere vil krig medføre diktatur”. USA står, fortsatte han, midt i en krise, som gælder, ”hvorvidt vi skal bevare et konstitutionelt demokrati eller degenerere til at blive et imperialistisk diktatur”.

Vi kunne desuden have fremlagt en lille bog af daværende højesteretsdommer William O. Douglas, der i norsk udgave hedder ”USA – tid for oprør?”. Den amerikanske udgave er fra 1969. Douglas var ikke mere tilbageholdende i sin kritik end De Sorte Pantere, da han med henvisning til den britiske konge, som amerikanerne smed ud, skrev: ” Vi må se i øjnene, at dagens establishment er den nye George III. Vi ved ikke, hvorvidt det vil fortsætte med sine nuværende metoder. Men hvis det gør, så er svaret: revolution”.

Han skrev også: ”Der er kun to veje, som vi kan følge: Til en politistat, hvor al opposition undertrykkes eller bliver strengt kontrolleret, eller til et samfund, hvor lovene tilpasses de menneskelige behov.

Der er fodnoter i Bent Jensens partsindlæg under retssagerne ved byretten i Svendborg og ved Østre Landsret. De er ganske interessante i sig selv. Der er både for mange og for få; der er falske og der er tomme fodnoter.

Fodnoter er et vigtigt redskab i forskeres skriftlige arbejder. De skal dokumentere informationers oprindelse, så kontrol bliver mulig. Desuden skal de berette, når forfatteren henter sit stof fra andre forskeres arbejde. Især sidstnævnte funktion kan afsløre, hvorvidt der er gennemført en selvstændig forskning med undersøgelse af mange kilder, eller forfatteren måske blot kritikløst har tappet andres arbejde.

Bemærkelsesværdigt er det således, at Bent Jensen i sit 36 sider lange bilag V, ”Jørgen Dragsdahls dezinformasija”, dateret 8. marts 2010, på blot fire sider har 14 fodnoter med henvisninger til det samme værk. Endnu mere bemærkelsesværdigt bliver det, når man ser nærmere på det anførte værk – mere herom senere. I den senere version af samme bilag, som med betegnelsen A1 er indleveret til Østre Landsret i oktober 2010 (men uforklarligt dateret 1. september 2009), er antallet af henvisninger vokset til 18 – dog med en ikke helt uvæsentlig forskel.

Emnet for denne del af Bent Jensens forskning er Institute for Policy Studies (IPS) i Washington DC. Det er historikerens opfattelse, at IPS er et meget vigtigt – dog delvist skjult – grundlag for min journalistik. Det var til beskrivelse af IPS, at Bent Jensen, som tidligere omtalt i denne serie (Narrehat nr. 1 fra 9. november), hentede hjælp fra den amerikanske højreekstremist Larry McDonald. Det skete dog lidt skjult, idet professoren kun oplyste: ”IPS er I den amerikanske Kongres blevet betegnet som ‘a consortium of Marxists pressing for revolutionary change in American domestic and foreign policies through a variety of tactics”.

Fodnoterne henviser til en bog fra 1987 af S. Steven Powell. Den hedder ”Covert Cadre” med undertitlen ”Inside the Institute for Policy Studies”. Den må, antallet af fodnoter taget i betragtning, have haft stor betydning i Bent Jensens kulegravning af IPS. Bilag V blev fremlagt i retten kort før, at indlevering af nye bilag blev blokeret af en tidsfrist, så det var noget frustrerende, at søgning på internettet ikke frembragte boganmeldelser fra f.eks. akademiske tidsskrifter eller blot informationer om forfatteren. Men pludselig kom et resultat.

I tidsskriftet ”Commentary” fra oktober 1988 havde Joshua Muravchik en lang anmeldelse. Her skal nok lige indskydes, at tidsskriftet er neokonservativt og Muravchik en flittig skribent fra det højreorienterede American Enterprise Institute. Han har tidligere begået et meget kritisk portræt af IPS i New York Times Magazine.

Men Powells bog bliver ikke hyldet af Muravchik. Tværtimod. Han angriber bogen med en af de værste stempler i amerikansk politik. Gentagne gange henviser han til den berygtede højreekstremistiske senator Joe McCarthy, som inspirerede begrebet ”mccarthyisme”.

Muravchik anfører, at ”det, som gjorde ’mccarthyisme’ til et berettiget skældsord, var de intellektuelt grove metoder, som senatoren blev berømt for”. Med beklagelse konstaterer Muravchik, at Powell er ”skyldig i misbrug af nogle af disse grove metoder”. Et andet sted står, at Powell ”bygger, igen som McCarthy, til tider på insinuation…”. Og han anvender ”endnu en McCarthy-agtig teknik, som er, at han misrepræsenterer dokumenter”.

Powells ”mest irriterende fejl er hans brug af kilder. I nogle tilfælde opgiver han slet ikke nogen kilde, og i talrige andre tilfælde indsætter han fodnoter, som viser sig indholdsløse”. Og videre hedder det: ”Andre steder anvender Powell anonyme kilder, udaterede avisklip, sekundære kilder hvis objektivitet ikke vil blive accepteret af dem, som ikke på forhånd vil tro på hans sag…”.

Muravchik har et par positive ord til bogen – den bygger angiveligt på indsamling af meget materiale – og han skjuler ikke et øjeblik, at IPS ifølge ham fortjener ”vanære, fordi instituttets arbejde er skadeligt for vort land og hele den demokratiske verden”. Men det er vist ikke, hvad der i den akademiske verden kan undskylde manglerne.

Nok takket være vores fremlæggelse af Muravchiks kritik leverer Bent Jensen i sin næste version af dette kapitel, det 30 sider lange bilag A1 fra efteråret 2010, lidt make up til siderne. Næsten intet i teksten er ændret, men der er fyldt lidt flere kilder på.

Og så er der endog en anerkendelse af, at der eksisterer kritik af Powells værk. I en fodnote finder man disse ord: ”Powells bog er af Joshua Muravchik blevet kritiseret for i nogle få tilfælde at anvende dårlige kilder”. Hvabehar?

Dagens fusk (12) - kommentar på Facebook 28. november 2013

Nogle af pressens vismænd forventede, at retssagerne ville blive et opgør om, hvordan Den Kolde Krigs historie skal skrives. Det udeblev. Men sandt er det, at historikeren Bent Jensen i sine partsindlæg leverede et noget aparte syn på periodens historie, som vi derefter imødegik med dokumentation. Særligt bemærkelsesværdigt var fortrængningen af alt, som kan bringe uorden i den forenklende koldkrigers univers.

Et helt oplagt eksempel er CIAs aktiviteter. I partbilagene A1 og V, som formentlig udgør en del af Bent Jensens kommende bog på Gyldendal, skriver han således, at Dragsdahls ”syn på CIA minder om de klassiske anti-semitiske forestillinger om en organisation, der fra USA skjult trak i trådene for at styre den hele verden”. Han fortsætter: ”Eksempler på CIA-kritiske synspunkter var artikler om, at CIA stod bag Stalins terror i Østeuropa under den tidlige kolde krig og at CIA bekæmpede kommunismen ’med løgn, mordere og gangstere’”.

Det første af eksemplerne er fra 12. juli 1975. Det er en superkort bogomtale, hvor overskriften var: ”Stod CIA bag Stalins terror i Østeuropa?”. Bent Jensen ændrer altså ordstillingen og smider spørgsmålstegnet væk. Selve artiklen refererer bare bogen ”Operation Splinter Factor”, som var en af de første værker, der beskrev den hemmelige krig, som CIA førte i Østeuropa. Senere forskning har vist, at indsatsen var langt mere omfattende, end forfatteren af denne bog anede.

Det andet eksempel henviser til overskriften i en artikel fra 19. december 1975, ”USA til kamp mod kommunismen med løgn, mordere og gangstere”. Indholdet er en meget omfattende gennemgang af materiale, som et undersøgelsesudvalg i Senatet havde indsamlet, og der er rigeligt belæg for overskriften. Afsløringerne var sensationelle i 1975-76.

Det mest interessante er: Hvorfor er professoren imod disse artikler? Han hævder ikke, at deres indhold er forkert. Min brøde er vist, at disse artikler er blevet skrevet.

Det skal nok her bemærkes, at de pensionerede folk fra CIA, som jeg senere fik nærkontakt med, bestemt ikke benægtede aktiviteterne, som disse og andre artikler beskrev. De respekterede mig endog, fordi jeg havde et kendskab til deres historie, som gjorde mig til en informeret samtalepartner. Historiske kendsgerninger kan nemlig anskues fra forskellige vinkler, men de kan og bør ikke benægtes/forties.

Det er en kendsgerning, at et udvalg nedsat af præsident Eisenhower under ledelse af general Doolittle i 1954 anså det for vigtigt, at USA ”har en aggressiv, hemmelig psykologisk, politisk og paramilitær organisation, som er mere effektiv, mere enestående og, om nødvendigt, mere hensynsløs, end hvad fjenden kan præstere”. Resten af deres anbefalinger er holdt i lignende usminkede vendinger. Man afviser begrebet ”fair play” og taler for at ”undergrave, sabotere og ødelægge vores fjender med mere intelligente, mere raffinerede og mere effektive metoder end dem, der bliver brugt imod os”.

Der er utallige andre dokumenter, som anerkender, at CIA skal anvende metoder, som nogle vil anse for umoralske. Men pointen i dokumenterne er, at metoderne er nødvendige, og derfor bør man sørge for, at uønskede følger ikke opstår. Eksempelvis omtaler en senatsrapport fra 1996, hvordan de ansatte i CIAs operationelle afdeling ”adskillige hundrede gange dagligt (nemt 100.000 gange årligt) beskæftiger sig med yderst ulovlige aktiviteter – ulovlige ifølge udenlandsk lovgivning…”. Her er pointen, at ledelsen af CIA bør være bekendt med aktiviteterne, idet de indebærer en stor risiko.

Den største risiko er, at man selv bliver til det, som man bekæmper – at CIA altså efterhånden lignede KGB. Det er en lære, som også har værdi for dem, der med propaganda vil bekæmpe kommunismen. Man kan selv blive til en propagandist, som forvrænger historien.

Dagens fusk (13) - kommentar på Facebook 29. november 2013

Bent Jensen er dybt fascineret af en tidligere CIA-officer, Philip Agee. I sit partsindlæg angående min journalistik, bilagene A1 og V, anvender han adskillige sider på min ”gode bekendte og kontakt, KGB-agenten Philip Agee”.

Man kan næsten høre hvordan den lærde mand, efter formuleringen af ovenstående kombination, med inspiration fra Holberg, udbryder: ”Quod erat demonstrandum” . Eller, som de udtrykker det på Gyldendal: ” hvilket var det, der skulle bevises”.

Så betyder det mindre, at jeg kun har haft kontakt med Agee, da han i 1976 besøgte Danmark i et par dage. Jeg var til en pressekonference, jeg foretog et interview og jeg hørte ham tale på en festival i Valby.

Og helt uden betydning er det vel, at Bent Jensen har haft problemer med sine kilder, da han skulle gøre Agee til KGB-agent. Professoren henviser generelt for sin fremstilling på dette punkt til et værk, som bygger på KGB-afhopperen Vasilij Mitrokhins notater, ”The Sword and the Shield” fra 1999. På denne bogs side 617 i note 44 finder man: ”KGB-arkivdokumenterne, som Mitrokhin har noteret, beskriver Agee som agent for det cubanske DGI og giver detaljer om hans samarbejde med KGB, men de angiver ham ikke formelt som en KGB, foruden DGI agent”. Men denne oplysning er ikke fundet værdig til optagelse i Jensens præsentation af Agee.

Agee blev berømt, fordi han i 1975 udgav en slags dagbog, som beskrev hans egen indsats for CIA i Latinamerika. Den fik mange og fine anmeldelser, hvor det faktuelle i hans beretning stort set ikke blev draget i tvivl. I Mitrokhin-bogen finder man siderne 230-231 disse sætninger: ”Det selvforherligende KGB-arkivdokument angående bogen hævder, utvivlsomt med nogen overdrivelse, at den blev ’forberedt af tjenesteafdeling A sammen med cubanerne’ (46). Mitrokhins noter viser ikke præcist, hvad KGB og dens cubanske allierede, DGI, bidrog med til Agee’s tekst”. Heller ikke disse informationer har fundet vej til Jensens fremstilling.

Hos Bent Jensen er fremstillingen af Agee ekstra dokumenteret med henvisning til 11 fodnoter. De 9 gælder bogen ”Covert Cadre” af Steven Powell, som blev omtalt i Dagens fusk 11, fordi dens indhold er blevet kaldt mccarthyistisk af en ellers højreorienteret skribent. Dertil kommer 1 af en tjekkisk efterretningsofficer, som hoppede af længe inden Agee skrev sin bog og siden har ernæret sig med diskutable afsløringer.

Agee har aldrig skjult, at han var en stor beundrer af den cubanske revolution, og det kan ikke udelukkes, at han har haft et samarbejde med den cubanske hemmelige tjeneste DGI. Men det er en påstand, som f.eks. ikke blev gentaget i førende amerikanske avisers nekrologer i 2008.

Jensen føjer lidt troværdighed til sin fremstilling, når han hævder, at Agee aldrig vendte hjem til USA efter sit brud med CIA. Han frygtede vel lovens lange arm? Men endnu engang har Bent Jensen uret. New York Times for 15. juni 1987 kan oplyse, at Agee er på besøg i sit fædreland, og at der ikke er nogen arrestordre eller lignende på ham. Så selv beviserne for DGI-agentvirksomhed har næppe været stærke.

Dagens fusk (14) - kommentar på Facebook 2. december 2013

Dræberinstinktet overvælder helt historikeren, når Bent Jensen beskæftiger sig med den tidligere CIA-officer Philip Agee. Enhver nuance og tvivl fra hans kilder forsvinder – formentlig, fordi Agee’s skyld tages for givet, og nuancer samt dokumentation så anses for unødvendigt. I Henrik Holm Nielsen forelæggelse af sagsakterne blev i denne forbindelse fremdraget 11 eksempler på grov fusk.

Bent Jensens formål med den flere sider lange omtale af Philip Agee er, som vist i ”Dagens fusk (13)” klart, at jeg skal sværtes til med ”guilt by association” metoden, idet BJ hævder, at Agee var KGB-agent. Langt størstedelen af denne omtale er helt ude relevans for min journalistik. BJ påstår eksempelvis (i både bilag A1 og bilag V), at Agee blev ”fyret fra CIA i 1968 på grund af drikfældighed, gældsætning og skørlevned”. Det sker uden kildeangivelse. Formentlig stammer påstanden fra John Barron’s bog, ”The KGB Today”, hvor man side 228 kan læse en helt tilsvarende påstand. Ifølge Agee selv tog han sin afsked efter Tlatelolco massakren i Mexico By den 2. oktober 1968, hvor, ifølge nogle kilder, flere hundrede blev dræbt. Washington Post kunne 11. juli 1974 bringe et dementi fra selve kilden til en presserapport om, at Agee havde fortalt sine hemmeligheder til KGB i ”et anfald af fordrukken fortvivlelse”.

Bent Jensen er fortørnet over mit referat 5. juni 1976 af et pressemøde med Agee – det blev i øvrigt genoptrykt af Forsvarets Efterretningstjeneste i den hemmelige bulletin SIK Nyt. Agee citeres af mig for, at Danmarks ”hovedbetydning” lige nu er, at ”danske fagforeninger og politiske partier kan benyttes til transport af penge til anti-kommunistske organisationer i Sydeuropa”. I bilag V fra efteråret 2009 er Bent Jensens kommentar: ”Det er en opfattelse, som vidner om et omfattende virkelighedstab hos både Agee og Dragsdahl”.

Men i mod-dokumentationen af denne påstand fremlagde vi artikler fra New York Times, dateret henholdsvis 25. og 27. september 1975. Af disse artikler fremgår, at avisens kilder – angiveligt fire (anonyme) personer i USA’s regeringsapparat – har oplyst, at CIA via europæiske socialistpartier og fagforeninger sender millioner af dollar til anti-kommunistiske kræfter i Portugal. Det medfører vel, at Bent Jensen i sit senere partsindlæg A1 stryger sætningen fra bilag V og i stedet lige før omtalen af den hemmelige bistand skriver, at indholdet i mine artikler ”var til dels af en art, som kun kan fremkalde hovedrysten”.

Omtalen af min meget kortvarige kontakt (3 dage i 1976) med Agee danner optakt til den helt store afsløring, nemlig Informations håndtering af den amerikanske feltmanual FM 30-31B – mere herom senere.

Jeg fandt feltmanualen i Washington DC hos redaktionen af Cover Action Information Bulletin – et lille blad med speciale i afslørende artikler og fortrolige dokumenter. Med henvisning til bogen ’The Sword and the Shield’, der bygger på KGB-afhopperen Vasilij Mitrokhins notater fra KGBs arkiv, kan Bent Jensen oplyse, at det er KGB, som har taget initiativ til oprettelse af bladet og at KGB forsyner det med materiale. Hvad han imidlertid udelader fra samme bog er en sætning på side 233: ”Der er i Mitrokhins noter ingen tegn på, at noget medlem af RUPOR-gruppen, bortset fra Agee, kendte til den rolle, som DGI og KGB spillede”.

Fordi han udelader denne sætning, er der fri bane for mistænkeliggørelse. Han kan således i bilag A1 (side 12) hævde, at jeg ”modtog også fra Agee og miljøet omkring denne KGB-desinformationsmateriale. Og JD udnyttede desuden aktivt dette miljø i sin journalistik”. Og videre, side 14, med trommehvirvler: ”Det er sandsynligt, at han – lige siden han i januar 1979 modtog FM 30-31B fra KGB/DGI-agenten Philip Agee – har vidst, at der var tale om et dygtigt udført KGB-falskneri. JD har formentlig også vidst hvem Philip Agee var agent for”.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at påstanden svækkes noget med ordene ”sandsynligt” og ”formentlig”. Men det er undskyldeligt, at man ikke har bemærket, at Agee i 1979 gennem flere år ikke havde haft ophold i USA, og at han derfor vanskeligt kunne have givet mig feltmanualen under mit besøg i Washington DC.

Dagens fusk (15) - kommentar på Facebook 5. december 2013

Den helt store afsløring af KGB’s rolle i min ”dezinformasija” fokuserer i Bent Jensens skrifter på et dokument, som lå til grund for nogle artikler i januar 1979. Dokumentet fremstår, som var det en felthåndbog for den amerikanske hær med et hemmeligt tillæg, FM 30-31B. Ifølge officielle amerikanske kilder er det en KGB-forfalskning.

Det er dog ikke hans egen afsløring. Artiklerne omtales også i det fire bind store værk fra Dansk Institut for Internationale Studier: ”Danmark under Den Kolde Krig” fra 2005, hvor kilden er en nyhedsbulletin fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det mest kontroversielle ved FM 30-31B er, at den anbefaler brug af terror-aktioner, som fjenden derefter får skylden for. Bent Jensen angriber også, at Informations-journalisten Vibeke Sperling i forbindelse med, at avisen bragte en oversættelse af felthåndbogens hemmelige tillæg, skrev en artikel. I den blev det påpeget, at set med italienske øjne er FM 30-31B et tegn på, at USA måske havde en finger med, da terror-gruppen De Røde Brigader kidnappede og senere dræbte den fhv. statsminister Aldo Moro.

Kort forklaret er forhistorien, at jeg under besøg i Washington DC hos redaktionen af Covert Action Information Bulletin – læs mere herom i Dagens fusk (14) - får fat i FM 30-31B. Efter hjemkomsten erfarer jeg fra Sperling, at det konservative italienske ugeblad L’Europe har bragt uddrag og artikler, som går ud fra, at dokumentet er ægte. Vi beslutter, at Information også vil tage sagen op, og jeg sender det til en række militære eksperter i USA og beder om deres vurdering.

Naturligvis begår Bent Jensen en række små og store fejl, da han undersøger Informations og min rolle. Det hævdes eksempelvis, at jeg først i 2009 oplyser, hvorfra jeg har det. Han har åbenbart overset, at jeg har oplyst det i 2007 i et svar på en stor artikel af ham. Som en vigtig kilde til sin analyse angiver han i en fodnote et skrift, som hedder ”Jørgen Dragsdahl – landsforræder, medløber eller nyttig idiot?” fra et anonymt ekstremist-foretagende, der kalder sig Junikredsen. Nok ikke en kilde, som man normalt vil anvende i en troværdig fremstilling.

Men det mest interessante er, at han udelader eller overser en række forhold, som i en afbalanceret historisk redegørelse nok burde medtages. Bent Jensen bygger langt størstedelen af hele sin anklage mod mig på dobbelt-agenten Oleg Gordievskij. Da artiklerne i Information bliver bragt, sidder Gordievskij på en central kontrolpost for Skandinavien i KGB’s hovedkvarter. Man skulle tro, at hvis KGB var bag offentliggørelsen, så havde man hørt champagne-propper springe i hovedkvarteret over den store succes, men Gordievskij er tilsyneladende helt tavs på det punkt. Det burde da inspirere til lidt forsigtighed.

Bent Jensen beskæftiger sig meget – delvist forkert – med artiklernes indhold. Han henviser til nyhedsbulletinen fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), men han udelader, at den bemærker, at jeg ikke entydigt går ind for, at dokumentet er ægte. FE noterer nemlig med henvisning til mine kilder med amerikansk militær baggrund, at ”disse stiller sig uden undtagelse tvivlende over for ægtheden af dokumentet…”. Han udelader også, at jeg på lederplads rejser tvivl.

Og han lader sig ikke anfægte af, at der er eksperter, som senere anser det for ægte. Mellem dem er tidligere vicedirektør i CIA Ray Cline, som i en BBC-udsendelse har sagt: ”Dette er et autentisk dokument”. (Man kan stadig se udsendelsen via internettet: ”11syskuu,net/video/Gladio-3-wmv”). Forskeren Danielle Ganser har i sin bog, ’NATO’s Secret Armies’, bragt uddrag fra dokumentet og tager det for ægte. Samme holdning har herhjemme universitetslektor Gert Sørensen, som omtaler dokumentet i sin bog ’Den Dobbelte Stat’, og i retsbogen fra Svendborg bl.a. citeres for: ”Det er hans opfattelse, at autenticiteten af dokumentet FM 30-31B ikke er betvivlet i Italien”.

Med noget forstilt undren fremhæver Bent Jensen, at da jeg jo har gode kilder i USA, er det underligt, at jeg ikke senere har spurgt dem om FM 30-31B. Det har jeg faktisk, men de, som med størst sandsynlighed havde adgang til informationer om FM 30-31B og operationer i den forbindelse, har hverken af- eller bekræftet mistanken. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at den nu afdøde CIA-chef William Colby, som i midten af 70’erne forestod en officiel oprydning i tidligere tiders beskidte metoder, under en samtale, som ikke måtte gengives, sagde, at han ikke ville blive overasket, hvis FM 30-31B er ægte, men mere ville han ikke sige.

Det ”utroværdige” ved FM 30-31B er, at man vanskeligt kan forestille sig amerikansk godkendelse af terror mod civile i et venligtsindet land i den hensigt, at modstandere skal få skylden. Men Colby – og nogle af de andre adspurgte – har utvivlsomt kendt til et dokument, som først er blevet offentligt mange år senere. I 1962 godkendte de amerikanske værnschefer en plan, Operation Northwoods, som skulle give Cuba skylden for terror-aktioner i selve USA – og som reelt var gennemført af amerikanske styrker. Planen blev underskrevet af forsvarschefen, general Lyman Lemnitzer. Men den blev stoppet af præsident Kennedy. Så jeg er stadig uafklaret.

Dagens fusk (16) - kommentar på Facebook 6. december 2013

Tiden er nu kommet til et fyldigt uddrag af Bent Jensens partsindlæg A1, indleveret til Østre Landsret i efteråret 2010 - uddraget er også med i bilag V fra efteråret 2009.

På side 9 har han en såkaldt mellemrubrik, der altså udgør overskriften for de kommende afsnit. I underrubrikken står: ”4. Eksempler på Dragsdahls deltagelse i aktiv desinformation og meningspåvirkning”.

Staks herefter fortsætter han med en tekstblok, der dog her brydes lidt op af hensyn til læsbarheden:

’Den danske venstrefløjs avis, Information, bragte under Den kolde krigs anden halvdel mange bidrag til svækkelse af det danske forsvar og Danmarks medlemskab af NATO. ! 1976 trykte avisen således artikler, der genbrugte forfalsket KGB-materiale om en såkaldt ”hemmelig NATO-plan”, der gik ud på at iværksætte kup i medlemslande, der ikke underkastede sig USA’s vilje. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) kunne straks påvise, at materialet stammede fra den sovjetiske hemmelige tjeneste (36). Ifølge FE blev en gammel KGB-operation nu videreført med bl.a. avisen Information som redskab.

Information indeholdt den 26. marts 1976 en stort opsat artikel med overskriften ”Hemmelig NATO-plan om registrering af den besværlige venstrefløjsopposition”. Som ”dokumentation” blev anvendt en variant af den såkaldte og for FE velkendte ”Oberst-kup”-desinformation – også kaldet McConnel-planen ("USCICEUR nr. 200-1”).

Den var kommet KGB i hænde via en amerikansk spion og var derpå blevet brugt i forfalsket form til påvirkning af den offentlige mening i Vesteuropa. Det hed i Informations artikel, at ”den alvorlige baggrund for at beskæftige sig med disse ting” var kuppet i Grækenland, der angiveligt havde fundet sted ifølge ”NATO-planen Prometheus”. Her havde man kunnet arrestere tusindvis af intellektuelle, politikere og fagforeningsfolk og ”med en uhyggelig præcision efter forud udarbejdede lister”, der ”efter alt at dømme” eksisterede for alle NATO-lande (37)’.

Fodnote 36 henviser til FE-bulletinen SIK NYT april kvartal 1976. Fodnote 37 henviser til Information 26-3-1976.

Så vidt dette afsnit i Bent Jensens partsindlæg. Spørgsmålet er nu: Hvem mon har skrevet den artikel i Information?

Da teksten kommer straks efter, at læseren er blevet lovet eksempler på Dragsdahls desinformation, vil nogle måske nå til den nærliggende konklusion, at det er denne Dragsdahl, som har skrevet artiklen. Men forstået således er eksemplet ”svig og bedrag”, skrev min advokat Henrik Holm Nielsen i sin skriftlige procedure, thi det er en stud. mag Jon Vedel, som har skrevet artiklen – i øvrigt til en meget åben debatside, som var redigeret af Ove Weiss. Selv var jeg end ikke ansat på avisen.

Dagens fusk (17) - kommentar på Facebook 14. december 2013

Vi kender alle det lille trick med, at nogen refererer en påstand og derefter jorder den totalt – hvorefter det ved nærmere eftersyn viser sig, at den nu jordede påstand faktisk aldrig er blevet fremsat. Men hvor tit gennemfører vi det ”nærmere eftersyn”, hvis vi først skal finde gamle aviser frem?

Læsernes dovenskab er en søjle under Bent Jensens formidling af forskningsresultater. Han anvender det gamle trick hyppigt og han er tilsyneladende sikker på, at ingen vil udøve efterkontrol.

Som eksempel på denne fremgangsmåde skal vi her se på Owen Harris affæren. Kort fortalt fik jeg 9. maj 1992 i Information bragt en kommentar, som bl.a. citerede en konservativ amerikansk redaktør, Owen Harris. Bent Jensen hævder, at jeg ”skrev det stik modsatte af”, hvad Harris havde skrevet. Altså, fortsætter han i Jyllands-Posten 27. februar 2007, jeg ”bedrev desinformation eller for at sige det lige ud: Udbredte løgn”. Professoren har på det tidspunkt allerede 26. januar samme år, samme avis, skrevet, at ”Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere beskidt desinformation”. Så glad er han for denne opsummering, at han i Information, 2. maj 2008, skriver: ”Dragsdahls artikel var 100 pct. ren – eller rettere – snavset desinformation”.

Og hvori består så, mere konkret, min brøde? I forbifarten skal lige nævnes, at han ikke påstod, at citaterne var forkert gengivet. Næh, det er artiklens indhold, som han er utilfreds med.

Bent Jensen hævder ( 26-01-07), at jeg har skrevet, at højrefløjen ”havde intet positivt bidraget med til Den Kolde Krigs afslutning. De var blinde og tillige dovne og dumme”. Derefter gengiver han (tilsyneladende) et af de citater, som Harris er repræsenteret med i min artikel. Hos Bent Jensen står, at Harris (ifølge mig) skal have konkluderet, at ”næsten alle konservative intellektuelle […] under den kolde krig helt og aldeles tog de totalitære staters påstande samt påstande fremført på totalitarismens vegne for deres pålydende”.

I Information får man året efter det samme Harris citat leveret, men nu lyder de indledende ord således: ”I 1992 henviste JD til et amerikansk tidsskrift, hvori en konservativ amerikaner angiveligt havde givet venstrefløjen ret i dens syn på Sovjetunionen under Den Kolde Krig, mens ’næsten alle konservative intellektuelle […] helt og aldeles tog de totalitære staters påstande samt påstande fremført på totalitarismens vegne for deres pålydende’”.

Der er nedenfor link til artiklen, som Bent Jensen angriber. Hermed udloves en god flaske whisky – ja gerne en kasse – til enhver, som kan påpege, hvor jeg i artiklen skriver, at højrefløjen intet positivt har bidraget med til Den Kolde Krigs slutning, samt at alle på den fløj er blinde, dovne og dumme. Jeg vil sandelig også gerne vide, hvor jeg påstår, at en konservativ amerikaner har givet venstrefløjen ret. Selv Bent Jensen må deltage i konkurrencen.

Og her er så et ekstra spørgsmål, hvor svar dog ikke belønnes. Hvad er mon det oprindelige indhold i citatet, hvor Bent Jensen har sat et […]? Det fremgår af min artikel. Der står ” …sammen med de fleste andre …”. Hvorefter jeg hjælpsomt mere direkte tilføjer, at også nogle venstreorienterede delte den konservative opfattelse af de totalitære staters styrke. Bent Jensen forkrøbler altså citatet, så han kan påstå, at jeg ensidigt hænger højrefløjen ud.

Hvis nogen er meget interessererede i, hvordan denne affære blev behandlet i Landsretten, så kan de slå efter i dommen. Bent Jensens påstande var nemlig mellem de 35 udtalelser, som han blev dømt for i Svendborg (udsagn 19, 26 og 29). Man vil så opdage, at for dommerne i Østre Landsret var det afgørende, at Bent Jensen havde en begrundelse for sit angreb – hvorvidt den var rigtig eller forkert interesserede dem ikke. Og ond vilje kunne dommerne da slet ikke få øje på.

Dagens fusk (18) - kommentar på Facebook 6. januar 2014

I vores undersøgelse af Bent Jensens såkaldte forskning er et af de mest bemærkelsesværdige eksempler ”IISS-affæren”.

Kort fortalt hævder Bent Jensen, at jeg har beskrevet et dokument, som slet ikke eksisterer! Og påstanden fremfører han på trods af, at en del af dokumentet ligger i Udenrigsministeriets arkiv og at dets eksistens fremgår af en korrespondance mellem ambassaden i Washington og ministeriet, som Bent Jensen citerer fra. Han har også overset, at dokumentet er omtalt i et amerikansk fagblad – og at denne kendsgerning straks fremgår med en blot rimeligt kvik søgning på Internettet.

Affæren tager sin begyndelse i oktober 1980, da jeg er korrespondent i USA for Information. På et militærpolitisk forskningscenter, Center for Defense Information (CDI), taler jeg med den senere noget mere berømte ekspert Bill Arkin, som netop sammen med instituttets forskningsleder har afsluttet en analyse af årbogen fra det britiske analyseinstitut IISS. Hver år udgav International Institute for Security Studies (IISS) en årbog med tal for verdens militær og opslagsværket havde stor autoritativ anseelse. Men nu havde Arkin sammenlignet IISS’s tal med officielle amerikanske tal, og det afslørede en del tvivlsomme tal i årbogen.

Resultatet er en nyhedsartikel og en leder – links til begge er nedenfor. Jeg oplyser, at CDI ”mandag” vil offentliggøre en ”analyse” af håndbogen. Jeg har altså modtaget informationerne og skrevet artiklen før denne mandag, hvor min artikel offentliggøres (27. oktober 1980). Hvad jeg ikke vidste var, at CDI’s til tider lidt uforudsigelige leder, admiral Gene La Rocque, i sidste øjeblik blokerede offentliggørelsen, fordi han ikke ville åbne en konflikt med IISS. Arkin fortæller mig ikke, at La Rocque har stoppet projektet. I december besøger jeg IISS, fordi jeg gerne vil have deres reaktion – men det afvises med henvisning til, at man stadig analyserer kritikken.

I de næste mange år bruger jeg ikke mange sekunder på denne affære. I efteråret 2006 finder jeg under oprydning en lille bunke med ark, hvor hver linje har et tal fra IISS håndbogen – modstillet tal fra amerikanske kilder. Det er materialet, som jeg engang modtog fra Arkin. Og jeg smider det ud med den tanke, at materialet tilhører Den Kolde Krigs ofte absurde tallege.

Men, ak. Kort efter blev det yderst relevant, fordi Bent Jensen hos udenrigsministeriet havde fundet dokumenter fra en undersøgelse, som var indledt på foranledning af daværende udenrigsminister Kjeld Olesen. Ifølge et telegram fra ambassaden i Washington dateret 27. oktober 1980 har man talt med Arkin, som redegør for sin analyse af håndbogen, og at den ”sandsynligvis” vil blive offentliggjort” i løbet af de nærmeste dage. Det oplyses, at Arkin omtaler kontakten med mig, men jeg har angiveligt ikke fået udleveret selve studiet. Han lover, at ambassaden vil få materialet, når det er klar. Det sker nogle uger efter – men det er ikke længere den rapport, som CDI oprindelig ville udgive. I et telegram fra ambassaden til udenrigsministeriet dateret 17. december står: ”Materialet foreligger nu som et brev paa lidt over to sider fra chefen for instituttet, tidligere admiral gene r. la rocque, til direktoeren for iiss, dr. christoph bertram bilagt en liste med ”foreslåede rettelser” til ”the military balance 1980-81””.

Arkins analyse fik offentlig omtale andre steder end i Information, og IISS tog endelig til genmæle. Der er eksempelvis en diskussion mellem Bertram fra IISS og den amerikanske militærforsker Milton Leitenberg i tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists (januar 1983). IISS mener, at Arkin har uret, og Leitenberg henviser til andre forskere, som også har kritiseret IISS.

Man kan hævde, at Bent Jensen med rette kunne have kritiseret mig for, at jeg offentliggjorde en kritik, før jeg med sikkerhed vidste, at den var blevet offentliggjort af ophavsmanden. Men journalister vil jo gerne hurtigt ud med nyheder. Bent Jensen angriber imidlertid med noget grovere midler. I bilag V om ”Jørgen Dragsdahls dezinformatsija” fra marts 2010 (før Svendborg-retssagen) hævder han, at jeg begår ”bedrag ved at henvise til en ikke eksisterende rapport fra det venstreorienterede amerikanske analysecenter, CDI”. Dette bedrag fik, skriver Bent Jensen videre, udenrigstjenesten afsløret – ”men ikke over for den danske offentlighed, kun på de indre linier”. I bilag A1 fra efteråret 2010 (under forberedelsen af sagen ved Østre Landsret) gentages denne beskyldning, idet den også gøres til et typisk bedrag. Jeg anvender således ”kilder, der ikke kan verificeres, eller som med sikkerhed slet ikke eksisterer”.

Men Arkins analyse eksisterede jo. (Jeg havde ikke, som Bent Jensen siger, skrevet om en ”rapport”). Det fremgår af citatet ovenfor fra telegrammet til udenrigsministeriet fra 17. december, hvor man omtaler en liste. Tilsyneladende har Bent Jensen ikke opdaget denne henvisning. Vi fik listen udleveret fra udenrigsministeriet og det var dejligt gensyn. Det var nemlig opremsningen af forskellen mellem IISS’s informationer og amerikanske kilders angående USA’s væbnede styrker – som jeg havde modtaget i oktober 1980 og, foruden samtaler med forskerne på CDI, havde lagt til grund for min artikel. Desuden – hvorfor skulle IISS dog kritisere en analyse, som slet ikke eksisterede?.

Intet tyder dog på, at dommerne i Østre Landsret har interesseret sig for, hvorvidt Bent Jensen med føje beskyldte mig for ”bedrag”. Nu skal vi se, hvorvidt Bent Jensen i sit store kold-krigsværk på Gyldendal gentager sin beskyldning.

Når Bent Jensen kaldes ”kold-krigs ekspert” slører det for, at hans kendskab til amerikansk politik og NATOs ageren er minimal. Hans bøger og artikler fokuserer på sovjetiske forhold.

Hans anklager for desinformation mod mig får derfor ofte et komisk skær, fordi professorens politiske holdninger helt overskygger det faktuelle. Det gælder eksempelvis en kritik, som han rejser i både bilag V (fra før Svendborg retssagen) og bilag A1 (fra før Østre Landsret).

Som endnu et eksempel på min desinformation fremlægger han ”Dansk militær støtte til USA i Sydvest-Asien”. Galden gælder en artikel fra 19. december 1984 (se link). Bent Jensen finder dens indhold ”absurd” og er utilfreds med, at den bygger på anonyme kilder og en hemmelig rapport.

Det absurde er tilsyneladende, at man ikke bør skrive, at Danmark støtter USA militært, hvis vi udvider hæren, så der er mindre brug for amerikanske forstærkninger. Derudover påpeger han ikke konkrete fejl i artiklen. Han skriver i bilag V, at hensigten med den er ”som så ofte før at skabe uro og splid om Danmarks sikkerhedspolitik”. Han er tydeligt utilfreds med, at en senere artikel refererer, at socialdemokraten Knud Damgaard og SF’eren Margrethe Auken vil rejse sagen i Folketinget.

Bent Jensens indvendinger skyldes formentlig, at der efter hans mening slet ikke bør stilles kritiske spørgsmål til dansk sikkerhedspolitik – anden begrundelse kan jeg ikke skimte. Der er brugt beskidte tricks, så min brøde fremstår særligt klart. Han end ikke nævner i bilag A1, at en stor del af artiklen bygger på et interview med den danske forsvarsminister Hans Engell, som ikke dementerer historien. Hvis alt var pure KGB-opspind, nødtørftigt inddækket med henvisning til anonyme kilder, ville Hans Engel nok have sagt det.

Bent Jensen har så åbenbart heller ikke konsuleret historiske værker, hvor det evige problem med fordelingen af byrderne i NATO mellem USA og de allierede behandles. Som dokumentation fremlagde vi en lang artikel fra fagtidsskriftet International Organization, forårsudgaven 1988. I denne artikel, NATO and the Persian Gulf: examining intra-alliance behaviour, gennemgår den fremtrædende amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert Charles Kupchan forløbet fra slutningen af 70’erne til langt op i 80’erne, hvor alliancen knagede gevaldigt, fordi USA ville bruge forstærkninger, der var øremærket til Europa, i en eventuel krig om Golfens olie.

Kupchan påpeger (side 320), at den amerikanske offentlighed og Kongressen ”krævede, at europæerne delte byrden i forbindelse med forsvar af Golfen”. Side 322 beskriver Kupchan indholdet i den hemmelige rapport, som jeg nævner i artiklen. Akkurat som mine kilder berettede, kan også Kupchan oplyse, at rapporten foreslår, hvad de allierede konkret kan gøre, så fravær af de lovede forstærkninger til Europa bliver kompenseret med egne tiltag. Han oplyser desuden titlen og datoen.

Nogle usande informationer, som Bent Jensen vifter med, har han måske ikke selv opfundet. Her er et eksempel fra den helt aktuelle debat. Det er muligt, at den følgende påstand kommer fra hans ofte alt for kvikke sagførere.

I Politiken for den 29. december 2013 skriver Bent Jensen: ”Hvorfor modsatte Dragsdahl sig at få telefonaflytningerne fremlagt i retten?”. Påstanden i spørgsmålet er ikke korrekt, og det kan bevises med dynger af henvisninger. Hvorfor fremsættes den så? Der er faktisk adskillige mulige forklaringer.

En kan være, at BJ så udmærket ved, at jeg ikke kan fremlægge min dokumentation i et direkte svar. Det forsøgte jeg via Politiken, men redaktionens forlangte, at jeg begrænsede mig til 150 linjer – ikke muligt, når hans indlæg indeholdt 6-7 yderst diskutable påstande.

Endnu en forklaring er, at Bent Jensen er ligeglad med, at påstanden er usand, idet den blot skal styrke hans beskyldninger mod mig, og han har jo Østre Landsrets ord for, at sandhedsbevis ikke er nødvendigt. Den citerede sætning lægger da også op til følgende ord, som følger straks efter: ”Her er der jo tale om den rene vare, nemlig hans egne og hans kammeraters og kontakters egne ord. Så ville alle få mulighed for at danne sig indtryk af, hvad JD sagde og ikke sagde”.

Disse ord er meget repræsentative for Bent Jensens propaganda-teknik. Hvilket indtryk efterlader de? Min oplevelse er, at han får sat tanker i gang om indholdet. Han får antydet, at indholdet næppe er godt for mig; jeg vil jo ikke have det frem! Bent Jensen har tavshedspligt, og aflytningerne er stadig klassificerede, så han får givet et indtryk af indholdet uden, at han selv direkte overtræder sine forpligtelser. Ganske smart.

Men nu til hans centrale påstand. Der er gennem seks års sagsbehandling afgivet temmeligt mange processkrifter. Mange af dem blev brugt til meningsudveksling om editionsbegæringer – anmodninger til Politiets Efterretningstjeneste om udlevering til retten af dokumenter fra arkiverne.

Måske tænker Bent Jensens på følgende, når han hævder, a vi har modsat os, at aflytninger blev udleveret. I et processkrift dateret 3. december 2012 skrev Karoly Nemeth, som underskrev Bent Jensens processkrifter, at indstævnte [altså JD] ”nu, utvivlsomt af procestaktiske årsager, efter adskillige års modarbejdelse af appellantens [BJ’s] editionsbegæringer over for PET [har] tilsluttet sig appellantens editionsbegæring”.

Det forundrede min sagfører, Henrik Holm Nielsen en del. I et 11 sider langt processkrift dateret 10. december 2012 påviste han med udførlig dokumentation fra retsbøger og processkrifter, at vi konsekvent siden 10. juni 2008 ikke havde modsat os modpartens editionsbegæringer. Vi har endog oplyst PET, at vi ikke var imod, at dokumenter blev udleveret. Hertil svarede PET, at vores holdning var ligegyldig, idet andre hensyn talte for opretholdelse af klassificering.

Som et ud af mange mulige eksempler kan nævnes retsbogen af 16. juni 2012, hvoraf fremgår, at ”advokat Henrik Holm-Nielsen bemærkede, at man ikke fra indstævntes side vil modsætte sig begæringens fremme”.

Og de eneste telefonaflytninger, som er blevet udleveret (3 stk.), kom efter en editionsbegæring, hvori vi bad PET udlevere alle aflytninger.

Nemeth besvarede aldrig Henrik Holm Nielsens skrift. Men siden dommen har både BJ’s de facto sagfører, Ole Hasselbalch, og Bent Jensen selv gentaget den usande påstand.

Ytringsfrihed! Det er slagordet, som Bent Jensen fører sig frem med. Analyse af den kritik, som han har rettet mod mine artikler, rejser imidlertid en grim mistanke. Der er tegn på, at han især er imod offentliggørelse af ... synspunkter og informationer, som afviger fra hans egne politiske holdninger.

Bent Jensen bringer i sit bilag A1 fra optakten til retssagen i Østre Landsret en programerklæring for sin undersøgelse af mine artikler. Han oplyser, at når han bruger ordet ”desinformation”, så mener han udbredelse af ”enhver form for vildledende informationer” – ikke blot det, som KGB står bag. Han skriver videre, at desinformation ”omfatter altså al brug af f.eks. usandfærdige oplysninger, som umiddelbart kan forekomme autentiske, forfalskninger, direkte og indirekte løgne, rygtesmederier, forvrænget gengivelse eller udlægning af autentiske informationer osv”.

Det er en stor mundfuld – også fordi han går videre end den normale definition på desinformation, hvori det antages, at det vildledende sker bevidst og styret. Men det mest interessante er, at han ofte ikke forklarer, hvordan hans udvalgte eksempler hænger sammen med hans egen definition.

I bilag A1 har han således et eksempel, der omhandler ”risiko for atomkrig på grund af manglende kontrol med NATO”. Det er et interview fra 10. marts 1979 med formanden i det hollandske parlaments forsvarsudvalg Klaas de Vries, som også var meget aktiv i NATO-parlamentarikernes organ, North Atlantic Assembly.

Bent Jensen bruger 20 linjer på sin omtale, der næsten udelukkende består af indirekte citater. Jensen skriver eksempelvis: ”Han [altså de Vries] beskrev konsekvent Sovjetunionen som blot reagerende på USA’s offensive politik. Sovjetunionen var (angiveligt) langt underlegen i forhold til NATO, og der var ingen som helst grund til at opstille INF-missiler som modvægt mod de sovjetiske udstationerede SS20’ere, da den vestlige afskrækkelse var mere end tilstrækkelig i kraft af USA’s strategiske missiler”. Som forklaring på den planlagte opstilling af 572 amerikanske INF-missiler (atomarmerede mellemdistanceraketter) skal den hollandske politiker have svaret, at USA havde omlagt sin militære strategi, og at Sovjetunionen var bekymret over, om amerikanerne tilstræbte evne til et overraskelsesangreb.

Bent Jensen argumenterer ikke, at disse synspunkter er forkerte. Det er åbenbart selve publiceringen af dem, som vækker hans forargelse. Den mest konkrete kritik er, at ”JD forholdt sig fuldkommen ukritisk til den skingre hollandske politiker…”.

Det er korrekt, at jeg ikke bombarderer ham med kritiske spørgsmål – me n han bliver dog konfronteret med modpartens holdninger i datidens debat. Det vigtigste for mig var, at hans synspunkter skulle ind i den danske debat. I marts 1979 var Socialdemokratiet stadig helt bag NATOs atomplaner. Bortset fra den yderste venstrefløj var NATO og atomvåben slet ikke et debatemne i Danmark. Det fremgår også af interviewet, at han ikke var en apologet for Sovjet. Han siger direkte, at ”det er stupidt at tro på den sovjetiske propaganda”. Kernen i hans udtalelser, som ofte bygger på konkrete eksempler, er, at han gennem brug af demokratiet ønsker udvikling af en mere fornuftig politik. Han kritik af NATO, USA og atomstrategien blev i de følgende år centrale i debatten.

Det bærende synspunkt i interviewet er utvivlsomt korrekt. USA var i gang med en omlægning af sin atomstrategi, som ifølge også amerikanske kritikere kunne gøre atomkrig mere sandsynlig. Det fremgår klart af datidens dokumenter og senere studier. Særligt instruktiv er en samling dokumenter, som det amerikanske National Security Archives har fremlagt i forbindelse med præsident Carters atomdirektiv PD59 fra juni 1989 og nemt kan findes via Google.

Så det er ikke korrekt, når Bent Jensen hæfter betegnelsen ”skingre” på Klaas de Vries. Han var dengang (og nu) en meget respekteret og velinformeret politiker, som i de følgende årtier fik en strålende karriere. Han sad i parlamentet (Repræsentanternes Hus) fra 1973 til 1988, og igen fra 2002 til 2006. Han har desuden haft adskillige ministerposter. Siden 2007 har han været medlem af Senatet og særdeles aktiv i Europarådet.

Skulle man virkelig have fortiet hans synspunkter? Døm selv

Det er et ideal i journalistik, at man skal høre modparten. Og i krigskunsten fremhæves fortsat de vise ord af den kinesiske strateg Sun Tzu, som omkring år 500 f. Kr. sagde, at man skal kende fjenden, som man kender sig s...elv. Men i praksis bliver idealet ofte forsømt.

Et af mange eksempler på, at Bent Jensen heller ikke ønsker idealet gennemført i praksis, er hans brug af en artikel, som Information bragte den 20. november 1984. Den var skrevet af en sovjetisk general, Nikolaj Tjervov.

Min rolle i artiklens publicering er i sagsbilag A1 et af hans beviser for, at jeg bedrev ”desinformation”. Bent Jensen fastslår således, at ”den sovjetiske artikel fyldte det meste af en avisside og havde ingen nyheds- eller anden værdi, da den udelukkende bestod af ordinær sovjetisk propaganda…”.

PET har også interesseret sig stærkt for episoden. Der er adskillige dokumenter med aflytning osv. Den store interesse er i sig selv interessant, fordi affæren egentlig omhandler en bagatel. Artiklen blev bragt med generalens fulde navn og stilling, så ingen kan have været i tvivl om, at indholdet var sovjetisk propaganda. Alligevel har PET afsat store ressourcer. Ifølge PET-kommissionens beretning var det en formodning i PET, at der var blevet ”lagt pres” på mig fra den sovjetiske ambassades side, så artiklen kunne blive bragt. Kommissionen oplyser også, at en ”allieret myndighed” – det er PET-kommissionens slørende betegnelse – kaldte offentliggørelsen for klassisk brug af en påvirkningsagent.

Det faktiske forløb bag artiklen er, at jeg blev inviteret til te på den sovjetiske ambassade, hvor 1. ministerråd Zhuraljov, som i øvrigt (ifølge PET) ikke var fra KGB, bad mig overveje offentliggørelse af artiklen, der ifølge ham var meget vigtig, men den var blevet afvist af Berlingske og Politiken. Da jeg fik læst den, blev også jeg mest stemt for afvisning. Sproget var meget dårligt, og det var svært at se, hvorfor den, som Zhuraljov hævdede, var vigtig. PETs referat af redaktionelle samtaler på Information (!) viser, at jeg kritiserede artiklen kraftigt. Men ambassadens fremgangsmåde var helt usædvanlig, så måske var den alligevel vigtig? Jeg lagde derfor artiklen til side, mens vi på redaktionen overvejede dens fremtid. Dokumenter viser, at man i PET også undrede sig over fremgangsmåden og spekulerede på, at artiklen var vigtigere, end man middelbart kunne se. Man ville derfor informere forsvarsministeren.

Mens den sovjetiske artikel afventede sin skæbne kunne en søndagsavis pludselig berette, at dansk sikkerhedspolitik blev udsat for uhørt skarp kritik af embedsmænd og eksperter i allierede lande – primært Frankrig, Storbritannien og USA. I mandagsudgaven af Information blev denne historie fulgt op med en nyhedshistorie og en gennemgang af kritikken. Dette røre satte den sovjetiske artikel i nyt lys. Her var chancen for en sovjetisk vinkel på Danmarks rolle, så artiklen blev sat på i tirsdagsavisen med overskriften ”Nordens militærpolitiske stabilitet nedbrydes”. Generalen havde en opfattelse af Danmarks og Nordens rolle, som var den diametralt modsatte af den allierede kritik. Vi udgjorde angiveligt en trussel mod Sovjet.

Det må lige indskydes, at Information regelmæssigt bragte dokumenter og artikler, hvor en modpart kom til orde. Det sovjetiske bureau APN havde en samarbejdsaftale med Information, som blev håndteret af avisens Østeuropa-medarbejder. Jeg havde selv i 1984 oversat en tale af Reagan – som fyldte en hel side. Den amerikanske ambassade var så glad for oversættelsen, at de bragte den i en pjece, og jeg fik skam 1.000 kr for overdragelse af rettighederne.

Publiceringen blev samme dag kommenteret i en leder, hvor jeg forsøgte en nuancering af debatten efter den allierede kritik. Jeg skrev blandt andet: ”Danmarks rolle kan anskues ganske anderledes. Inde i bladet giver en fremtrædende sovjetisk talsmand udtryk for, at Norden i stadigt højere grad er et springbræt for amerikansk aggression, og han virker ikke umådeligt imponeret af Folketingets dagsordener. Kendsgerningen er jo, at i det konkrete trækkes Danmark med mere omfattende øvelser og forstærkningsaftaler stadigt mere ind i NATOs militærapparat. I sovjetiske ører er bandbullerne imod Danmark tilsyneladende blot et pres, som sikrer, at vi lydigt følger med i USA's oprustning”.

Det er da en begrundelse, som peger på, at artiklen havde værdi. Men det mener Bent Jensen altså ikke, og der er heller ikke tegn på, at Østre Landsret har set på det konkrete.

Man kan drage mange konklusioner fra denne affære. En af dem er, at journalister med god grund kan frygte, hvad der vil ske, hvis de lever op til idealet om, at modparten skal høres. Jeg tror, at mange godt ved, at der kan være en pris, og derfor hører vi i sikkerhedspolitikken meget sjældent udførligt om modpartens synspunkter. Men det har f.eks. i Iran og Afghanistan ikke sikret, at den danske indsats blev bedre. Nok tværtimod.

Under retssagen trak Bent Jensen pludselig en kanin op af hatten. Han præsenterede et ikke tidligere fremlagt dokument, hvori den danske ambassadør i Washington den 17. november 1980 kritiserede en artikel af Dragsdahl. Me...n kritikken, som bestod i formodninger om præsident Reagans kommende forsvarspolitik, var bare forkert. Tilsyneladende har Bent Jensen ganske overset atomoprustningen under Reagan.

Bent Jensen hævdede i Østre Landsret den 25. september 2013, at Dragsdahl havde skrevet en artikel, som ”sensationelt henviste til en rapport fra USA’s Kongres” angående en dramatisk forøgelse på flere tusinde nye atomvåben i en Reagan-administration.

Desuden henviste han til en indberetning fra ambassadør Borch, som efter undersøgelse af sagen afviste rapportens betydning. Bent Jensen erklærede, at den kendsgerning, at rapporten var skrevet af anonyme forfattere, burde have givet anledning til skepsis. Formålet med artiklen måtte være ”at sætte lus i skindpelsen”.

Artiklen, som han henviste til, blev bragt 12. november i Information på avisens omslag. Den beskrev indholdet i en rapport fra The Institute of American Relations. En ekspertgruppe med deltagelse fra begge partier anbefalede en kraftig udvidelse af USA's atomarsenal. Dragsdahl henviste i sin artikel til, at ugebladet Aviation Week and Space Technology, som sædvanligvis med stor troværdighed behandlede våben-emner, netop havde skrevet, at planen udgjorde et ”blueprint” (skitse, retningslinje) for Reagan-administrationens kommende budget.

Dragsdahl var på det tidspunkt korrespondent for Information i Washington. I overgangsperioden mellem to administrationer dyrker nyhedsmedierne alt, som kan antyde, hvad de kommende magthavere vil gøre. Rapportens forfattere ønskede anonymitet, fordi de ikke ville forpligte deres arbejdsgivere – medlemmer af Kongressen – til en bestemt politik. De ønskede bare debat. Og de var for Dragsdahl ikke mere anonyme, end han hver søndag spillede volleyball med flere af dem.

I sin indberetning gennemgik ambassadør Borch rapportens indhold – stort set enslydende med referatet i Dragsdahls artikel. Men efter flere dages indsats, hvor ambassaden havde opsøgt ”centralt placerede stabsmedlemmer” i Kongressen, konkluderede Borch, at ingen af de opsøgte ville vedkende sig, at de havde bidraget til rapporten. Den kaldes i indberetningen ”en relativt enkel kompilation af de mest vidtløftige forslag vedrørende forskellige våbensystemer”.

Endvidere konkluderes, at det ”ville ressourcemæssigt og mandskabsmæssigt ganske enkelt ikke være muligt at gennemføre den voldsomme ekspansion i USA’s forsvarspotentiel, som programmet gik ind for”.

Det er vel et rimeligt krav til en forsker, at han undersøger sandheden af indholdet i et gammelt dokument, inden han anvender det offensivt. Det har Bent Jensen formentlig ikke gjort – om end det virker mærkeligt, at han slet ikke husker Reagan-administrationens faktiske atomoprustning og forsvarsbudgetter.

I rapporten var vurderingen, at gruppens krav ville medføre ekstra forsvarsudgifter på 227 milliarder dollars ud over den 1 billion, som Carter havde planlagt for de kommende fem år. Det var altså dette beløb, som Borch i sin indberetning anså for hinsides USA's muligheder. Men efter fem år var USA's forsvarsbudget vokset med 51 procent (for finansåret 1985, renset for inflation). Det er en samlet vækst på 330 milliarder siden 1980 – og dermed mere end ekspertgruppen ønskede. (Som kilde se Richard Stubbings artikel i Foreign Affairs, spring 1985, ”The Defense program: Build up or Binge?”.

Når det gælder atomoprustningen kom den officielle plan rimeligt hurtigt. I en nyhedsartikel påpegede den sikkerhedspolitiske medarbejder ved Washington Post, Walter Pincus, den 10. august 1981: ”USA har nu indledt det største byggeprogram for atomvåben i sin historie, og det omfatter en ny u-båds affyret Trident I, et ny sprænghovede til de landbaserede Minuteman III, nye strategiske og taktiske atombomber, krydsmissiler affyret fra luften og planer angående den foreslåede MX ICBM”.

I august 1981 besluttede Reagan-administrationen produktion af 380 neutron-sprænghoveder til Lance raketten og 800 granater. I juli 1982 besluttede man yderligere produktion af 1.000 neutrongranater til 155 mm artilleri.

Ekspertgruppens anbefalinger mht ekstra mellemdistanceraketter i Europa blev ikke fulgt, men ellers blev gruppens forventninger bestemt ikke skuffede – og den danske ambassadørs vurdering blev gjort til skamme.

Måske er intet eksempel på Bent Jensens fusk i den gode sags tjeneste værre end det følgende. I 1984 skrev jeg et ganske ihærdigt forsvar af den sovjetiske forsker og systemkritiker Andrej Sakharov. Men 26 år senere kunne ...Bent Jensen skrive, at jeg ”aldrig” havde taget afstand fra ”den hetzkampagne mod Sakharov, som KGB satte i værk…”. Og det skrev Bent Jensen på trods af, at han kendte til mit forsvar af Sakharov.

Det er ubestrideligt, at Sakharov blev udsat for en grov og international kampagne inspireret af KGB. Som atomfysiker havde han bidraget til udvikling af Sovjetunionens atom-arsenal, men i 60’erne gik han med stadigt større ihærdighed imod sovjetisk oprustning og argumenterede for fred. KGB indledte en kampagne imod ham, som blev forstærket, da han i 1975 modtog Nobels fredspris. Ifølge den sovjetiske KGB-afhopper Vasilij Mitrokhins værk, The Sword and the Shield, fokuserede en del af kampagnen på pressen i skandinaviske lande, herunder Danmark.

Under et sommerseminar i Norge i 1984 blev jeg provokeret til en tale, som beskrev fredsbevægelsens mangler. Jeg beskæftigede mig en del med Sakharov, fordi bevægelsen havde svigtet ham, da han blev udsat for undertrykkelse. Talen blev også til en artikel, somden norske ugeavis Ny Tid bragte 14. juni 1984.

Jeg havde tidligere skrevet om Sakharov. I sommeren 1983 bragte Information et meget langt essay af Sakharov. Som oplæg til debat skrev jeg bagefter (11. juli 1983) en leder i Information, hvori jeg bl.a. hævdede, at han havde ”accepteret nogle af Reagan-administrationens mest banale argumenter” for atom-oprustning. Lederen beskrev og kritiserede disse synspunkter.

I lederens første linjer beskrev jeg et dilemma: ”Kritik af den sovjetiske videnskabsmand Andrej Sakharov er ikke nem. Angrebene på ham i sovjetiske medier er så groft misvisende, at eventuelle kritikere i Vest må frygte, at de kan blive taget til indtægt for en kampagne, som de intet fællesskab har med”.

Det er forståeligt, hvis Bent Jensen ud fra dette dilemma mener, at det var forkert med kritik af Sakharovs synspunkter på lederplads. Men det forunderlige er, at han mod bedre vidende inddrager mig i hoben, som aldrig tog afstand fra forfølgelsen af Sakharov. Det skete i en boganmeldelse, som Jyllands-Posten bragte 25. november 2002 – og som jeg besvarede 29. november. Påstanden blev, som nævnt indledningsvis, gentaget i bilag V, indleveret lige før retssagen i Svendborg.

Bent Jensen har i flere andre sammenhænge kritiseret min kritik af Sakharov. Det skete i kølvandet på hans agent-anklager i Jyllands-Posten (26. januar 2007) og igen i bilaget A1, indleveret før Østre Landsret. Men han undlader konsekvent omtale af artiklen, hvor jeg hårdt kritiserede fredsbevægelsen, fordi den ikke støttede Sakharov.

Og det er ganske forunderligt. Denne artikel er nemlig en del af antologien ”Gensyn med Den kolde Krig”, som i 1992 samlede en del af mine artikler. Og denne bog anmeldte Bent Jensen skam i Jyllands-Posten. Og, som sagt, det blev påpeget for ham i 2002.

Jeg synes stadig, at det var i Sakharovs ånd, at vi bragte hans lange essay, og at vi bagefter med kritik lagde op til debat. Men jeg anerkender også, at nogle kan blive sure over det. Men det er uacceptabelt groft, at Bent Jensen hævder, at jeg aldrig har taget afstand fra kampagnen mod Sakharov, og at han tilmed gør mig til aktør i KGBs kampagne. Med denne falske påstand gør han en diskutabel beslutning (redaktionens ønske om en leder ang Sakharovs essay) til et led i en ondsindet kampagne.

Dagens fusk (25) - kommentar på Facebook 11. februar 2014

Sensation: Bent Jensen fusker! Hvis I er interesserede, så er der nu stof nok til mange måneders ”Dagens fusk”. Bent Jensens værk angående Den kolde Krig er nemlig på vej ud. Jyllands-Posten bringer en artikelserie med, hvad man sikkert anser for ”godbidder”. Mange medier har fået bøger til anmeldelse. Og jeg selv har af en god kilde fået ca 20 sider.

Lad det være sagt straks. Bent Jensen skuffer ikke. Det, som jeg har set, tyder på en syndig blanding af gamle påstande, yderst ringe forskning, talrige småfejl og politiske inspirerede insinuationer. Det er kort sagt patetisk. Og ligger langt under, hvad man burde anse for Gyldendals værdighed – men måske stiler forlaget efter et nyt bind med rettelser.

Lad mig lige nu blot levere et ganske typisk eksempel. Baggrunden kan læses i dagens fusk nr. 9.

Her er et pluk fra BJs bog. Han hævder side 595, at Information udbredte desinformation ved hjælp af manipulerede kilder. Og så fortsætter han:

”En af de amerikanske autoriteter, avisen henviste til, var en Michael Getlet, der i 1970’erne skrev om militære forhold for Washington Post. Den 7. juni 1973 refererede Getler en ikke-offentliggjort undersøgelse, der hævdedes at være lavet af Pentagon, og som angiveligt konkluderede, at NATOs styrker var tilstrækkeligt stærke. Den danske ambassade i Washington rettede henvendelse til Defence Intelligence Agency, som fortalte, at oplysningerne var forkerte, og at den påståede undersøgelse slet ikke eksisterede. Artiklens konklusioner var Getlers egne og altså uden hold i nogen analyse. Den ikke-eksisterende undersøgelse og de fejlagtige oplysninger fra Getlers artikel blev brugt af Gert Petersen til et angreb på NATO og på vestlige oprustning (167)”.

Side 598 dukker Getler op igen:

”I foråret 1983 var Dragsdahl igen i avisen med en påstand om, at Pentagon bedrog – oven i købet sine venner (177). Hans kilde var den amerikanske journalist Michael Getler, der – som vi har set – tidligere havde afsløret sin utroværdighed”.

Fordi Getler-påstanden er gennemgået i dagens fusk (9) vil jeg her blot pege på et par illustrative småting og et kildekritisk problem. Det insinuerende: Læg mærke til, at BJ skriver ”en” Michael Getler – som er han en suspekt person og ikke en af USA's mest prominente og ærede journalister. Det sjuskede: I fodnote 177 er der en web-adresse, som intet har med denne sag at gøre.

Det mest interessante, at BJ nu – i modsætning til i tidligere angreb på Getler – har en kilde. Nemlig den danske forsvarsattache. BJ har altså én eneste kilde. Den tror han så meget på, at den bliver til et faktum om artiklen fra 1973. Men mange andre forklaringer på attacheens indberetning kan tænkes. Selv hvis BJ referer kilden korrekt, kan det jo tænkes, at attacheen har fået galt fat i informationerne fra DIA. Eller at DIA bare har viftet ham af med påstanden, så man ikke skulle uddybe affæren med informationer, som ville forvirre en allieret. Der er andre mulige forklaringer. Og hvorfor har BJ ikke kontaktet Getler, inden han blevet svinet til?

Dagens fusk (26) - kommentar på Facebook 12. februar 2014

Forunderligt nok kan det ske, at selv jeg taber underkæben, når jeg læser Bent Jensens udgydelser: Kan man virkelig være så fræk, så gennemført uhæderlig, i sin omgang med kilder?

Jeg er netop stødt på et af de eksempler, som slår selv mig med undren. Bent Jensen har skrevet en slags forskningsoversigt i forbindelse med sit nye værk, og denne 63 sider lange gennemgang af relevant litteratur har Gyldendal lagt ud på sin hjemmeside. Oversigten er i virkeligheden et heftigt angreb på andre Kold-krigs værker og forskere. Men han skal lige have et spark ind imod mig. Det starter på side 59 og lyder således.

”SF’s formand Gert Petersen kritiserede i 1981 dagbladet Information for i en leder at have kaldt DKP for et redskab for Sovjetunionen. Som tidligere kommunist vidste Gert Petersen besked. Ifølge journalist Jørgen Dragsdahl havde Gert Petersen da også ret i sin kritik. Betegnelsen ”redskab” forudsatte beviser for en mere direkte styring af DKP, hvilket ingen angiveligt havde kunnet påvise [83]. Også i nyere tid har der været udfoldet anstrengelser for at rense DKP for stemplet ”sovjetisk redskab”.

Fodnote 83 består af følgende information: "JØRGEN DRAGSDAHL i Information 23.12.1981. Se Jørgen Dragsdahl: Gensyn med Den Kolde Krig (1992), s. 99".

Den sidstnævnte henvisning er forkert; lederen er på side 58. Morsomt nok er man på den anviste side 99 i denne bog midt i min kritik af fredsbevægelsen, fordi den ikke har forsvaret Sakharov – en artikel, som BJ ellers ignorerer (se Dagens fusk 24).

Men der er mere interessante ting. Hvorfor henviser BJ ikke til den leder, hvor DKP er blevet kaldt et redskab for Sovjetunionen? Og hvorfor nævner han ikke lederskribentens navn? Han nævner jo straks efter, at der er mig, som har tilbagevist påstanden.

Vupti: Her skal sløret straks trækkes væk fra den hemmelige lederskribent navn. Han hedder også Jørgen Dragsdahl.

Denne skribent skrev den 6. november 1981 i kølvandet på Arne Herløv Petersen affæren en leder med overskriften ”Nyttige idioter”. Den er endog gengivet i bogen, som BJ henviser til for den anden leders vedkommende (nu side 52).

I denne leder skriver jeg: ”Ingen med blot overfladisk kendskab til DKPs virke kan benægte, at denne organisation er et redskab for en fremmed magt. Når man plejer omgang med dens aktivister, er muligheden for udnyttelse stor. Et modtræk er, at man lægger sin politik an, så alt samarbejde foregår på egne betingelser”. Senere står. ”Sovjetunionen har stærke militaristiske træk, og de skal bekæmpes ihærdigt”.

Det er korrekt, at Gert Petersen i et indlæg protesterede mod formuleringen, og jeg havde en ret hed debat med ham personligt. Det medførte, at jeg i en leder, ”Kommunistforagt”, den 23. december 1981 igen angreb DKP og den kommunistisk styrede fredsbevægelse. Den sved så meget på nogle kommunister og medløbere, at de sendte mig breve med ret så grove anklager. En gammel ven, højskolelærer og tidligere anti-atomaktivist Carl Scharnberg, frabad sig al videre kontakt.

I denne leder, som kan læses via link nedenfor, tog jeg ganske rigtigt afstand fra min tidligere formulering, men jeg skrev også:

”Men kommunisterne fører en så selvmorderisk politik, at mange med rimelighed mistænker dem for at ville ofre danske interesser og fredsbevægelsens interesser på Kremls alter”. Og der er meget mere af samme art.

Man skulle jo tro, at BJ ville være enig i disse udgydelser, men anerkendelse af det ville unægtelig forstyrre fjendebilledet, som han har dannet af mig. Forskning eller fusk? Eller det der er værre?

Dagens fusk (27) - kommentar på Facebook 15. februar 2014

Var kriminalinspektør Per Larsen fuld af løgn, da han aflagde vidnesbyrd i Østre Landsret?Spørgsmålet trænger sig på, når man læser side 574 i Bent Jensens kold-krigs værk, som udkommer i slutningen af februar. Jeg har af gode venner fået nogle af siderne. Spørgsmålet trænger sig så meget på, at det er dybt forunderligt, at Bent Jensen ikke har anmeldt Per Larsen for mened – falsk forklaring i retten er en meget alvorlig forbrydelse.

På side 574 indleder Bent Jensen et afsnit med overskriften: ”Jørgen Dragsdahl”. Den første side leverer en kort gennemgang af Ekstra Bladets beskyldninger mod mig i 1972. Der er lagt meget stor vægt på, at disse artikler afspejler et ”samarbejde” mellem journalisten Jakob Andersen og PET. Påstanden fylder det meste af afsnittet og den fremføres i vendinger, som ikke efterlader tvivl eller åbner for nuancer.

Jensen skriver således. ”At PET havde samarbejde med Ekstra Bladet om artiklerne blev dog først bekræftet og dokumenteret i 2010”, hvorefter der henvises til en fodnote (103), som oplyser, at grundlaget er udtalelser af Jakob Andersen i en artikel bragt af Jyllands-Posten den 23. april 2010. Ganske modsat er Per Larsen i dommens referat af retsbogen citeret for: ”Artiklen af 24. april 2010 er udtryk for Jakob Andersen ’vrøvl’ og ’drøm’”. (Forskellen mellem datoerne er uden betydning, artiklen er den samme).

Det bliver ikke bedre for BJ, når man ser på de konkrete påstande. Per Larsen afviser gentagne gange, at han har samarbejdet med Jakob Andersen. Det sker eksempelvis side 56. ”Der var dog ikke tale om et samarbejde mellem PET og Jakob Andersen”.

Bent Jensen hævder, at PET indvilligede ”i at bekræfte, henholdsvis udfylde huller i de oplysninger, Ekstra Bladet havde fået af den tidligere KGB-officer”. Og lidt senere: ”I enkelte tilfælde fik avisen endda udleveret PET-dokumenter eller fik tilladelse til at se, men ikke notere fra dokumenter”.

Per Larsen siger ifølge dommen under vidneansvar (side 58): ”PET har ikke forsynet Ekstra Bladet med noget, men de lyttede til, hvad der blev sagt. Vidnet kom heller ikke med korrigerende kommentarer til artiklerne”.

Det er sandsynligt, at Per Larsen har ret. Der var nemlig mange uoverensstemmelser mellem artiklernes indhold og dokumenter i PETs arkiv, og det ville kriminalinspektøren jo under et samarbejde have oplyst JA om.

En samvittighedsfuld historiker ville naturligvis i det mindste have nævnt, at Per Larsen bestred Jakob Andersens forklaring. Og et samvittighedsfuldt forlag – Gyldendal – ville vel også have fået et par nuancer ind i teksten. Alle parter har haft rigelig tid, idet daværende justitsminister Hans Engell ifølge Bent Jensen/Jakob Andersen godkendte ”samarbejdet” – det bestred Engell allerede i Jyllands-Postens artikel med henvisning til, at det ville have været imod reglerne.

Så nu er kriminalinspektør Per Larsen, som har et meget fint offentligt omdømme, en af de personer, der bliver hængt ud i kold-krigsværket.

Og sjovt nok blev Jakob Andersen ikke indkaldt til Østre Landsret. Hvad var han eller Bent Jensen/Nemeth mon bange for?. Mon nogen journalister vil spørge Per Larsen, så hans version kan komme frem? Mon det vil blive bemærket af anmeldere? Ak ja, spørgsmålene er så mange, så mange.

Dagens fusk (28) - kommentar på Facebook 28. februar 2014

Et af de helt store og meget onde dyr i Bent Jensens åbenbaring er et lille forskningsinstitut i Washington DC.

Hans bog, ”Ulve, får og vogtere”, kan allerede i bind I på side 50 i oplyse, at Dragsdahl ”byggede” på det ”antiamerikanske og prokommunistiske nedrustningsmiljø” omkring Institute for Policy Studies (IPS) og Center for Defense Information (CDI). Lad os i denne udgave af Dagens fusk fokusere på IPS, som for Bent Jensen spiller en helt dominerende rolle.

Formuleringen i bogen er ganske snedig. Det er et ”miljø” omkring IPS og CDI, som jeg bygger på! Bent Jensen har ellers tidligere under retssagen gjort gældende, at mine hovedkilder var folk på IPS. Det kan jo modbevises, så påstanden blev imødegået tidligt med et bilag fra mig (nummer 29) med opremsning af mine ca. 100 vigtigste sikkerhedspolitiske kilder i USA. Listen byggede på, hvad man rent faktisk kan se i mine artikler. Ud af de mange navne er kun 3 fra IPS. Fra CDI nævner jeg 10 kilder – heraf 5 tidligere officerer.

Med den mere vage, ovenfor gengivne, formulering er bevisbyrden for mig lidt sværere. Hvem tilhører et miljø? Hvordan kan en amerikaner være ”antiamerikansk”? Hvordan bevises eller modbevises, at en person er ”prokommunistsk”. Jeg kan dog bevise, at jeg i organisationen for rustningskontroleksperter, Arms Control Association, havde 10 vigtige kilder – næsten alle tidligere topembedsmænd. Fra Kongressen nævner jeg 12 hovedkilder (politikere og stabsmedlemmer). Og så er der de mange enkeltpersoner – tidligere ministre, sikkerhedsrådgivere for præsidenter, meget kendte forskere osv.

Egentlig er det vel slet ikke mig, som skal bevise, hvorvidt disse folk var ”antiamerikanske og prokommunistiske”. Det må være Bent Jensen, som skal dokumentere, og han har altså siden 2007 haft en liste, som kunne danne grundlag. Alternativt kunne han ”afsløre”, at den var misvisende, men det er heller ikke sket – hverken under retssagen eller i bogen.

Bent Jensen nævner på side 50 kun tre personer. Den ene er grundlæggeren af IPS, Richard Barnet. Han kaldes for ”den ledende IPS-ideolog”. Men drivkraften hos Barnet var et kristent engagement, hvad der bl.a. påpeges i en nekrolog bragt af Washington Post. Fra CDI nævnes forskeren William Arkin – selv amerikanske sikkerhedsorganer trækker på hans ubestridelige ekspertise. Og så er der Michael Klare, som gennem årtier har været en fremtrædende professor. I ingen af de tre tilfælde dokumenterer BJ sine beskyldninger.

Men der er meget mere angående IPS, og igen skuffer Bent Jensens kildehåndtering ikke. Se videre i Dagens fusk (29).

Dagens fusk (29) - kommentar på Facebook 1. marts 2014

Bent Jensen kan være meget inspirerende. Et sted i hans nye bog dukkede ordet ”teaser” op i mine tanker. På internettet kan Den Danske Ordbog oplyse, at det er en introducerende tekst, som vækker nysgerrighed. Dette trick anvender Bent Jensen med stor dygtighed, så hans tekst bliver spændende, ja lovende. Men da jeg undersøgte sagen nærmere, gik en anden betydning af ”teaser” op for mig. Ordet kan også betyde ”narresut”.

Inspirationen indtraf først på side 51 i bind I, hvor BJ oplyser, at der er et netværk af venstreorienterede som på kryds og tværs anvender oplysninger, så den oprindelige kilde fortoner sig. Det gælder tilmed, at ”ofte” glimrer den oprindelige kilde ved sit fravær, og dermed sløres informationerne yderligere. Og så kommer BJs teaser: ”Allerede i anden halvdel af 1980’erne blev alt dette imidlertid optrævlet og klarlagt”. Herefter henvises til fodnote 24.

Med ”alt dette” henviser BJ til, at jeg sammen med andre drog i tvivl, at Warszawapagten var militært overlegen, og i den forbindelse har jeg hentet ”materiale” fra det ”antiamerikanske og prokommunistiske miljø” omkring bl.a. den lille tænketank Institute for Policy Studies (IPS) i Washington DC . Dette aspekt er tidligere behandlet i Dagens fusk (28). BJ gentager i øvrigt sin argumentation og henvisningen til, at ”alt dette” er blevet ”optrævlet og klarlagt” på side 559-560 i bind II, og mere besked loves vi nu i fodnote 19.

Nåh, med stor nysgerrighed opsøgte jeg så fodnoten, der altså skulle indeholde en stor afsløring. Og hvad finder man så her? Kun en henvisning til to værker. For det første en bog af S. Steven Powell: ”Covert Cadre. Inside the Institute for Policy Studies”. For det andet en artikel af Joshua Muravchik i World Affairs: ”’Communophilism’ and the Institute for Policy Studies”.

Det er mildt sagt skuffende. De to værker leverer nemlig slet ikke en grundig kritik af de informationer, som satte spørgsmålstegn ved Warszawapagtens militære overlegenhed. Intet derom! Både Muravchik og Powell argumenterer, at IPS er prokommunistisk, om end de forstår noget helt forskelligt ved dette begreb. Faktisk er de så forskellige, at Muravchik i en boganmeldelse har sablet Powell’s bog ned med bl.a. betegnelsen ”mccarthyistisk”. (Denne affære er behandlet indgående i Dagens fusk 11 fra 26. november). Powell søger i sin bog at gøre IPS til et KGB-styret foretagende; Muravchik kan end ikke finde tegn på sympati med Sovjetunionen i IPS – det prokommunistiske hos ham er sympati for Cuba og andre kommunistiske fænomener i u-lande.

Jensens ’teaser’ er altså en narresut. Han antyder, at man kan finde noget afslørende og relevant, men man finder kun polemiske skrifter af henholdsvis en højreekstremist (Powell) og en neokonservativ (Muravchik). Som bekendt for læsere af Dagens fusk (nr. 1 fra 9. november) har BJ også anvendt en anden højreekstremist, præsidenten for John Birch Society Larry McDonald, i sin tilsværtning af IPS.

Hvor langt ude BJ er med sin bagvaskelse af IPS kan man undersøge via andre kilders portræt af tænketanken. Hovedværket i beskrivelsen af periodens amerikanske tænketanke er bogen ”The Idea Brokers” fra 1991, skrevet af James Allen Smith. Den blev i sin tid anbefalet af eksperter på tværs af politiske skel, og Smith har fine akademiske rødder (f.eks. gæsteprofessor på Georgetown University).

Smith leverer bl.a. en udførlig analyse af det ideologiske grundlag for IPS – absolut ikke kommunisme. Og på side 163 skriver han med henvisning til især Powell og Muravchik: ”Men det er faktisk svært at finde en IPS-linje, af partipolitisk eller anden oprindelse, eller se troværdighed i højrefløjens bestræbelser for at skildre instituttet som en politisk magtfuld og undergravende kraft i USA eller verden. Angrebene på IPS fra højrefløjen siger mere om den konservative tankegang og dens dæmoner – og om den uimodståelige trang til stigmatisering af modstandere – end om vor tids amerikanske venstrefløj eller IPS’ intellektuelle kilder”.

BJ har kendt til portrættet af IPS, som Smith leverer, i adskillige år, da det er et bilag i retssagen (nummer 338). Men det har altså ikke sat sig nogen spor i hans såkaldte forskningsresultat eller blot i fodnoterne.

Dagens fusk (30) - kommentar på Facebook 3. marts 2014

Det er forståeligt, at nogle anmeldere ikke kan gennemskue Bent Jensens bog, ”Ulve, får og vogtere”. De er ikke eksperter, og bogen har et skær af forskning over sig, idet teksten antyder, at man skam er gået grundigt til værks og man anvender endog fodnoter. Men den, for nogle, tillidsvækkende tekst har tit også nogle få ord eller påstande med, som burde vække til agtpågivenhed.

Som eksempel kan her fremhæves et afsnit på side 684 i bind I. Her er hovedangrebet rettet imod koldkrigs-udredningen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Bent Jensen er ophidset over, at DIIS angiveligt har givet fredsbevægelsen ”en stor og positiv rolle” i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud. Som hovedkilde for denne påstand har DIIS, ifølge Bent Jensen anvendt den amerikanske forsker Matthew Evangelista og hans værk fra 2002, ”Unarmed Forces. The Transnational Movement to End the Cold War”. Men henvisningen i DIIS værket peger angiveligt ud i ”den blå luft” – en noget dristig påstand, da Evangeslistas bog er pakket med konkrete informationer.

Konkret angriber BJ, at Evangelista henviser til, at den danske forsker Anders Boserup’s teorier om ikke-offentsivt forsvar har ”påvirket” Sovjetunionens holdning via ambassadør Mendelevitj, som i midten af 80’erne var stationeret i København. Og så falder øksen: ”Evangelistas kilde til denne opfattelse er Jørgen Dragsdahl, som havde det fra sine KGB-kontakter”.

Der er ingen fodnote, som kan underbygge denne påstand. Man bør også bemærke, at sætningen er formuleret, som var det en kendsgerning, at jeg ”havde det” fra KGB-kontakter. Hvor har BJ dog denne viden fra? En sådan totalt udokumenteret og meget grov anklage bør da vække anmeldere og andre læsere til en vis forsigtighed i deres ros.

BJ hævder derefter, at der i ”det amerikanske værk eller andre steder” ikke er ”så meget som antydning af dokumentation for, at Boserups eller andre fredaktivisters ideer faktisk påvirkede den sovjetiske politiske og militære ledelse”.

Igen er det underligt, at BJ bare afviser, hvad Evangelista skriver – hans bog har adskillige sider med beskrivelse af, hvordan ikke-offensivt forsvar påvirkede overvejelserne i Sovjetunionen. Evangelista er en meget respekteret forsker – professor i historie ved Cornell University, forfatter til fem bøger, ”Unarmed forces” er prisbelønnet.

Men hvor har jeg mine informationer om Boserups rolle fra? Det var ikke fra ”KGB-kontakter”. Det var bl.a. fra ambassadør Mendelevitj selv. Jeg udviklede et godt forhold til ham – måske fordi jeg i 1985 bad ham sørge for, at jeg ikke fremover blev kontaktet af KGB-folkene (i øvrigt ved BJ dette fra retssagerne). Jeg havde også et par møder med ham i Moskva, hvor han efter hjemkaldelse fra København blev udnævnt til chef for en afdeling i udenrigsministeriet med ansvar for langtidsplanlægning. Denne forfremmelse var inspireret af, at han under sit ophold i København fokuserede på det vestlige arbejde med ikke-offensivt forsvar og sendte det hjem til både ministeriet og tænketanke. Han var altså en af bagmændene for det, som blev kaldt for nytænkningen af sovjetisk sikkerhedspolitik.

I mine artikler angående Boserups rolle er det klart, at Mendelevitj sammen med Boserup er kilde. Der er også henvisning til sovjetiske embedsmænd. Det var bl.a. hans unge medarbejder i København Sergej Riabkov – i dag Ruslands viceudenrigsminister. Og Juri Ushakov – i dag Putins udenrigspolitiske toprådgiver.

Evangelista henviser til både en artikel, som jeg i 1988 skrev i det amerikanske blad Nuclear Times og en artikel af Mendelevitj. Mon BJ har tjekket disse kilder? Hvis BJ havde været grundig, så havde han vel også tjekket min 6.000 ord lange analyse fra 1989 i Annual Review of Peace Activism, hvor jeg har dokumenteret, at forskningen omkring ikke-offensivt forsvar påvirkede både NATOs og Sovjetunionens erklærede forhandlingspositioner. Der er bl.a. citater fra Gorbatjov himself og hans toprådgiver Georgi Arbatov.

Og BJ kunne jo blot have læst manuskriptet til et indslag om Boserups rolle – holdt i Danmarks Radio 25. juli 2005. Der linkes hermed til min hjemmeside til jeres læsning.

Dagens fusk (31) - kommentar på Facebook 8. marts 2014
jeg en indsigelse til avisen, der så lørdag den 8. marts blev gjort til Dagens Brev. Her følger brevet – og bagefter et par ekstra kommentarer:

I sin kronik den 5. marts, ”Den kolde Krig og de røde ører”, begår Per Stig Møller citatfusk og beskriver min rolle i forbindelse med Socialdemokratiets politik forkert.

Han hævder, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz i et interview med mig i Information den 29 januar 1982 erklærer sin ”tillid til Sovjet” med en sætning, som lyder: ”Hvad skulle vi have gjort uden Bresjnev?”.

Disse ord, som PSM kalder berømte, er taget ud af deres sammenhæng. Det er tydeligt, hvis man ser på lidt flere sætninger, hvor Budtz efterlyser en diplomatisk indsats, som kan videreføre afspændingen: ”Endnu en grund til topmøde er, at man ikke kan vide, hvor længe Bresjnev holder endnu. Man kan sige meget om russerne, og det skal man også, men der er ingen tvivl om, at Bresjnev er interesseret i en eller anden form for detente (afspænding). Hvad skulle vi egentlig have gjort uden Bresjnev? Situationen havde været langt værre. Hvad kommer der efter? Kommer der et styre, som optræder stærkere udadtil, fordi de er blevet svagere? Vil de lægge mere vægt på materialismen og mindre på storpolitiske udfordringer? Jeg tvivler meget på det sidste. Ingen ønsker, at vi skal optræde svagt, men det med, at vi skal opruste, så vi kan tvinge Østblokken til at gøre, som vi vil, det er en illusion”.

Budtz påpegede altså, at alternativet til Bresjnev kunne blive ”langt værre” – altså langtfra en tillidserklæring til Sovjetunionen.

Og så beskriver han meget morsomt, hvordan han overraskede mig og Budtz på dennes kontor før en vigtig debat, og af den grund fik vi røde ører. Journalistisk set havde det dog været forkasteligt, hvis jeg ikke holdt mig orienteret om, hvordan Budtz så på den kommende debat. De røde ører eksisterer kun i PSM’s fantasi. Mit forhold til Budtz var ikke mere tæt end det, jeg havde til også fremtrædende borgerlige politikere. Jeg har endog ved én lejlighed talt med Per Stig Møller på hans kontor. Og sammen med Connie Hedegaard besøgt Moskva. Jeg havde desuden ingen direkte indflydelse på Socialdemokratiets politik. Budtz og andre partiledere kunne sandelig selv.

Slut på brevet. Bent Jensen har anvendt den citerede sætning to steder i sin bog. I bind I sker det i en billedtekst på side 61. Her er det lille ord ”egentlig” udeladt fra den originale sætning, og det er denne version, som Per Stig Møller anvender. Måske viser det, hvor grundigt han har ”læst” bogen. Den rigtige version af sætningen bringes side 679 i bind I, men der er ingen kildeangivelse og sætningen er naturligvis, som ovenfor anført, misvisende.

Det er en diskussion værd, hvorvidt Budtz havde ret – at alternativet til Bresjnev kunne blive værre. Bresjnev var leder, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan samt oprustede med SS-20 raketter vendt mod Kina og Vesteuropa. Det var ikke netop initiativer, som gavnede afspændingen. Men der er også noget, som viser, at værre var muligt. Bresjnev troede f.eks. ikke på sejr i atomkrig, og stigningen i militærbudgettet faldt i slutningen af 70’erne.

Man kan naturligvis også mod selve interviewet indvende, at kritikken fra Budtz mod Reagan og USA var noget uafbalanceret, idet Budtz ikke anvendte et par oplæg i mine spørgsmål til kritik af Sovjetunionen. Det havde, især i et tilbageblik fra i dag, været klogt. Men det viser, at man skal være forsigtig med tolkning af kilder løsrevet fra deres samtid. Skarp kritik af sovjetisk politik er underforstået og antydet flere steder, men Budtz så i den konkrete situation større behov for kritik af Reagan-administrationens politik, og det var ikke en del af hans selvforståelse, at han kunne beskyldes for pro-sovjetiske synspunkter.

Bent Jensen smitter. Hans værk Ulve, får og vogtere har således forledt den konservative Per Stig Møller til formidling af citatfusk. Det sker i en kronik, som Berlingske Tidende bragte den 5. marts. I den forbindelse sk...rev jeg en indsigelse til avisen, der så lørdag den 8. marts blev gjort til Dagens Brev. Her følger brevet og bagefter et par ekstra kommentarer:

I sin kronik den 5. marts, Den kolde Krig og de røde ører, begår Per Stig Møller citatfusk og beskriver min rolle i forbindelse med Socialdemokratiets politik forkert.

Han hævder, at Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz i et interview med mig i Information den 29 januar 1982 erklærer sin tillid til Sovjet med en sætning, som lyder: Hvad skulle vi have gjort uden Bresjnev?.

Disse ord, som PSM kalder berømte, er taget ud af deres sammenhæng. Det er tydeligt, hvis man ser på lidt flere sætninger, hvor Budtz efterlyser en diplomatisk indsats, som kan videreføre afspændingen: Endnu en grund til topmøde er, at man ikke kan vide, hvor længe Bresjnev holder endnu. Man kan sige meget om russerne, og det skal man også, men der er ingen tvivl om, at Bresjnev er interesseret i en eller anden form for detente (afspænding). Hvad skulle vi egentlig have gjort uden Bresjnev? Situationen havde været langt værre. Hvad kommer der efter? Kommer der et styre, som optræder stærkere udadtil, fordi de er blevet svagere? Vil de lægge mere vægt på materialismen og mindre på storpolitiske udfordringer? Jeg tvivler meget på det sidste. Ingen ønsker, at vi skal optræde svagt, men det med, at vi skal opruste, så vi kan tvinge Østblokken til at gøre, som vi vil, det er en illusion.

Budtz påpegede altså, at alternativet til Bresjnev kunne blive langt værre altså langtfra en tillidserklæring til Sovjetunionen.

Og så beskriver han meget morsomt, hvordan han overraskede mig og Budtz på dennes kontor før en vigtig debat, og af den grund fik vi røde ører. Journalistisk set havde det dog været forkasteligt, hvis jeg ikke holdt mig orienteret om, hvordan Budtz så på den kommende debat. De røde ører eksisterer kun i PSMs fantasi. Mit forhold til Budtz var ikke mere tæt end det, jeg havde til også fremtrædende borgerlige politikere. Jeg har endog ved én lejlighed talt med Per Stig Møller på hans kontor. Og sammen med Connie Hedegaard besøgt Moskva. Jeg havde desuden ingen direkte indflydelse på Socialdemokratiets politik. Budtz og andre partiledere kunne sandelig selv.

Slut på brevet. Bent Jensen har anvendt den citerede sætning to steder i sin bog. I bind I sker det i en billedtekst på side 61. Her er det lille ord egentlig udeladt fra den originale sætning, og det er denne version, som Per Stig Møller anvender. Måske viser det, hvor grundigt han har læst bogen. Den rigtige version af sætningen bringes side 679 i bind I, men der er ingen kildeangivelse og sætningen er naturligvis, som ovenfor anført, misvisende.

Det er en diskussion værd, hvorvidt Budtz havde ret at alternativet til Bresjnev kunne blive værre. Bresjnev var leder, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan samt oprustede med SS-20 raketter vendt mod Kina og Vesteuropa. Det var ikke netop initiativer, som gavnede afspændingen. Men der er også noget, som viser, at værre var muligt. Bresjnev troede f.eks. ikke på sejr i atomkrig, og stigningen i militærbudgettet faldt i slutningen af 70erne.

Man kan naturligvis også mod selve interviewet indvende, at kritikken fra Budtz mod Reagan og USA var noget uafbalanceret, idet Budtz ikke anvendte et par oplæg i mine spørgsmål til kritik af Sovjetunionen. Det havde, især i et tilbageblik fra i dag, været klogt. Men det viser, at man skal være forsigtig med tolkning af kilder løsrevet fra deres samtid. Skarp kritik af sovjetisk politik er underforstået og antydet flere steder, men Budtz så i den konkrete situation større behov for kritik af Reagan-administrationens politik, og det var ikke en del af hans selvforståelse, at han kunne beskyldes for pro-sovjetiske synspunkter. Men læs selv interviewet her.

Dagens fusk (32) - kommentar på Facebook 9. marts 2014

I sin kritik af Bent Jensens metoder peger professor Poul Villaume - Weekendavisen 7-3 - på et trick, som kan være vanskeligt gennemskueligt. Jensen citerer indirekte, skriver Villaume, akt@?rer, han er uenig med, for noget lidt men ofte afgørende - andet end det, de faktisk har sagt eller skrevet, hvorefter han polemiserer imod dét. En kedelig vane, som BJ har udviklet på s...ine ældre dage, og som bekendt i ét tilfælde endda har ført til, at han har måttet stille op i to af landets retssale med Højesteret som den næste i rækken.

Det især bemærkelsesværdige i Villaumes analyse er ordet lidt. Omtalen af modparters synspunkter kan umiddelbart virke troværdig, men ved nærmere eftersyn er det enten sofistikeret snyd eller et interessant indblik i, hvordan en hjerne kan tilpasse virkeligheden for dens bærer.

Man kan se dette fænomen mange steder i bogen. Lad os her se nærmere på side 66 i bind I, hvor BJ omtaler det såkaldte stjernekrigsprojekt også kaldet det strategiske forsvarsinitiativ, SDI. I 1983 foreslog præsident Reagan, at USA skulle udvikle et effektivt forsvar imod atomraketter, så amerikanerne kunne leve trygt under den kuppel. Projektet blev mødt med hård kritik af bl.a. amerikanske eksperter i rustningskontrol og var kontroversielt i store dele af verdensopinionen. BJ henviser til mange vestlige eksperter.

På trods af projektets store rolle i fredsbevægelsernes agitation og anden kritik af Reagan-administrationen bruger BJ ikke megen plads på det. Han skriver: Kritikkens grundlag var, at hvis det lykkedes USA at udvikle et uigennemtrængeligt satellitforsvar, ville USA ustraffet kunne angribe Sovjetunionen.

Og så jorder BJ dette synspunkt: Umiddelbart set var det en absurd kritik, der hvilede på den tankegang, at USA skulle ønske at angribe Sovjetunionen. Hvorfor skulle man ellers i de vestlige demokratier være imod, at de vestlige demokratier var stærkere end de totalitære politistater?. BJ antyder med sit brug af ordet umiddelbart, at der måske er et mindre absurd indhold i det citerede, men det får han aldrig præsenteret. I stedet for træder han selv ud i det absurde med nogle sætninger om, at hvis ligevægt med modstanderen var stabiliserende, så måtte Vesten vel skrotte våben, når modpartens arsenal forfaldt.

Spørgsmålet er så: Hvilke vestlige eksperter har nogensinde luftet den opfattelse, som BJ henviser til og tilbageviser? Der er ingen fodnoter med henvisning og i litteraturlisten har jeg ledt forgæves efter blot et af de utallige værker, som kritiserer SDI. I de mere end tre årtier, hvor jeg har interesseret mig en del for anti-raket forsvar, har jeg aldrig hørt en vestlig ekspert sige, hvad BJ hævder, var grundlaget for kritikken.

Hans påstand kan lidt - genkendes i en frygt for, at et forsvar kan udløse et våbenkapløb, hvor modstanderen med anskaffelse af mange nye raketter vil stræbe efter at overvælde forsvaret med bomber. Det var et centralt argument, da USA og Sovjetunionen i 1972 indgik ABM-traktaten, som forbød et effektivt forsvar. Her er påstanden altså, at Sovjetunionen kan frygte, at USA vil udnytte sin overlegenhed og usårlighed til trusler eller angreb, og derfor vil Sovjet svare med oprustning. Det er ikke ensbetydende med, at vestlige eksperter tror, at USA vil angribe, men der er masser af dokumentation for, at den sovjetiske elite frygtede amerikansk overraskelsesangreb. Og den faktiske udvikling af offensive systemer i USA viste, at det var en teoretisk mulighed (og i USA frygtede nogle af lignende grund et sovjetisk overraskelsesangreb). Kalkulerne med fordele ved offensivt angreb kombineret med forsvar kan virke absurde, men de spillede en stor rolle i udviklingen af strategi og våben.

En meget udbredt kritik fra vestlige forskere var desuden, at et effektivt forsvar reelt er hinsides teknologiens rækkevidde. Noget af det planlagte forsvar var ganske enkelt i strid med naturlovene. Og der ville altid være risiko for, at blot nogle få af fjendens bomben ville trænge igennem et forsvar. Forsvaret ville altså blot levere falsk sikkerhed.

Der var også kritikere, som mente, at SDI-projektet blokerede for rustningskontrol og nedrustning. Og så var der dem, som pegede på de uhyre omkostninger, som ville tære på andre militære og/eller civile behov.

Dagens fusk (33) - kommentar på Facebook 11. marts 2014

Adskillige anmeldere har rost Bent Jensens værk, Ulve, får og vogtere, med henvisning til, at det inddrager mange kilder. Det er en yderst diskutabel påstand.

Som eksempel på det modsatte kan vi se på fremstillingen af de knapt tyve sider, som fra side 68 beskæftiger sig med Sovjetunionens syn på anvendelse af kernevåben. BJ har især støttet sig til en amerikansk, militær kilde, som han bringer lange, oversatte uddrag fra, dog uden citationstegn. Nyere materiale, som ikke er foreneligt med Jensens syn, ignoreres totalt. Fordi sovjetiske våben og strategi ikke eksisterede i et vakuum USA var jo også ganske aktivt med i konfrontationen kunne en redegørelse for det amerikanske syn på kernevåben nok gavne forståelsen, men dette aspekt er reduceret til en i øvrigt helt forkert fodnote.

Den amerikanske kilde er William Odoms bog The Collapse of the Soviet Military fra 1998. De relevante afsnit hos Odom er ret korte, idet bogens emne ikke er det sovjetiske syn på kernevåben. Odom bygger i så henseende delvist på et af sine tidligere værker fra 1983, The Soviet Approach to Nuclear Weapons. Odom var generalløjtnant og en overgang direktør for den elektroniske spionagetjeneste NSA.

I slutningen af 70erne var Odom militær rådgivet for præsident Carters sikkerhedsrådgiver, Brzezinski. På den post var han hjernen bag en udvikling af USA's atomstrategi, som mere end før accepterede, at atomkrig kunne blive langstrakt. Våben blev rettet mere direkte mod den sovjetiske ledelse og gennem øvelser blev truslen fremhævet. Strategien, PD-59, blev godkendt af Carter i marts 1980 og straks lækket til pressen. Odom var altså i høj grad en af datidens aktører. Foruden sit medansvar for en strategi, som blev yderligere skærpet under Reagan, var han også deltager i striden mellem høge og duer i USA's sikkerhedspolitiske elite på høgenes side, hvad han da også oplyser i sin bog.

Det sovjetiske syn på kernevåben har gennem årtier været et yderst kontroversielt emne. Kløften mellem erklæret sovjetisk fredspolitik og militære erklæringer var dyb. Emnet er fortsat plaget af, at arkiverne er lukkede i Sovjetunionen, og selv de vestlige arkiver er ikke åbnet totalt. Der er således stort behov for nuancerede redegørelser.

Men Bent Jensen vælger et helt entydigt spor i sin. Polemisk vendt imod fredsbevægelserne og sovjetiske propaganda fastslår han, at det var Sovjetunionen (ikke USA), som planlagde at føre og vinde begrænsede atomkrige. Som belæg for denne påstand citeres foruden Odom bl.a. diverse sovjetiske generaler og militære lærebøger.

Men der er kilder, som citerer sovjetiske generaler og andre topfolk, for præcis det modsatte. Mest bemærkelsesværdigt er et værk på to bind, som bygger på samtaler med primært 22 repræsentanter for den sovjetiske sikkerhedspolitiske elite, foretaget fra 1990 og nogle år frem. Værket, Soviet Intentions 1965-1985, er fremstillet af BMD Corporation, finansieret og bestilt af Pentagon. Forskere har også talt med folk fra USA's sikkerhedspolitiske elite. Det var længe klassificeret, men det kom offentligt frem i 2009.

Dette værk er slet ikke med i Jensens bog. I litteraturlisten henvises til et materiale, som i vid udstrækning bekræfter BMD-analysen Military Planning for European Theatre Conflict During the Cold War (Hoffenaar og Findlay), en rundbordssamtale i Stockholm fra 2006. Men det anvendes ikke i fremstillingen. Men har heller ikke inddraget den fhv. britiske topembedsmand Gordon Barrass bog fra 2009, The Great Cold War. Han har også ud fra dokumenter og samtale med aktører en nuanceret fremstilling af det sovjetiske syn på atomvåben.

BMD-studiet konkluderer bl.a. at sovjetiske militære og politiske ledere ikke troede på sejr i atomkrig og at militære analyser af en krigs forløb underbyggede dette. Man frygtede, at USA ville slå først med et overraskende angreb og man forventede, at NATO i en krig ville anvende atomvåben først. Derfor var det en mulighed, at Sovjet ville slå til først, hvis et vestligt atomangreb var umiddelbart forestående.

Det sidste var også en mulighed i amerikansk atomstrategi, som altid har bygget på mulighed for, hvad der i fagsproget hedder forkøbssslag eller præemptive slag. På dette punkt bliver BJs værk nærmest hysterisk latterligt eller umådeligt groft misvisende. Langt henne i omtalen af, hvordan Sovjetunionen planlagde forkøbsslag og begrænset atomkrig dukker pludseligt en fodnote (1. kapitel, note 115) op med denne information: Vestlige strateger teoretiserede også om præventive kernevåbenslag mod Sovjetunionen og Warszawapagten på forskellige tidspunkter, men forlod disse tanker. Undskyld mig. Men mange amerikanske krigsplaner mm. er i dag offentlige og kan studeres hos National Security Archives ved George Washington University. Dette arkiv indgår heller ikke i BJ-værkets kildefortegnelse. Så her er en henvisning.

Dagens fusk (34) - kommentar på Facebook 13. marts 2014

Troede den sovjetiske politiske og militære ledelse på sejr i en atomkrig? Dette emne bliver totalt forsimplet i Bent Jensens bog, idet han udelader førstehånds-kilder, som nuancerer og afviser ældre påstande, hvor spørgsmålet blev besvaret med et klart Ja. Kilderne er ikke kun personer; han ignorerer også et betydeligt dokumentarisk materiale, som giver indsigt i det sovjetiske arsenals tekniske formåen.

Det udeladte kildemateriale er i første r@?kke interviews med bl.a. ledende sovjetiske officerer og strateger. Disse interviews blev foretaget i perioden 1989-94 af amerikanske eksperter, som arbejdede for Pentagon. Materialet kom, mig bekendt, først frem i november 2004, da Strategic Studies Institute ved US Army War College udsendte en antologi med analyser af atomafskrækkelse (Getting MAD, ed. Henry Sokolski). Heri finder man en opsummerende artikel. Hele materialet kom frem i to bind i 2009 (se Dagens fusk 33).

I sin behandling af det sovjetiske syn på kernevåben trækker Bent Jensen en stribe gamle travere af stalden. Mellem dem er den amerikanske professor Richard Pipes, som i 1977 skrev artiklen: Why the Soviet Union Thinks It Could Fight and Win a Nuclear War. Artiklen gav, anfører Jensen side 75, anledning til heftig debat i USA, hvor politikere, embedsmænd og journalister ofte anvendte rent politiske påstande imod Pipes.

Interessant er det, at Pipes hos BJ ikke omtales med henvisning til det såkaldte Team B. Det var et hold af eksperter fra højrefløjen, som under ledelse af Pipes skulle udarbejde en kritik af CIAs analyser af Sovjetunionens militære beredskab. De skrev, efter adgang til klassificeret materiale, en meget alarmistisk vurdering, som fokuserede på Sovjetunionens militær-teknologiske formåen. Den fik stor politisk betydning i samtiden, men deres påstande har i vidt omfang vist sig forkerte. Det er bl.a. påvist af Anne Hessing Cahn i bogen Killing Détente fra 1998 som heller ikke er med i BJ-værkets litteraturliste.

Men der er kommet mere materiale frem fra de inderste gemakker i den sovjetiske militærindustri. En ledende rådgiver for militærindustriens sekretær i det sovjetiske kommunistpartis centralkomité fra 1974-1990, Vitalij Kataev, har til Stanford University afleveret 10 bokse med officielle dokumenter og egne noter. Adskillige våbenprogrammer kan her analyseres detaljeret.

Bent Jensen har åbenbart heller ikke set i disse kasser eller blot læst en artikel, som forskeren Pavel Podvig, ekspert på sovjetiske og russiske atomvåben, skrev i 2008: The Window of Vulnerability That Wasnt.

I datidens perioden 1975-85 - analyser af den militære balance fremhævede nogle amerikanske eksperter to forhold i forbindelse med Sovjetunionens langtrækkende, landbaserede interkontinentale raketter (ICBM). For det første fremhævede man, at de var blevet meget præcise og derfor især udgjorde en trussel imod USA's ICBMer. For det andet påstod disse eksperter, at Sovjet havde hærdet sine raketsiloer så meget, at de kunne overleve et amerikansk angreb, og dermed sikre Sovjet overlegenhed i den fortsatte krig. Der var, hævdede man, opstået en sårbarhed for USA's arsenal, som gjorde et afvæbnende, overraskende sovjetisk første-slag muligt.

Men materialet fra Kataev dokumenterer, ifølge Podvig, noget ganske andet. Amerikanerne overdrev de sovjetiske raketters præcision og hærdningen af sovjetiske siloer. Det sovjetiske oprustningsprogram kunne ikke udgøre en alvorlig trussel imod USAs strategiske atomstyrke, konkluderer Podvig. Bevismaterialet tyder heller ikke på, at Sovjetunionen hverken havde planer om eller slagkraft til at udkæmpe og vinde en atomkrig.

Dagens fusk (35) - kommentar på Facebook 15. marts 2014

Var vi på randen af atomkrig i november 1983 under NATO-øvelsen Able Archer? Årsagen skal være, at man i Kreml troede, at øvelsen, som trænede evnen til atomkrig, kunne være starten til en ægte krig. Det påstår adskillige kilder, men Bent Jensen afviser fuldstændig, at der var en krise. Alle, som er uenige med ham, begår grundløst gætteri.

Det er en vidtgående konklusion, der kun er mulig, hvis man helt ser bort fra en del vidnesbyrd, og det gør BJ da også, idet han slet ikke anerkender deres eksistens. Mest underholdende er det, at han underkender hovedkilden bag påstanden, som han ellers i størstedelen af værket gør til sit store sandhedsvidne nemlig den afhoppede KGB-officer Oleg Gordievskij.

Det var Gordievskij, som i forbindelse med øvelsen gjorde den britiske regering opmærksom på, at den havde skabt frygt i Kreml for et overraskende atomangreb. Britiske dokumenter, som i 2013 blev frigivet, viser, at Thatcher-regeringen tog Gordievskijs advarsler så alvorligt, at man i 1984 med henvisning til dem foreslog USA, at øvelser skulle gøres mindre provokerende.

I sin bog, KGB Dets agenter og hemmelige virke (Forum, 1990) skrev Gordievskij side 624: Verden nåede ikke helt hen til randen af den nukleare afgrund gennem Operation RJAN. Men gennem Able Archer 83 var den uden at forstå det kommet frygteligt nær bestemt nærmere end på noget tidspunkt siden den cubanske missilkrise i 1962.

Sammenligningen med Cuba-krisen er blevet genbrugt i adskillige værker. Den fremtrædende kold-krigshistoriker John Lewis Gaddis skriver således (2005) i sin The Cold War: A New History: It was probably the most dangerous moment since the Cuban missile crisis, and yet no one in Washington knew of it until a well-placed spy in the K.G.B.'s London headquarters alerted British intelligence, which passed the information along to the Americans (side 227-228). Sammenligningen sker også i den store danske DIIS kold-krigs redegørelse fra 2005, og det angriber BJ naturligvis (Bind II, side 597).

En anden centralt placeret kilde er den daværende vicechef i CIA Robert Gates (senere chef og endnu senere forsvarsminister), som bruger en del plads på sagen i sin selvbiografi fra 1996, From the Shadows. I 2006 gentager han sine konklusioner i et film-interview, hvor han bl.a. siger, at det mest frygtindgydende ved Able Archer var, at vi måske havde været på randen af atomkrig og end ikke vidst det (1983 The Brink of the Apocalypse, Channel 4).

Bent Jensen skriver (Bind II, side 597), at det er blevet overbevisende godtgjort, at påstanden om Able Archer bygger på et ikke-eksisterende kildegrundlag og dårlig kildekritik. Han tilbyder et hovedargument, som er, at en række nøglepersoner i den sovjetiske militære og politiske ledelse har oplyst, at de ikke kender noget til den påståede krise.

Det er et tungt argument, men det bør nuanceres. I filmen The Brink of the Apocalypse, som ligger på You Tube, kender adskillige sovjetiske officerer så absolut til krisen. Af filmens grundlæggende research fremgår, at generalstabens chef, marskal Nikolaj Ogarkov, ved starten af Able Archer flyttede til sit underjordiske krigshovedkvarter samt beordrede nogle af sine styrker i øget beredskab. Kilden er generaloberst Ivan Jesin fra de strategiske raketstyrker. (Se Gordon Barrass: The Great Cold War (2009) side 300).

Hverken filmen eller Barrass-bogen indgår i BJ-værkets litteraturliste på trods af, at udgivelsen er sket, medens Jensens kold-krigscenter eksisterede.

Ifølge Barrass omfattede det øgede beredskab strategiske SS-19 raketter og 75 mellemdistanceraketter af typen SS-20. Amerikanske efterretningskilder har tidligere oplyst, at bl.a. sovjetiske fly med atombomber blev sat i øget beredskab i DDR og Polen. Denne reaktion blev oprindelig skjult for USA's allierede. Dokumenter fra CIA viser desuden, at Sovjetunionen med en lang række initiativer efter Able Archer skærpede konfrontationen med USA og NATO.

Nogle kritikere, som ikke tror på en Able Archer krise, påpeger, at der ikke er alvorlige krisetegn i en række referater fra møder i Politburoet, Sovjetunionens øverste ledelse. Andre har imidlertid påpeget, at generalsekretær Andropov var fraværende i perioden, og at de mest alvorlige sager derfor blev behandlet ved hans sygeseng. Det er også muligt, endog sandsynligt, at marskal Ogarkov ikke fortalte de politiske ledere og deres rådgivere, at han havde givet ordre til øget beredskab. Ogarkov var formentlig den person i topledelsen, som var mest overbevist om, at USA forberedte et overraskende angreb.

Der er i nogle af de analyser, som er skrevet i de seneste år, et tilbagetog fra, at Able Archer kan sammenlignes med Cuba-krisen, men det er yderst sjældent, at man, som Bent Jensen gør, helt afviser, at der var en potentiel krise, som giver indblik i atomkonfrontationens risici. Der er for mange kilder, som ikke bare kan afvises og som tyder på, at noget fandt sted. Men forskere har bl.a påpeget, at Sovjet gennem sine spioner blev informeret om, at Able Archer kun var en øvelse, og det kan have lagt en dæmper på reaktionen. Generaloberst Jesin har for sit vedkommende fremhævet, at man fra militær side forventede, at USA ville skjule forberedelse af et angreb med, at man kun ville gennemføre en øvelse.

I foråret 2013 offentliggjorde det amerikanske forskningsinstitut National Security Archives mere end 1.000 dokumentsider, som belyser Able Archer. Dette materiale er heller ikke med i Bent Jensens kold-krigsværk, men det kan jo undskyldes med, at bogen var skrevet færdig inden selv om man faktisk har opdateret den i det sene efterår 2013. Så BJ's fremstilling er forældet kildemæssigt. Her er et link til det nye og meget opsigtsvækkende materiale.

EFTERSKRIFT 16. MARTS 2014: Så er også jeg blevet snydt af Bent Jensen og hans uansvarlige håndtering af kilder. Ovenfor skriver jeg, at sammenligningen mellem Able Archer og Cuba-krisen "sker også i den store danske DIIS kold-krigs redegørelse fra 2005, og det angriber BJ naturligvis (Bind II, side 597)". Det er korrekt, at BJ angriber DIIS. På side 597 står, at "situationen kunne ifølge DIIS sidestilles med Cuba-krisen i 1962 med hensyn til fare for en kernevåbenkrig". BJ henviser i en fodnote til DIIS, bind 3, side 509-516. Men tvært imod BJs påstand finder man hos DIIS på side 512 følgende sætning: "Krisen kan ikke sammenlignes med Cuba-krisen, hvor der vel foregik en bevidst konfrontation men også eksisterede kontaktmuligheder, der kunne udnyttes til en afvikling af krisen". Jeg beklager, at jeg ikke tjekkede BJs, altså helt usande, henvisning.

Dagens fusk (36) - kommentar på Facebook 19. marts 2014

Medførte massivt amerikansk militært pres på Sovjetunionen krigsfrygt i Kreml? Og var det godt eller skidt?
Hos Bent Jensen er svaret på det første spørgsmål klart. I bind I side 86 skriver han, at ingen har kunnet finde noget som helst vidnesbyrd fra den sovjetiske politiske eller militære ledelse, eller i samtidig eller senere sovjetisk historieskrivning, der tyder på krigsfrygt.

Det er en meget utvetydig afvisning, og i Jensens tekst er den er ikke blot knyttet til den sovjetiske reaktion på Able Archer øvelsen i november 1983, hvor dele af Sovjets atomarsenal blev sat i øget beredskab, da NATO trænede sit beredskab til atomkrig.

Det er korrekt, at beviserne for noget nær panik i den sovjetiske ledelse under Able Archer er spinkle. Men det er et gennemgående tema i mange kilder, at sovjetiske lederes krigsfrygt i første halvdel af firserne var reel og beviserne fra 1983 er særligt stærke. I den tidligere anviste kildesamling fra National Security Archives er der således indberetninger fra den amerikanske ambassade i Moskva, og der er et referat fra et møde mellem den sovjetiske leder Andropov og den ene af de vise mænd, som skabte USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 1945, Averell Harriman. Desuden har præsident Reagan i sin dagbog undret sig over den sovjetiske krigsfrygt.

Bent Jensen tror tilsyneladende heller ikke, at Reagan-regeringen havde en sejrsstrategi, hvor Kreml og det sovjetiske militær blev udsat for bl.a. psykologisk krigsførelse foruden truende amerikansk oprustning. Det har Dansk Institut for International Studier (DIIS) ellers ud fra amerikansk og andre kilder påvist i sit store kold-krigsværk fra 2005. Men dokumentationen afvises (bind II side 597) kontant: Ifølge DIIS førte USA under Reagan en risikabel og aggressiv politik, som vi dog på den anden side ikke ved noget om, da den foregik i det skjulte.

Var den nu så skjult? Den påstand er lidt underlig. Vi ved noget om det, fordi den amerikanske politik er beskrevet og dokumenteret i adskillige bøger og artikler. Derom kan Jensen ikke være helt uvidende, idet han faktisk kort (bind I side 85) omtaler Peter Schweizers bog Victory fra 1994. I den dokumenteres USA's pres og sovjetiske lederes frygt, endog hysteri, ganske udførligt på 284 sider. Men det jo er muligt, at Jensen ikke har læst denne bog, idet han primært henviser til, at den fhv. amerikansk Moskva-ambassadør Jack Matlock i en bog har udtrykt skepsis overfor, at Reagan havde en sådan strategi. Det er også muligt, at Jensen ikke har læst Matlocks bog, idet omtalen af Matlocks holdning til Schweizers bog er forkert, og hans henvisning i en fodnote til en side i Matlocks bog, hvor ambassadøren angiveligt udtrykker sin holdning, også er forkert.
Schweizers bog er langt fra det eneste sted, hvor man kan se Reagans pressionspolitik dokumenteret. Det sker i en analyse, som den daværende hus-historiker i CIA, Ben Fischer, lavede i 1997, A Cold War Conondrum. Den er med i Jensens litteraturliste, selv om den ikke har sat synlige spor i hans bog. Fischer beskriver bl.a. psykologisk krigsførelse med fly, som tilsyneladende vil angribe Sovjetunionen, og fremskudte flådeøvelser med yderst truende adfærd. I et senere studie fra 2006 i International Journal of Intelligence and Counterintelligence leverer Fischer også en grundig analyse af, hvordan både Moskva og Washington er ramt af krigsfrygt, idet man frygtede et overraskende atomangreb, som kunne halshugge lederne. Han viser, hvordan amerikansk udvikling af nye våben gjorde den russiske frygt berettiget. Denne halshugningsstrategi er for USA's vedkommende desuden beskrevet af journalisten James Mann i hans meget roste Rise of the Vulcans fra 2004. Hverken Fischers 2006-værk eller Manns bog er med i Jensens litteraturliste. Ligeledes udeladt er den tidligere CIA-analytiker Peter Prys bog fra 1999, War Scare og journalistens David Hoffmans The Dead Hand fra 2009, som bruger knapt 600 sider på dokumentation af sovjetiske lederes noget nær desperate frygt for USA's tilsyneladende krigsforberedelser (bl.a. ville de svare med et automatiseret system for besvarelse af atomangreb).

Og hvorfor er det så vigtigt? BJ afviser formentlig Able Archer, den amerikansk sejrsstrategi og sovjetiske lederes krigsfrygt, fordi disse eksempler kan vise, at fredsbevægelsernes argumenter var berettigede. Men sædvanligvis er læren, som uddrages også af CIA's Robert Gates at mangler i efterretningstjenesternes viden er foruroligende, kan udløse krige og bør korrigeres. Det er BJ tilsyneladende i sin rasen mod fredsbevægelserne blind for. En af de mest spændende og stadig meget relevante analyser er skrevet af en israelsk ekspert Dmitry Adamsky. Han påpeger, at Reagans USA nok ville afskrække Sovjet med de noget aggressive initiativer, men, og det er vigtigt, der er en grænse, hvor forsøg på afskrækkelse kan få den modsatte virkning. USA løb risikoen for en sovjetisk overreaktion. Modsat hvad BJ hævder, er der så åbenbart talrige russiske kilder til både Able Archer og krigsfrygten. Det fremgår af fodnoterne i Adamskys artikel, som hermed anbefales.

Dagens fusk (37) - kommentar på Facebook 20. marts 2014

Man skal ikke skrive af. Især ikke til et værk, som gør krav på videnskabelighed. Nogle kritikere vil måske finde det lidt dovent. Men den største fare er faktisk, at man gentager sit forlægs fejl, og det lugter især, hvis fejlene er så iøjnefaldende, at selv en middelmådig forsker burde have opdaget dem.

Bent Jensen falder i denne grimme fælde på siderne 82-85 i bind I. Han har på forunderlig vis fundet frem til en gammel artikel i det noget obskure dagblad Washington Times. Artiklen er skrevet af William T. Lee, som Bent Jensen i overensstemmelse med avisens præsentation vagt kalder ??en tidligere amerikansk efterretningsofficer. En mere præcis forsker, som havde kendskab til Lee, havde nok i stedet anført, at han havde en toppost i forsvarets efterretningstjeneste DIA fra 1979 til 1992 og var aktiv i den kold-krigeriske organisation Committee on the Present Danger.

Artiklen, som blev bragt den 7. februar 1995, er på 2019 ord, hvoraf halvdelen beskæftiger sig med Cuba-krisen i 1962. Resten oversætter Bent Jensen stort set ordret. Men han udelader citationstegn. Der er dog en fodnote, som henviser til artiklen, og et par steder i den ganske fyldige gengivelse finder man en henvisning til, at Lee har den følgende mening. Men en læser kan nemt forledes til tro på, at BJ ikke blot har skrevet af og at der er selvstændige forskningsresultater med i teksten.

Hvor det går helt galt er i dette afsnit på side 83: Bent Jensen skriver, at den sovjetiske paranoia [var] angiveligt steget stærkt allerede i 1979, da NATO besluttede at udstationere Pershing II og krydsermissiler som modvægt imod de sovjetiske SS-20ere. Den sovjetiske ledelse reagerede ved at forsøge at finde metoder til at opdage affyring af Pershing; ved at forøge de sovjetiske kernevåbenbestykkede ubåds-patruljer langs USAs kyster; ved at flytte tre brigader af SS23-missiler ind i Østeuropa; og ved at vedtage planer om at affyre hele det sovjetiske strategiske arsenal som svar på en Pershing II-affyring.

Og her er så hvad William T. Lee skriver: Soviet paranoia rose sharply in 1979 when NATO decided to deploy Pershing II and cruise missiles to counter Soviet SS-20s (...) The Soviets responded by trying to find ways to detect Pershing launches; greatly increasing nuclear-missile submarine patrols off US coasts; moving three brigades of SS-23 missiles into Eastern Europe; and adopting plans to launch their entire strategic arsenal in response to a Pershing launch.

Men dateringen hos Lee og dermed også hos Jensen er forkert. Det er uklart, hvad Lee mener med nye metoder, som skal afsløre Pershing II affyringer måske tænker han på KGBs RYAN-program, som skulle opdage forberedelse af atomkrig. Det blev startet i maj 1981. Men hans næste tre sovjetiske initiativer patruljer langs USA's kyst, flere raketter i Østeuropa, samt brug af strategiske raketter i et svar på Pershing kommer efter udstationeringen af Pershing II er indledt i det sene efterår 1983. Det fremgår af en CIA-analyse, SNIE 11-10-84, Implications of Recent Soviet Military-Political Activities. Rapporten, som er dateret 18. maj 1984, oplyser, at ubåde i slutningen af december 1983 har indledt patruljering langs USA's østkyst, og at SS-12/22 raketter fra midten af januar 1984 er blevet overført til DDR og Tjekkoslovakiet. Det oplyses også, at Sovjet i foråret 1984 har gennemført en meget stor øvelse, hvor SS-20 mellemdistanceraketter sammen med strategiske raketter indgik. Rapporten beskriver flere andre politiske og militære træk. Den kan findes hos National Security Archives, Able Archer notebook III, dokument 6. (Men har været kendt siden cirka 2005).

Bent Jensen får også, via kopiering af Lee, oplyst, at CIAs direktør tidligt i 1984 orienterede Reagan om Politbureaus ændrede holdning. Desværre er teksten så sjusket skrevet af Jensen, at man knapt kan se, hvad han mener, men den samme information er hos Lee knyttet til, at Politbureauet havde fået en paranoid frygt for amerikansk overraskelsesangreb. Jensen skriver også, at CIA-direktøren angiveligt orienterer Reagan, som vil BJ med det ord lægge afstand til, at Reagan fik den oplysning. Men Reagan fik faktisk en orientering i form af et memorandum fra Casey dateret 19. juni 1984. Det beskriver et foruroligende nyt aggressivt sovjetisk adfærdsmønster, som kan ligne krigsforberedelser, og som skyldes udstationeringen af amerikanske raketter i Vesteuropa og andet amerikansk pres. Det er dokument 8 i den ovenfor nævnte Able Archer samling. Her er link.

NY
Dagens fusk (38) - kommentar på Facebook 25. marts 2014

Når skrifter af Bent Jensen skal vurderes kildekritisk, er det nødvendigt, at man skelner mellem stærkt konservative og højreekstremister sidstnævnte kaldes i USA the lunatic fringe. Den fynske professor foretrækker nemlig igen og igen ekstremisters version, men han slører deres galskab med henvisning til konservative.

Det seneste eksempel har Leif Herman gjort mig opmærksom på. Her skal det uddybes en del.

På side 451 i bind I af Ulve, får og vogtere kommer BJ med to interessante påstande. Den første henviser til Venona-materialet, som er delvist afkodede budskaber mellem sovjetiske efterretningstjenester og deres agenter i USA fra primært perioden 1942-45. BJ hævder, at materialet må faktisk medføre en omskrivning af historien om USAs politik i Den Kolde Krigs første periode. Hans næste påstand er, at den amerikanske senator Joe McCarthys udsagn overvejende var sande. McCarthy påstod, at sovjetiske agenter i amerikanske statsinstitutioner især udenrigsministeriet havde stor indflydelse. BJ uddyber ikke væsentligt disse noget uklart formulerede påstande.

Kilden, som BJ i første række opgiver, er en bog fra 2007, Blacklisted by History, skrevet af Medford Stanton Evans. Den nu 80-årige herre er en journalist, som har skrevet otte bøger, arbejdet på en række konservative blade, modtaget ærespriser fra konservative organisationer samt ros af den højreekstreme præsidentkandidat Barry Goldwater og præsident Reagan. Det er korrekt, at den forfægter de synspunkter, som BJ gengiver, men det er også korrekt, at det placerer Evans ude på en ekstremistisk fløj, hvor selv stærkt konservative forskere og kommentatorer tager afstand fra ham.

Mellem hans kritikere er den konservative historiker Ron Radosh, som har beskæftiget sig meget med sovjetisk spionage i første del af den Kolde Krig. Han skrev den 5. december 2007 en anmeldelse for det konservative magasin National Review. Radosh kalder BJs kilde for en skamløs hyldest til McCarthy. Han roser det omfattende arbejde, som er lagt i bogen, men han fremhæver også, at mellem McCarthys fejl, som Evans ignorerer, er, at han ikke skelnede mellem faktiske kommunister, medløbere og anti-kommunistiske liberale samt socialdemokrater. Set med McCarthys øjne er de alle kommunister.
Radosh konkluderer, at Evans ikke vil få korrigeret opfattelsen af McCarthy, idet hans egne overdrivelser og ubegrundede overspring svarer til McCarthys.

Der er flere andre kritiske anmeldelser, som fremgår af nedenstående link til Wikipedia. Men det er jo muligt, at BJ vil dække sig ind med den næste fodnote, som henviser til ikke mindre end fem værker af historikerne John Earl Haynes og Harvey Klehr, som må kaldes respektable konservative og som har beskæftiget sig indgående med McCarthy, Venona-materialet og sovjetisk spionage. Desværre for BJ har de imidlertid også taget afstand fra påstandene, som den fynske spion-jæger lufter. Det sker i deres bøger men også meget direkte i en kommentar, som tidsskriftet New Criterion har bragt i januar 2014. Deres arbejde gennem mere end 20 år i arkiverne har afsløret masser af beviser for, at sovjetiske agenter fik fat i informationer men meget lidt, som tyder på vellykket manipulation af politik. Altså ingen støtte fra dem til BJs påstand om behov for omskrivning af historien om USA's politik. De påpeger også, at McCarthy skadede den anti-kommunistiske sag med ubesindige fejl og uunderbyggede anklager. McCarthy gentog korrekt anklager, som var blevet rejst før han tog fat, men når han bidrog med originale anklager, så var det næsten uden undtagelse faktuelt forkert. Så Evans og BJ står også alene med, at McCarthys anklager overvejende var sande.

Hvor langt ude, at BJ er med sit kildevalg, fremgår, når man ser lidt nærmere på de primære kilder. Der er fortsat stor uenighed mellem historikere om, hvordan Venona-materialet skal tolkes. En af de mest fremtrædende historikere på feltet, Ellen Schrecker, har således lagt afstand til bl.a. den måde, som John Earl Haynes har håndteret Venona-dokumenterne, idet hun påpeger, at kompleksitet, nuancer og vilje til at se verden i andet end sort-hvide farver synes fremmed for den holdning, som Haynes har til historien.

Der er således fortsat strid mellem historikerne om perioden og dens kilder. Det karakteristiske for BJ er, at han i konflikter mellem historikere allierer sig med den ekstreme højrefløj - selv når de kritiseres af konservative. Men det er jo ikke noget nyt. Han har gjort præsidenten for det ekstremistiske John Birch Society til et sandhedsvidne (se Dagens fusk 1 november 2013 ) og i stort omfang brugt en skribent, som en neokonservativ journalist kalder mccarthyistisk (se Dagens fusk 11 november 2013 ). Begge er på min hjemmeside. Og her er så nogle flere kritiske opfattelser af BJs kilde.

Dagens fusk (39) - kommentar på Facebook 10. april 2014

Mange af kilderne, som Bent Jensen angiveligt bygger på i Ulve, får og vogtere, er utilgængelige for kontrol, hvis man ikke er udrustet med særlige privilegier. Værkets troværdighed bygger derfor på tillid til Bent Jensens kildehåndtering. En af de helt store forskere med ekspertise i dansk sikkerhedspolitik, professor emeritus Nikolaj Petersen, har affyret nogle meget kraftige missiler mod denne troværdighed.

BJs brug af PETs arkiv kan kontrolleres, hvis man er udrustet med sikkerhedsgodkendelse til yderst hemmeligt, og det er de færreste forundt. PET-kommissionens medlemmer har haft adgang. Da BJ heftigt angreb deres værk, fik han skarpe svar, men de har nu valgt kollektiv tavshed, så BJ har næsten frit spil på det punkt.

BJ henviser desuden til russiske arkiver, men de er også lukkede. Der er en tredje gruppe af arkivmateriale, som er en smule mere tilgængelige. Det er dokumenter fra andre statslige organer end PET f.eks. udenrigs-, stats- og forsvarsministerierne. Adskillige historikere har haft og har adgang til dem, men den kontrol, som de måske vil udøve, kan tage tid. Og hverken anmeldere eller almindelige læsere har adgang.

Men Nikolaj Petersen har med en række indlæg rejst kritik. Næppe nogen anden er mere kvalificeret til kritisk eftersyn af Jensens arbejde. Gennem en menneskealder har han forsket og undervist i dansk sikkerhedspolitik. Han er forfatter til adskillige bøger og redegørelser. Ingen har nogensinde mistænkt ham for venstreorienterede tendenser. Med bind 6 i storværket om dansk udenrigspolitiks historie har han i 2004 leveret en grundig fremstilling af de kontroversielle år med såkaldt fodnotepolitik i 70erne og 80erne.

Hans første reaktion kom den 17. marts i et læserbrev til Jyllands-Posten, og næste udspil var et megastort indl@?g i Weekendavisen 21. marts. Jensens kildehåndtering blev bl.a. karakteriseret med disse ord: grov forvanskning, elementær fejllæsning, fejlagtige referencer. Opsummerende lød det, at værket har ofte betydelige vanskeligheder med sit kildegrundlag og den konkrete faktuelle fremstilling af dansk sikkerhedspolitik. Vurderingen er dokumenteret med mange eksempler.

I Jyllands-Posten påpegede Nikolaj Petersen, at eksistensen af SV-regeringen i 1979 bliver overset og Kjeld Olesen udnævnes til udenrigsminister længe før, at han faktisk fik posten - og til deltager i et regeringsmøde, hvor ministeren imidlertid stadig hed Henning Christophersen. Forglemmelsen baner vej for, at BJ (bind 2, siderne 379-384) kan argumentere for, at den angiveligt socialdemokratiske regering tidligt i 1979 godkendte NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om stationering af amerikansk atomraketter i Europa og et forhandlingsudspil til Sovjetunionen. Så meget værre er det, mener BJ, at regeringen lige op til et NATO-topmøde, som skal vedtage initiativet, ganske pludseligt i stedet foreslår, at beslutningen om raketternes anskaffelse skal udsættes i et halvt år, så forhandlinger kan blive forsøgt inden. Men regeringens politik var mere uafklaret, påpeger Nikolaj Petersen både i sine avisindlæg og i sin oprindelige redegørelse i historiebogen fra 2004 (siderne 201-213). Bent Jensen udelader ganske enkelt alle nuancer i regeringens politik, idet han både overser og forvansker dokumenter. Interessant nok har Anker Jørgensen, ifølge Nikolaj Petersen, allerede i juni sagt til NATOs øverstkommanderende i Europa, Alexander Haig, at han foretrækker en udsættelse af moderniseringen, så forhandlinger kan blive forsøgt først.

Der er en del flere detaljer i det indlæg, som Weekendavisen bragte. Her påpeges eksempelvis, at BJ opfinder et møde mellem den amerikanske udenrigsminister Shultz og statsminister Poul Schlüter den 20. april 1984 og endog kan levere henvisning til et udenrigsministerielt dokument derom. Men mødet sker først i september.

BJ har svaret i Jyllands-Posten (28-4) med et personangreb og en forklaring om, at fejl er uundgåelige i et så stort værk. Endnu et personangreb følger samme dato i Weekendavisen, hvor kritikken blot tilbagevises med, at det er detaljerede pillerier.

Måske er det mest interessante, at BJ tilsyneladende kan slippe godt fra den slags ikke-svar efter kritik fra en indiskutabel kapacitet på feltet ingen andre historikere eller journalister følger det op.

Her er Nikolaj Petersen seneste svar i Jyllands-Posten den 9. april

Dagens fusk (40) - kommentar på Facebook 14. april 2014

Professor overlader Dragsdahl til andre, lød overskriften i Jyllands-Posten den 17. maj 2010 kort efter, at byretten i Svendborg havde tilkendegivet, at Bent Jensen ville blive dømt for injurier.

Lederen af Center for Koldkrigsforskning ville, oplyste han til avisen, ikke selv skrive afsnittet om mig i den bog, som centeret ville udgive. Han uddybede standpunktet således:

"Jeg vil bede en anden af centrets medarbejdere om at skrive det, der skal skrives om Jørgen Dragsdahls virksomhed som journalist med KGB-kontakter. Det skal ikke hedde sig, at jeg misbruger offentlige midler til at bekæmpe ham. Der skal være rene linjer her som på andre områder.

Index i Ulve, får og vogtere har ud for mit navn 24 henvisninger, og nogle af dem fylder endog flere sider. Men der er ingen tegn på, at Bent Jensen har fået en anden skribent inddraget; ja, der er endog gentagelser fra redegørelser skrevet af BJ til brug i retten. Der er heller ikke tegn i Jyllands-Posten på, at avisen har bedt ham begrunde sin holdningsændring.

Det er ikke oplagt, at BJ i sin omtale så selv har stræbt efter rene linjer. Han kunne f.eks. i det mindste have givet korrekt referat af dommen den 25. oktober 2013 ved Østre Landsret. Der er i bind I på side 578 indsat seks linjer, som kun refererer de elementer, som BJ kan lide f.eks. at hans udtalelser i lyset af Den Europæiske Menneskeretskonvention var berettiget brug af ytringsfriheden.

Man kan ikke af disse linjer se, at dommen side 90 tiltræder, at 35 udsagn fra BJ udgør æresfornærmende sigtelser i straffelovens § 267s forstand. Man kan heller ikke læse, hvad dommerne skriver side 92: Ved vurderingen af disse udsagn bemærker landsretten, at Jørgen Dragsdahl aldrig har været sigtet eller tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 108. Der er heller ikke ført bevis for, at Jørgen Dragsdahl rent faktisk har været agent for KGB.

Helt uinteressant er det vel ikke, at historikeren ikke kunne føre sandhedsbevis. Bent Jensen holdt under sagen fast i, at udsagnene ikke var æreskrænkende og at han i øvrigt førte sandhedsbevis for dem. Så på dette punkt blev han altså afvist.

Det vil her være for omfattende med en detaljeret gennemgang og tilbagevisning af hans påstande i bogen. (Det er på forhånd sket i de første mange Dagens fusk med henvisning til påstande i retsdokumenter og mange af de fremdragne eksempler er med i bogen). Men nogle få eksempler kan vise, at BJ tilsyneladende anvender indsigt i dokumenter fra PETs arkiv men denne viden formidles groft misvisende og manipulerende. Det geniale er, at dokumenterne stadig er fortrolige, idet de er fremlagt bag lukkede døre, og derfor kan ikke andre end de i retssagen direkte indblandede kontrollere BJs påstande.

Først nogle insinuerende oplysninger på side 533 i bind I. Her oplyses, at jeg først henvendte mig hos PET i juni 1985 efter Gordievskij var blevet hjemkaldt fra London til Moskva. Meningen med disse informationer er vel, at KGBs store agent i København har fået en advarsel fra Moskva en påstand, som er mere synlig i retsdokumenter fra BJ. Mon det er troligt, at KGBs hovedkvarter ville advare agenter, når mistanken mod Gordievskij var så svag, at man ikke arresterede ham og lod ham gå frit omkring i Moskva, indtil han flygtede til Storbritannien i juli?

Jeg henvendte mig til PET efter opfordring fra kriminalpolitiet, fordi jeg var blevet kontaktet af en politimand, som havde diverse oplysninger ang. min daværende russiske pro forma hustru og da jeg ville kontakte ham, var han tilsyneladende forsvundet. Det bliver nu bind I side 576 hos BJ til, at hun efter en kontakt med PET røbede til mig, at jeg var i kikkerten. Denne påstand blev først fremført under retssagen mod Ekstrabladet i 1992-94. Den blev tilbagevist. Den er også blevet tilbagevist før og under sagen ved Østre Landsret (bl.a. med vidneførsel). Som kilde henviser BJ blot generelt til PET-materialet, men der er aldrig blevet fremlagt et dokument, som kunne underbygge påstanden.

Jeg kan derimod henvise til referater af samtaler med PETs daværende souschef, Mikael Lyngbo. Heraf fremgår klart, at den mystiske politimand var årsagen til, at jeg kontaktede PET, som efterforsker slige forhold, og at jeg intet kendte til hendes PET-kontakt. Der er fem referater fra 1985. BJ hævder også, at jeg under disse samtaler fortav mine mange konspirative møder med KGB. Jeg anså og anser ikke møderne for konspirative, og det er usandt, at jeg fortav møderne. Men sandt er det, at Bent Jensen i sin anmodning angående afklassificering af dokumenter og overlevering af dem til retssagen undlod at bede om de dokumenter, hvor Lyngbo og jeg talte om navngivne KGB-folk. De blev først udleveret senere, da PET ville rette op på det noget ensidige billede, der var opstået via BJs frie adgang til dokumenter og dermed også mulighed for udvælgelse af afsnit, som passede kun hans argumentation.

Til Toppen

Dagens fusk (41) - kommentar på Facebook 25. april 2014

Hvis arkiver er ubekvemme, så kan man jo bare ignorere dem. Derfor er det ikke en stor overraskelse, at man på en liste over anvendte arkiver i Bent Jensens bog ikke ser en række samlinger nævnt på trods af, at de har central betydning, hvis man vil analysere den fredspolitiske organisation Nej til Atomvåben.

I et konkluderende afsnit, side 685 i Bind I, slår BJ fast, at den danske fredsbevægelse som sådan agiterede og virkede i det hele taget objektivt for Sovjetunionens sag. Den antog stort set ukritisk de sovjetiske synspunkter og lod sig bruge til udbredelse af sovjetisk desinformation. Det er et perspektiv, som udelukker, at der var væsentlige forskelle mellem, hvad andre med brug af pluralis kalder fredsbevægelserne.

Især organisationen Nej til Atomvåben (NtA) afveg fra den kommunistisk anførte del af bevægelserne. NtA, som blev oprettet i 1980, deltog ikke i den kommunistiske fredspolitiske frontorganisation Samarbejdskomiteen, havde et ganske uvenskabeligt forhold til Samarbejdskomiteen, blev angrebet af den officielle sovjetiske fredskomite, og dyrkede kontakt med systemkritiske grupper i Øst.

På dette punkt er BJs forskning og fremstilling meget alvorligt begrænset af, at han ikke har set i de 18 kasser med dokumenter i Arbejderbevægelsens Arkiv fra NtA. BJ har under et møde på Louisiana (8. april) forklaret det med, at man ikke havde tilstrækkelige ressourcer. Men værkets liste over anvendte utrykte kilder viser, at man havde ressourcer til brug af bl.a. arkiverne for Dansk Bulgarsk Selskab og det lille bitte Kommunistisk Arbejderparti.

Man har konsulteret et tysk arkiv med materiale fra DDRs såkaldte Fredsråd, men arkivet efter det østtyske Stasi er ikke besøgt på trods af, at det i høj grad kan belyse NtAs aktiviteter. I 80erne bragte dagbladet Information adskillige hundrede artikler, som beskriver konflikter mellem fredsbevægelserne og den europæiske sammenhæng, som NtA indgik i bl.a. årlige konventer i den alliancefrie fredsbevægelse European Nuclear Disarmament (END) men disse artikler er stort set heller ikke anvendt.
Behandlingen af NtA er ujævn. Årsagen kan være, at et par substantielle afsnit oprindelig er udformet af andre end BJ. Det anerkendes (bind I, s 615), at der var organisationer i fredsbevægelsen, som ikke var styret eller manipuleret af Kreml; NtA kaldes den vigtigste, som derfor analyseres særskilt. Denne særskilte analyse er imidlertid begrænset til seks sider, hvor fokus er på, hvad man kalder NtAs dilemma gruppen vil markere særstandpunkter i forhold til de kommunistisk anførte dele af bevægelsen, men samtidig vil man give udtryk for vilje til dialog med disse dele. Foruden disse sider viser index omtale af NtA 14 steder i værket, men i næsten samtlige tilfælde består omtalen af oplysninger og påstande, som skal sløre skelnen mellem NtA og de dele, som Kreml har gjort til sine allierede via DKP, KGB og Stasi.

Der er mange småfejl i behandlingen. Forfatteren Erik Knudsen bliver således kaldt NtAs første formand på trods af, at gruppen havde en flad struktur uden ledelse. Knudsen anvendes af BJ til illustration af, at gruppen gik ind for en sammenhæng mellem socialisme og fred nøjagtigt den samme holdning som Sovjetunionen og den kommunistisk dominerede fredsbevægelse stod for (Bind I, s. 615). Men BJ oplyser ikke, at DDRs Stasi samt den østtyske ambassade i København anså NtA for anti-socialistisk. Det er korrekt, at Erik Knudsen var mellem initiativtagerne til NtA, men det er også korrekt, hvad BJ ignorerer, at Knudsen efter få måneder reelt ikke deltog i gruppen.

Det oplyses endvidere i en fodnote (Bind I, s. 738, note 35) , at en anden initiativtager, nærværende artikels forfatter, meldte sig ud af Samarbejdskomiteen i protest mod invasionen af Afghanistan, men jeg har aldrig været med i dette foretagende - og jeg har heller aldrig været medlem af NtA.

BJ nævner, at enkeltpersoner havde kontakt til systemkritikere i det tjekkoslovakiske Charta 77 og mellem østtyske kirkeaktivister, men disse personer handlede på vegne af NtA og kontakten var en central del af NtAs selvforståelse.
Kildegrundlaget er i betydeligt omfang PET-dokumenter, som imidlertid refereres så sparsomt, at de indeholdte påstandes værdi ikke kan kontrolleres. Et typisk eksempel er, at meget taler for, at NtA skal have deltaget i en af KGB inspireret påvirkningsoperation, men indholdet oplyses ikke og kilden er et PET-dokument i BJs private varetægt (bind I, s. 626).
Fordi man ikke har konsulteret kasserne i Arbejderbevægelsens Arkiv eller blot læst NtAs og ENDs ideologiske manifester, tror BJ åbenbart, at hovedmålet for denne bevægelse var oprettelse af en atomvåbenfri zone i Europa, men den helt grundlæggende tanke var, at årsagerne til atomoprustning skulle bekæmpes, og i den sammenhæng var demokrati og stop for delingen af Europa afgørende.

Besynderligt løsrevet fra resten af fremstillingen anvender BJ et selvstændigt afsnit på den professionelle og prominente sovjetiske fredskæmper Tair Tairov, som blev en skarp kritiker af sine tidligere arbejdsgivere, den officielle sovjetiske fredskomite og Verdensfredsrådet. Meget af omtalen refererer et interview, som en dansk fredsjournalist fik med Tairov. Man skal til fodnoterne, hvis man vil vide, hvad han hed (Jørgen Dragsdahl). Tairov kritiserer et brev, som fredskomiteens formand, Jurij Zhukov, i 1983 havde sendt til bl.a. NtA og END. Zhukov kaldte de selvstændige vestlige fredsbevægelser for NATO og CIA agenter. Hvis BJ havde konsulteret NtAs eller Stasis eller Informations arkiv ud fra denne sovjetiske vinkel ville han have fundet en del, som kunne være brugt til nuancering af det portræt, han leverer af NtA. Her er en lille smagsprøve på det, som BJ ignorerer.

Til Toppen

Dagens fusk (42) - kommentar på Facebook 12. maj 2014

Tilsyneladende tror Bent Jensen, at en løgn bare bliver bedre, hvis den lagres lidt. Det må være årsagen til, at den fynske spionjæger nyligt i Weekendavisen har genfremsat en påstand, som han først luftede i 2007. Og sandt er det løgnen er i årenes løb blevet forbedret ud i det helt groteske. Men det er ikke sket ved hjælp af beviser. Den er blot blevet pumpet op med mere løgn.

Første udspil kom i en artikel, som BJ 26. januar 2007 fik optaget i Jyllands-Posten. Det skete under overskriften Desinformation, der for klarhedens skyld var skrevet med russiske bogstaver og stavet Desinformatzia. Underr ubrikken oplyste, at jeg under Den Kolde Krig bedrev kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB.

Langt nede i artiklen oplyste BJ, at min sidste, større kampagne under Den Kolde Krig drejede sig om det amerikanske radaranlæg på Thule-basen. Og så fortsatte BJ: Han og nogle sovjetiske journalister gjorde i 1987 gældende, at USA havde overtrådt en rustningskontrolaftale med Sovjetunionen. Det var angiveligt en vildledningsmanøvre, fordi Sovjet (ifølge USA) havde brudt samme aftale. BJ oplyser også, at kampagnen fusede ud og fik til Dragsdahls store skuffelse ingen politiske konsekvenser.

Kort efter tilbageviste jeg i et svar, som professoren aldrig reagerede på, hans påstande. I forbindelse med Thule-radaren noterede jeg, at beskyldningen om amerikansk traktatbrud var blevet rejst af amerikanske eksperter og at The New York Times havde sat fokus på affæren få dage før, at jeg indledte en serie artikler derom. Det dokumenterede vi i forbindelse med retssagen ved byretten i Svendborg; bilagene var også med ved Østre Landsret.

BJ hverken dokumenterede eller uddybede i årenes løb sin oprindelige påstand. Men i den afsluttende fase af selve retssagen ved Østre Landsret kastede han sig ud i en meget dramatisk forklaring. Desværre kan retsbogen ikke helt formidle det kunstneriske format. Den fastslår blot (på dommens side 23), at det sovjetiske pressebureau APN havde en dobbeltfunktion i Danmark, da det også indsamlede oplysninger samt deltog i påvirkningskampagner. Jeg havde, fortsatte BJ, et tæt og personligt samarbejde med APN-kontorets chef Ilja Baranikas. Her overlader vi ordet til BJ via retsbogen:

Af telefonsamtaler fremgår, at Jørgen Dragsdahl nærmest kunne kommandere med APN og sige, at han skulle bruge en bestemt artikel, hvorefter APN fremskaffede den til Jørgen Dragsdahl. Som eksempel kan nævnes en artikelserie fra 1987, hvor Jørgen Dragsdahl skrev om USA's radarstation i Thule. Der var tale om en kampagne mod USA, hvor der foregik et tæt samarbejde mellem Jørgen Dragsdahl og APN. Det fremg@?r af notater om aflyttede samtaler, at Jørgen Dragsdahl skrev en lang række af artikler, hvor APN bidrog.

Jeg var mildt sagt overrasket. PET havde afvist udlevering af telefonaflytninger dog med tre undtagelser. Vi havde ikke fået det materiale, som han henviste til, og derfor måtte det fortsat være stemplet hemmeligt (klassificeret). Altså et klokkeklart brud på hans tavshedspligt. Det virkede lidt desperat, at han begik et tilsyneladende lovbrud lige foran dommerne (som de i øvrigt ikke påtalte).

Dertil kom, at jeg ikke anede, hvad han talte om. Men han fik da sagt en dato for, hvornår jeg havde givet ordre til fremskaffelse af en artikel, som angiveligt var fra Pravda.

Hjemme i mine arkiver fandt jeg så en artikel fra Information dateret 31. januar. Det er et nyhedstelegram, som har fået den indledende slug (RB-APN) altså en sammenskrivning af tekster fra Ritzaus Bureau og APN. Pravda har haft en artikel, som hævder, at Thule-radaren gør Danmark til medskyldig i stjernekrigsplaner. Referatet af denne artikel fylder 64 avislinjer. Forsvarsminister Hans Engell kritiserer desuden Pravda-artiklen; det fylder 45 linjer. Og det er det. Ifølge min genopfriskede hukommelse havde det oprindelige Ritzau-telegram et ekstremt kort og intetsigende referat af Pravda-artiklen, og det er sandsynligt, at jeg har bedt APN fremskaffe den oprindelige tekst, som derefter blev indarbejdet.

Denne trussel mod Vestens sikkerhed, som jeg i samarbejde med APN havde smuglet ind i Information, skal dog nok sættes lidt i perspektiv. Dagen før, den 30. januar, havde vi bragt en lang leder fra New York Times, som forsvarede den såkaldte modernisering af radaren. Den 27. januar havde jeg i samarbejde med USAs ambassade bragt et næsten 300 linjer langt interview, som også forsvarede moderniseringen. Det var skrevet af den officielle amerikanske informationstjeneste USIA hvad Berlingske Tidende glemte, da de bragte et uddrag og gav indtryk af, at de selv havde talt med manden.

Information var en grundig og pluralistisk avis, som lod alle parter, selv Pravda, komme til orde. Men kan det virkelig berettige BJs påstand? Radar-affæren gav anledning til nogle hundrede artikler. Mange var yderst tekniske, idet jeg reelt havde et nært samarbejde med de amerikanere, som havde forhandlet traktaten, og en forening af amerikanske rustningskontrol-eksperter. Det viste sig eksempelvis, at USA's luftvåben selv nogle år før havde anset den nye radar i Thule for traktatstridig. Enhver gennemgang af artiklerne vil vise, at APN eller KGB umuligt kunne have bidraget hvad man i øvrigt også erkendte på den amerikanske ambassade. Der er til gengæld i overflod beviser i artiklerne for, at jeg havde nærkontakt med de amerikanske eksperter.

Nå, ja så var der lige BJs seneste. Han gentog ikke anklagerne i sin bog. Men i Weekendavisen for den 25. april skriver han i et overfald på Nikolaj Petersen, professor emeritus i statskundskab, at jeg sammen med det sovjetiske propaganda- og efterretningsbureau APN (Novosti) førte en voldsom, men forgæves kampagne mod moderniseringen af Thule-radaren.

Og når det gælder, at artiklerne ikke havde konsekvenser, så er det heller ikke rigtigt. Folketinget vedtog 5. marts 1987 en dagsorden, som med bredt flertal vedtog, at radaren ikke måtte anvendes i forbindelse med stjernekrigsprojektet. Der blev også udskrevet valg i Grønland og en proces blev indledt, som efterhånden gav grønlænderne større indflydelse på og indsigt i sikkerhedspolitikken. Og endelig blev jeg af mange grønlandske journalister indstillet til Cavling-prisen.

Her er den første artikel fra serien: "Amerikanske eksperter kalder ny radar ved Thule for brud på traktat med Sovjet"

Bent Jensen har i sin bog ”Ulve, får og vogtere” misbrugt, hvad en dansk officer skrev for snart 30 år siden. Efter han har læst de relevante afsnit siger Karsten Møller, som i dag er generalmajor, at et centralt citat ”er taget ud af sin sammenhæng”, nuancerne fra analysen ”er væk” og ”den tages til indtægt for synspunkter, som jeg ikke deler”.

Anklagen gælder et kapitel i 1985 årbogen fra Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitisker Udvalg (SNU). Under overskriften ”Udviklingen i sovjetiske militære doktriner” gennemgår Karsten Møller bl.a. lærebøger og artikler skrevet af sovjetiske officerer. Karsten Møller blev en så anerkendt ekspert på militære forhold i Sovjetunionen, at han efter systemskiftet blev udnævnt til NATOs repræsentant i Moskva, og hans sidste post var chef for Forsvarsakademiet.

Man kan undre sig over, hvorfor Bent Jensen anvender analysen, da den hverken indtager en fremtrædende plads i relevant forskningslitteratur eller kan anses for en dugfrisk fremstilling af emnet. Der er i den mellemliggende tid fremkommet en del nye oplysninger og Karsten Møller oplyser selv, at det grundlæggende materiale allerede i 1985 var noget bedaget. Men en mulig, endog sandsynlig, forklaring er, at vi under retssagen mod Bent Jensen har fremlagt kapitlet, og at professoren af den grund er blevet opmærksom på det. Årsagen til fremlæggelsen er lidt indviklet, men det er noget med, at den konservative Per Stig Møller på forkert grundlag engang har henvist til værket. Inddragelsen af kapitlet i Bent Jensens bog er endnu et tegn på de tilfældigheder, som har præget valget af kilder.

Den grundlæggende opfattelse i Bent Jensens fremstilling af Sovjetunionens syn på anvendelse af kernevåben er, at Sovjet ”planlagde at føre og vinde begrænsede atomkrige” (side 68). Og det er ikke kun noget, som man planlagde, idet Bent Jensen gør klart, at både militære og politiske topfolk troede på denne målsætning.

Bent Jensen citerer (side 77) Karsten Møller for: ”Den pre-emptive brug af kernevåben er tilsyneladende dybt forankret i sovjetisk tankegang”. Det er korrekt, at disse ord kan findes i analysen på side 232. Men sætningen leverer kun en nuance i en redegørelse, som peger i den stik modsatte retning. Karsten Møller argumenterer og dokumenterer grundigt, at såkaldt pre-emptivt brug kun er en fjern mulighed, som ikke helt kan udelukkes på trods af, at sovjetiske ledere har udelukket det. Sætningen lige før den citerede påpeger således, at der har været en ”heftig debat” i de øverste militære kredse.

Bent Jensen er i dyb forvirring, når han skal anvende de præcise fagudtryk. Han skelner således ikke mellem pre-emptivt og præventivt atomangreb på trods af, at Karsten Møller påpeger forskellen (side 218). Sovjetiske militærteoretikere ”skelner nøje” mellem et pre-emptivt slag, som leveres lige før modpartens angreb og et præventivt slag, som skal forebygge, at modparten nogensinde har mulighed for angreb. Bent Jensen opnår med sin begrebsforvirring, at den sovjetiske strategi fremstilles mere truende, end den faktisk var.

De politiske ledere i Sovjetunionen forbød i juni 1982 militæret brug af atomvåben før modparten havde taget dem i brug. Kasten Møller konkluderer (side 224), at ”der er næppe tvivl om, at ikke-førstebrugs-princippet er et varigt element i sovjetisk atomstrategi”. Lidt senere (side 225) hedder det med henvisning til en artikel af den sovjetiske forsvarsminister, at ”man har hermed fraskrevet sig muligheden for at rette et pre-emptivt slag med kernevåben mod fjendens nukleare leveringsmidler … Den pre-emptive rolle må derfor tildeles de konventionelle styrker”.

På dette punkt har senere forskning bekræftet Karsten Møllers opfattelse. Det karakteristiske ved den sovjetiske doktrin og faktiske planlægning i 80’erne var, at man regnede med en ganske lang konventionel fase i en europæisk krig. Antagelsen var, at NATO ville tage atomvåben i brug først.

Der er flere andre steder, hvor Møllers artikel indeholder elementer, der er i total strid med Bent Jensens påstande, men de er ikke kommet med i bogen. Alligevel genbruger Bent Jensen flere steder usædvanlige udtryk, henvisninger og hele afsnit fra Møllers kapitel. Det sker ofte misvisende og tyder på, at Bent Jensen ikke har haft så mange andre kilder og derfor, uanset sandhedsværdi og berettigelse, brugte dem, som han havde.

Intet er for småt, når Bent Jensen manipulerer. Som seneste eksempel følger her en historisk redegørelse for hans brug af ordet ’’køterpis’’. Og, i tilgift, et eksempel på uforfærdet genbrug af en løgn.

’’Køterpis’’ er af Weekendavisen gjort til overskrift for en stribe læserbreve – også i seneste udgave af avisen fra 28. maj 2014. Måske har redaktøren ment, at det ville friske spalterne lidt op. Andre motiver kan dog også tænkes.

Som overskrift bruges ordet første gang den 9. maj 2014, hvor jeg i Bogdebat i et læserbrev bl.a. påpeger, at BJ uretmæssigt kritiserer professor emeritus Nikolaj Petersen. Selv havde jeg givet mit indlæg overskriften ’’Skamløs Bent Jensen”. Jeg henviser til, at BJ i 2007 kaldte et indlæg i avisen, skrevet af Nikolaj Petersen og Ib Faurby, for ’’køterpis’’. Det blev bragt den 9. februar 2007.

Da BJ besvarer mit indlæg skriver han indledningsvis (15. maj 2014), at ’’under den for indholdet rammende overskrift ’Køterpis’ fortsætter Jørgen Dragsdahl 9. maj ufortrødent sin desinformation…’’.

Nu har en skarpsindig læser, Niels Henrik Svarre Nielsen, så (28. maj 2014) hævet affæren op fra den banale detaljes niveau til en sigende illustration af BJs kildehåndtering. Skribenten påpeger, at udtrykket oprindeligt er brugt af BJ selv, så man kommer ’’i tvivl om Bent Jensens evne til at omgås kilder, ja til hans evne til overhovedet at læse’’. Måske, fortsætter Niels Henrik Svarre Nielsen, skyldes det blufærdighed, at han gør ’’sin egen opfindelse til Dragsdahls’’, men det rejser da også den tanke, at ’’når man kan slippe af sted med en så eklatant brøler, som den Bent Jensen her begår, kan man måske også slippe af sted med mindre forklarlige mistanker”.

Skribenten er her inde på et forhold, som i alle årene med BJ har undret mig en del. Det er forunderligt, at BJ lyver så konsekvent, selv når minimal efterforskning kan afsløre ham. Men folkeviddet har jo længe kendt til fænomenet. Thi, udsiger det, den ene løgn fører den anden med sig. BJ er ganske enkelt blevet så smittet af sine egne løgne, at han ikke længere kan kende forskel på sandt og usandt.

Den aktuelle fejde indeholder endnu et eksempel. BJ skriver (15. maj), at jeg ’’gennem to retssager og syv år’’ har modsat mig fremlæggelse af telefonaflytninger. Ihærdige læsere af Dagens fusk vil fra nr. 20, bragt 13. januar på Facebook og hurtigt genlæselig på min hjemmeside, vide, at han har fremført påstanden før og fået svar. Nu har jeg så i Weekendavisen (28. maj 2014) udbygget det gamle svar med yderligere dokumentation.

Jeg henleder BJs opmærksom på en editionsbegæring fremsat af min advokat Henrik Holm-Nielsen den 31. juli 2012. Heri opfordrer vi PET til at fremlægge:

’’Eventuelt med udstregninger i det omfang fremmede magters hemmeligheder måtte have været involveret, udskrifter af de telefonaflytninger og notater, der er foretaget i anledning af telefonaflytninger, der fandt sted eller notater udarbejdet i forbindelse med telefonaflytningerne’’.

I et brev til Østre Landsret dateret 19. oktober 2012 afviste PET kravet, fordi materialet er klassificeret – dog frigav man tre aflytningsrapporter, fordi de var omtalt i PET-kommissionens rapport.

Det er altså løgn, at jeg ’’gennem to retssager og syv år’’ har modsat mig, at telefonaflytninger blev fremlagt.

Og løgnen bliver jo ikke mindre af, at hans advokat Karoly Nemeth har gentaget den i et nyligt processkrift, som er tilgået Højesteret. Så, ja – folkeviddet har jo også forklaret, at løgn smitter. Når man endog lyver for Højesteret tyder det på, at den smitsomme sygdom er ganske alvorlig.

Bent Jensens mammutværk ”skaber ikke større klarhed om Danmark under den kolde krig – snarere tværtimod”.

Med denne, underspillede, vurdering indledes en 8 sider lang anmeldelse af ’’Ulve, får og vogtere’’ i tidsskriftet Udenrigs, der udgives af Udenrigspolitisk Selskab. Forfatteren er Ib Faurby – en af Den Kolde Krigs førende danske eksperter, bl.a. tidligere chefkonsulent ved Forsvarsakademiet og leder af Forsvarschefens Sikkerhedspolitiske Kursus.

Kritikken kommer altså fra en røst, som er solidt forankret i det danske sikkerhedspolitiske establishment og bestemt ikke en forsvarer af den såkaldte fodnotepolitik. Det mest bemærkelsesværdige er, at den meget skarpe kritik, som Faurby formulerer, ikke har sat spor i nyhedsmedierne. Man burde da snart i disse omkostningsbevidste tider være klar til en overvejelse af, hvorvidt millionerne til Jensens værk er spildt. Eller overvejelse af, hvorvidt de positive anmeldelser i nogle dagblade er pinligt inkompetente. Eller analyse af, hvorfor befolkningens vidensniveau er så lavt, at bogen er blevet en bestseller - uden opfølgende rasende kommentarer fra læsere, som føler sig forført til brug af 800 kroner på et makværk.

Faurby slår fast, at sammenlignet med BJ’s tidligere publikationer leverer denne bog trods sit omfang ”ikke afgørende nyt”. Hans udvælgelse og anvendelse af kilder er ”ofte problematisk”, noterer Faurby, og han bidrager til andre historikeres kritik med et afslørende eksempel, som viser misbrug af Jens Otto Krags dagbog.

Fremstillingen er ”fuldstændig sort/hvid’’, lyder det videre, da Faurby skriver sig varm og opgiver den forsigtige tone. ”Bogens grundholdning er, at alt, hvad den til enhver tid siddende amerikanske regering gjorde, var godt, rigtigt og tjente fredens sag. Her er ingen plads til nuancer endsige andre opfattelser’’.

Interessekonflikter i den vestlige alliance ignoreres i en sådan grad, at fremstillingen virker ”næsten ahistorisk”. BJ’s ”holdning til kernevåben i almindelighed og rustningskontrol i særdeleshed forekommer næsten nonchalent”.

Et af de få steder, hvor BJ strejfer den amerikanske debat er i en bemærkning (Bind I, side 50) om, at jeg i min journalistik byggede på materiale fra ”det antiamerikanske og prokommunistiske nedrustningsmiljø i USA”. Det er, skriver Faurby, ”ganske enkelt for letkøbt’’.

Faurby får indskudt, at venstrefløjen sjældent fik modspil af borgerlige politikere og debattører med andet end ”almindeligheder og ideologiske erklæringer”. Det er en tradition, som BJ følger, og der er ingen steder i bogen ’’egentlig analyse’’ af regeringens politik, den parlamentariske situation og det politiske spil om sikkerhedspolitikken i den såkaldte fodnoteperiode.

I anmeldelsen efterlyser Faurby ”en del bøger og artikler”, der kunne have været relevante kilder. Han påpeger også, at der er et antal bøger og artikler, som er medtaget i litteraturlisten, ’’men ikke har sat sig synlige spor i teksten’’. Det er ej heller ’’alle de mange noter, der har et substantielt indhold’’.

”Alt, hvad der kan bekræfte hans ’tese’, er med, hvorimod andre kilder og tolkninger behandles tilfældigt – for nu at sige det venligt”, skriver Faurby afslutningsvis. Men læs selv anmeldelsen i tidsskriftet. Den starter på side 90. Gid den vil blive mere udbredt.

Så har jeg stærkt anbefalet Bent Jensens bog, ''Ulve, får og vogtere'', i et videnskabeligt tidsskrift. Det er sket i ''Arbejderhistorie'' nr. 1, årgang 2014 - der udgives af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie. Min artikel er på intet mindre end 21 sider, med fodnoter. Her er artiklens indledning.

''Som redskab til undervisning i kildekritik er Bent Jensens store værk uforligneligt. Det udgør et overflødighedshorn af eksempler på synder, som en historiker kan begå''.

Flittige læsere af Dagens Fusk vil genkende en del af eksemplerne - omend de er sammenskrevet til en artikel og nogle ændringer er sket. Artiklens overskrift er, ''Koldkrigsforskning - løse påstande eller dokumenteret viden''.
Der er en ekstra god grund til indkøb af bladet. Cand. mag. Torkil Sørensen har skrevet en meget fin historisk fremstilling af Nej til Atomvåben ved hjælp af dokumenter fra bl.a. Stasi og dagbogsnotater fra Troels Toftkær. Den er på 22 sider - og det er tæt beskrevne sider.

Jeg anbefaler - og det er ment helt seriøst - offentlig finansiering af en undersøgelse af værket, så det kan få sin rette plads i danske historikeres bidrag til folkeoplysning. Koldkrigsværket fra DIIS var jo årsagen til, at BJ fik sin analyse finansieret af Folketinget. 10 millioner plus det løse. Der var utilfredshed hos nogle med DIIS-analysen. Analyse af Jensens værk vil være en kæmpeopgave, når kilderne skal fiskes frem og deres forhold til BJs tekst skal undersøges. Men det bør gøres, naturligvis af historikere. Jeg tror dog, at mindre end 10 mill kan finansiere det projekt.

Desværre bringer Arbejderhistorie ikke artiklerne på internettet - ja, man har endog ikke fået sat denne udgave på Selskabets sider endnu. Men den er, må jeg sige, pengene værd. og tilbage står jo stadig det store spørgsmål om, hvorfor dagspressen endnu ikke har udstillet BJs brug af offentlige midler til makværk. Så alternative medier må bruges.

Til Toppen

Barbarerne har invaderet Europa – alarmen lyder nu igen fra koldkrigeren Bent Jensen. Han har fået sin advarsel bragt på kronikplads i Jyllands-Posten den 22. august.

I de afsluttende linjer proklamerer han, at barbarerne ’’angriber nu alle vesteuropæiske landes civilisation, fordi letsindige politikere har tilladt barbarernes masseindvandring fra Mellemøsten. Israels kamp mod barbarerne er derfor også vores civilisations kamp’’.

Jeg orker ikke en argumentation imod hans ekstreme udfald mod muslimer. Hans udnyttelse af nogle få personers galskab til et generelt angreb burde være selvafsløring nok. Men det er interessant, at vi nu igen ser, hvordan koldkrigere henter frisk inspiration. Hans succes med makværket ’’Ulve, får og vogtere’’ skal så åbenbart konsolideres med had til muslimer [Og andre danskere uden den rette forståelse af truslen] .

Helt overraskende er det ikke, om end denne bandbulle er mere ekstrem end tidligere set. Den såkaldte historiker har længe været i alliance med Dansk Folkeparti. For omkring ti år siden lagde DF’s daværende folketingsmand Jesper Langballe flere gange stemme til sammenkoblingen. Under en folketingsdebat i 2003, hvor man diskuterede forskeres adgang til bl.a. efterretningstjenesternes arkiver, tordnede Langballe imod de profeter, som engang ville vise folket den rette vej til det socialistiske paradis og nu vil anvise vej til det multietniske paradis. Tre år efter var omkvædet stadig, at medløberiet i forbindelse med Nazityskland og Sovjetunionen skal sætte ”det aktuelle medløberi i perspektiv – nemlig ”medløberiet over for nutidens skræmmende totalitære ideologi, islamismen, som får ikke så få af tidens intellektelle, kunstnere og politikere til at svigte forsvaret for ytringsfriheden og den frie religionskritik”.

I synet på truslen fra islam havde Langballe allerede en meningsfælle i Bent Jensen. Mellem dennes mindeværdige indlæg i samfundsdebatten er en apologi for den russiske leder Vladimir Putins grusomme krig mod Tjetjeniens befolkning [J-P, 08-01-2000]. Professoren var vred over Danmarks ”skandaløst ringe presse” og erklærede, at ”Vesten har ingen moralsk eller anden ret til at belære Rusland om god opførsel”. Som sit hovedargument for Vestens umoral pegede han på, at ”efter luftkrigen mod den serbiske civilbefolkning og nægtelsen af humanitær hjælp til de mange nødlidende serbere, bør man holde sin mund”. Russerne har i krigen mod tjetjenerne fortjent ”vores sympati og forståelse”, lød det konkluderende, idet ”russerne har fat i den lange ende. De er ikke historie- og kulturløse som os. De agter ikke at lade sig islamisere. Måske bliver det os, der en skønne dag får brug for dem”.

Krig mod islam er også et tema hos historikeren Lars Hedegaard, som er blevet et fremtrædende medlem af denne alliance, siden han i 2003 fik udgivet bogen ”I krigens hus”. Den fik en god modtagelse af Bent Jensen, som i en anmeldelse [J-P, 10-10-2003], der ikke trak på hans Ruslands-ekspertise, rettede sit skyts mod alle dem, der ikke har erkendt truslen fra islam – ”ledende politikere i Danmark og andre vesteuropæiske lande”, ”ledende kristne teologer” og ”professionelle islamspecialister”. De har angiveligt ignoreret en ”katastrofe for den europæiske civilisation”, talt” underdanigt” og ”bagatelliseret” de åbenlyse trusler. Så der er, konkluderede Bent Jensen, ”virkelig behov for kulturkamp”.

Nyt bevismateriale i injurie-sagen mod Bent Jensen har betydning for langt mere end vurderingen af hans bevidst ondsindede adfærd. Det giver også indblik i den syge tankegang, som huserede i Politiets Efterretningstjeneste – og betydeligt mere bredt i datiden. Og helt uaktuel er dette gensyn med Den Kolde Krig ikke, fordi materialet også indirekte kan vise, hvor vanvittige tankerne kan blive under indtryk af frygt for den nye fjende, islam.

Tilbage i august 1982 fik efterretningstjenesten foretaget en analyse af artikler, som jeg havde skrevet. En person, som ikke var tilknyttet PET, skulle vurdere, hvorvidt de bl.a. ”afspejler” sovjetiske synspunkter. Den adspurgte gav et noget vagt svar, men det hindrede ikke, at PET 35 måneder senere kunne genanvende den såkaldte analyse – dog med en ny konklusion: ”Der hersker således ingen tvivl om, at D var en dygtig ’agent of influence’ med hovedopgave som en neutral politisk iagttager at undergrave tilliden til USA og sammenholdet mellem USA og NATO/Europa”. Under retssagen ved Østre Landsret erklærede den forhenværende PET-chef Ole Stig Andersen, at mine artikler afspejlede sovjetiske udenrigspolitik.

Nu har jeg så fået fremskaffet artiklerne, som PET sendte til analyse. Det er ganske enkelt dybt forargeligt – og skræmmende. Der er 16 artikler – i sig selv tankevækkende, idet jeg skrev nogle hundrede det år. Men er de så snedigt og selektivt udvalgt, så man kunne være sikker på et for mig inkriminerende resultat? Næh. Og det er netop det både forargelige og skræmmende, fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem artiklernes indhold og den anonyme vurderingsmands samt PETs og Ole Stig Andersens konklusioner. Artiklerne burde have motiveret Bent Jensen til omtanke, men det har så åbenbart ikke været hans agt.

Den første af de udvalgte er en stor reportage fra 24. marts 1982 med overskriften: ”Fredsbevægelsen i Holland er en frihedsbevægelse”. Den knapt nok nævner de meget aktive hollandske kommunister. Fokus er på de hollandske kirkers fredsråd IKV, og overskriften henviser bl.a. til, at denne organisation vil samarbejde med systemkritiske grupper i Øst. På trods af, at netop behovet for støtte til oppositionen i Øst prægede mange af mine artikler det år, er dette aspekt af min journalistik helt fortiet i ”analyserne”.

Størsteparten af artiklerne er skrevet i USA, hvor jeg bl.a. beskrev de amerikanske fredsbevægelser med særligt fokus på kirkernes rolle. Helt modsat PETs holdning kunne man vurdere, at den amerikanske fredsbevægelse ville styrke NATO. Det mente daværende senator, nuværende vicepræsident Joseph Biden, men artiklen med det budskab, fra 15. maj 1982 med overskriften ’’Fredsbevægelsen i USA kan løse problemer for NATO’’, har man udeladt af analysen.

Og så var der også nedrustningssamling i FN, som jeg dækkede for Information. Artiklerne refererer grundigt vestlige synspunkter, beskriver den største fredsdemonstration i USA's historie, osv.

Der er endvidere et stort interview med Anker Jørgensen (29. maj 1982), hvori han f.eks. retter kraftig kritik imod den kommunistiske del af fredsbevægelserne.

Under FN-samlingen kom Sovjetunionen med et udspil, hvor man lovede, at man ikke ville anvende atomvåben først i en konflikt. Det udspil er senere blevet tillagt betydelig vægt, f.eks. af (nuværende) generalmajor Karsten Møller. Min dækning af dette udspil er stærkt præget af, at amerikanske eksperter, bl.a. tidligere forsvarsminister McNamara, var kommet med et lignende, og jeg har faktisk kritiske bemærkninger. Men måske ønskede PET, at jeg helt skulle have undladt omtale?

Min pointe er, at når man kan anse disse artikler for produkt af KGB’s virksomhed, så lider man af paranoia i meget alvorlig grad – en sygdom så stærk, at den helt overvælder fornuften. Og efterslæbet fra det skal man altså stadig trækkes med. Det kan også være en advarsel imod, hvad vi igen er på vej ind i.

Artiklerne, som PET ønskede analyseret, er nu lagt på min hjemmeside. Man går ind i menuen under Den Kolde Krig og vælger 1982. Af artikelforklaringernes sidste linje fremgår, at det er en af de PET-analyserede artikler.

Henvisningen her gælder en kronik i Information, hvor jeg første gang beskæftigede mig med, at PET ikke har grundlag for sine påstande. Den kronik er mildt sagt bekræftet nu. Se dette link.

Tjah, denne overskrift kan måske vække lidt opmærksomhed efter en tid, hvor en for længst afdød journalists kreative forhold til journalistik er blevet debatteret ivrigt. Det har i det mindste gjort mig vred over, at medierne fortier, hvordan højst nulevende
akademikere lyver – og det er denne gang ikke Bent Jensen, som jeg tænker på.

Pegepinden rettes her imod professor i jura, stifter af Den Danske Forening Ole Hasselbalch – som i øvrigt har været den centrale jurist bag Jensens forsvar op til Østre Landsret.

Hasselbalch har gennem flere år boltret sig i konspiratoriske tanker angående sovjetisk desinformation under Den Kolde Krig. Han mener, at der forelå en detaljeret plan – endog landefokuseret – for, hvordan Sovjetunionen ville overtage vores meningsdannelse. Hasselbalch har skrevet en hel bog derom, et indlæg i et ugetidsskrift for jurister, i en bog om ”Dragsdahl-sagen” samt nyligt en kronik i Jyllands-Posten.

Som flere andre af den yderste højrefløjs skribenter lader han ikke kendsgerninger blokere for sine udgydelsers niveau. Det er ikke så underligt – men det underlige er, at alle dem, som nu tordner mod Stage, er helt blinde for løgnene, som i nutiden kolporteres lige under deres næse. Her er så et eksempel.

Hovedkilden til den store konspiration er hos Hasselbalch en tjekkoslovakisk general, Jan Sejna. I bogen ’Dragsdahl-sagen’ leverer han side 44-45 et portræt af Sejna. Han skriver, at "da Warszawa-pagtens kampvogne i 1968 rullede ind i Tjekkoslovakiet og knuste ’foråret i Prag’ gjorde en vis Jan Sejna (…) sin stilling op”. Sejna havde angiveligt adgang til den store plan for overtagelse af de vestlige samfund indefra, og ”skuffet over det, der nu skete i Prags gader, tog han imidlertid hele materialet under armen og begav sig vestpå, hvor han overlod det til efterretningstjenesterne”.

Det er et portræt, som rider på sympatien for de tjekkoslovakker, som stod bag reformbestræbelserne, der blev knust af invasionen i august 1968. Man må forstå, at Sejna var en af systemkritikerne, som reddede sig gennem flugt i sidste øjeblik. Der er bare et par problemer med portrættet, bl.a. tidspunktet for hans flugt.

Sejna selv oplyser i første linje af forordet til en bog, som han skrev: ”Jeg smuttede ud af Prag en frysende kold morgen i februar 1968 og kørte sammen med min søn og hans kæreste så hurtigt, som vintervejrets veje tillod, mod sydøst gennem Ungarn og Jugoslavien ind i Italien”. Fejlen i Hasselbalchs portræt er ikke umiddelbart forståelig, idet han på dette punkt netop henviser til Sejnas bog, ”We will bury you”.

Fejlen gentages endog i flere af Hasselbalchs skriverier. I en kronik, som Jyllands-Posten bragte 5. maj i år, kritiserer Hasselbalch skarpt PET-kommissionen, fordi den i sin beretning ikke omtaler den sovjetiske ”strategiske langtidsplan” bag ”påvirkningsoffensiven mod os”, hvor vores ”væsentligste kilde” er ”tjekken Jan Sejna, der hoppede af med planen under armen ved invasionen af Prag i 1968”.

Det ligner en meget bevidst fejl, når man også ser nærmere på Sejnas faktiske baggrund, som Hasselbalch med sit trick får skjult. Condoleezza Rice, senere sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister for præsident George Bush, har i en analyse fra 1982 af den militære elite i Øst-landene beskrevet, hvordan Sejna stod bag et kupforsøg, der skulle beskytte Tjekkoslovakiets diktator, ærke-stalinisten Antonin Novotny, imod reformkræfternes pres. Lige op til Sejnas flugt havde myndighederne indledt en undersøgelse af mistanker om, at han gennem flere år havde begået økonomisk bedrageri. Derfor hyggede han sig i det fjerne USA i CIA’s varetægt, da kampvognene senere rullede ind i Prag.

Sejnas troværdighed efter afhopningen er desuden ofte blevet udfordret. Han var en hovedkilde bag journalistens Claire Sterlings påstande om, at Sovjetunionen stod bag en række terrorgrupper. Han var også hovedkilde bag påstanden om, at Sovjetunionen stod bag globalt salg af kokain. Og da angiveligt forsvundne amerikanske krigsfangers skæbne i Vietnam blev et varmt emne i USA, kunne Sejna pludselig huske en del, som gav konspirationstankerne ny næring – og ham selv ny relevans.

Desuden bekræftes eksistensen af Hasselbalch-Sejnas store plan ikke i en række værker om desinformation. Som et blad i Tjekkiet, Prague Post 23-9-2004, noterede syv års efter hans død, så mener de fleste tjekkiske embedsmænd og historikere, at Sejna var ”en løgner”.

Skal man på dette grundlag beskylde Hasselbalch for desinformation? Han forvansker formentlig bevidst, fordi han næppe har overset flugtens datering i forordet.

Da jeg påtalte denne svindel i et indlæg til Jyllands-Posten, blev det ikke trykt, og jeg tør vædde på, at det heller ikke bliver taget op nu. Så er det lettere at angribe afdøde, som man også kan sværte venstrefløjen med.

Ja, det er en svær én. Fordi ligheden er så iøjnefaldende. Begge har jo gjort sig skyldige i gentagne og yderst grove brud på privatlivets fred. Men en forskel er, at Bent Jensen har brudt sin tavshedspligt – det har Qvortrup ikke. Bent Jensen har forbrudt sig imod flere love, end Qvortrup har. En ikke ubetydelig forskel er, at Qvortrup er blevet sigtet for sine tilsyneladende lovbrud - det er Bent Jensen ikke.

Og så er der jo det helt aktuelle. Qvortrup har ikke truet den tidligere lærer og Nej til Atomvåben aktivist Troels Toftkær. Men det har Bent Jensen. Toftkær har nemlig i Weekendavisen skrevet, at Jensen systematisk over en længere årrække har misbrugt arkiverne i Politiets Efterretningstjeneste, idet han har brudt sin tavshedspligt. Det medførte, at professoren i samme avis den 28. november truer Toftkær med en injuriesag, fordi han angiveligt har fremført en ”stærkt injurierende sigtelse”.

Det er sikkert rigtigt. Men sigtelsen kan der nemt føres sandhedsbevis for. Jeg har derfor på min hjemmeside fremlagt en række dokumenter, hvori Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet og Byretten i Svendborg påpeger, at Bent Jensen kan have brudt forvaltningsloven, retsplejeloven, straffeloven og en række afgivne løfter. Mellem guldklumperne er en anmodning fra PET til Forsvarsministeriets angående ophævelse af Bent Jensens sikkerhedsgodkendelse. Se min artikel: Bent Jensens brud på tavshedspligten.

Materialet er interessant af flere grunde – bortset fra, at det dokumenterer Bent Jensens mulige lovbrud. For de juridisk interesserede giver det enestående indsigt i, hvordan statens førende jurister opfatter ”privatlivets fred”. Men det udstiller også, at nogen vist har holdt hånden over Bent Jensen, så han ikke blev hverken sigtet eller straffet. Forsvarsministeriets begrundelse for, at sikkerhedsgodkendelsen ikke skal ophæves, er således et af de få dokumenter, som myndighederne ikke vil udlevere.

I øvrigt kommer jeg nu i tanker om endnu en forskel. Qvortrup udstillede berømte menneskers privatliv og havde ikke støtte fra Dansk Folkeparti.

To fremtrædende danske historikere anbefaler nu Bent Jensens bog ”Ulve, får og vogtere” – men dog kun til dem, der er så skolede i historisk metodik, at de kan gennemskue værket.

Det sker i en ti sider lang anmeldelse, som det nordiske tidsskrift for historisk forskning, Scandia, bringer lige op til jul, hvor mange utvivlsomt leder efter gaveideer. Vurderet ud fra anmeldelsen kan denne gave vist sortere under ”bløde pakker”.
Forfatterne er Rasmus Mariager, som er godt inde i stoffet fra deltagelse i både DIIS’s koldkrigsredegørelse og PET-kommissionen, samt Thorsten Borring Olesen, der også har beskæftiget sig indgående med Den Kolde krigs historie. Sidstnævnte har tidligere beskrevet Jensens forskning kritisk i en boganmeldelse, og professoren har været i strid offentlig debat med Mariager, så man kan godt regne med, at deres anmeldelse ikke har overrasket Bent Jensen. Vel fordi de er opmærksomme på kritik for inhabilitet, har de puttet ros i anmeldelsen, men noget af denne ros er altså lidt tvetydig.

De hævder, at bogen har flere styrker – og nævner tre. Den inddrager et materiale fra russiske arkiver, som Jensen selv har indhentet og derfor kontrollerer. Anmelderne kalder det en ”kærkommen gestus”, hvis han vil stille det til rådighed for andre forskere – hvad han sjovt nok ikke har gjort på trods af, at han fik fat i materialet for mere end 20 år siden. Det er også en styrke ved bogen, at den anvender et Øst-Vest perspektiv og at den er skrevet med engagement.

Resten af anmeldelsen udgøres af ris. Jensens argumenter ”nærmer sig det enfoldige”, Den Kolde krig bliver ”banaliseret” og det er ”forståeligt”, når en del af baggrunden for venstrefløjens politik – såsom Vietnam-krigen og Nord-Syd konflikten – bliver forbigået.

Mariager har kendskab til PET’s arkiver. Denne viden anvendes dog ikke udtrykkeligt. Men kritikken af Jensens håndtering af det store kildemateriale er klar: ”Det er således en gennemgående tendens, at Jensen først og fremmest tillægger de oplysninger betydning, der understøtter bogens overordnede tolkning”. Det er også ”metodisk problematisk”, når han blot ophober citater og ikke analyserer deres sammenhæng. I beskrivelsen af de såkaldte vogtere ser de ”tendens til ukritisk at spise af hånden” på efterretningstjenesterne. Hans beskrivelse af folk, som havde kontakt med den sovjetiske ambassade og KGB, kaldes ”usaglig og uskarp”, så analysen let får karakter af ”insinuationshistorie”.

Hans portræt af Socialdemokratiet kaldes ”dårligt håndværk”, fordi ”det giver et misvisende billede af partiets politik”.
Anmelderne noterer sig, at bogen har fået ”overmåde positiv” omtale og store salgstal, så den har åbenbart gennemslagskraft. Men ”i historikerverdenen er skepsissen til gengæld udtalt, fordi bogen banaliserer den kolde krig og fordi den metodisk er voldsomt problematisk”.

Ovenstående er naturligvis kun pluk fra anmeldelsen, som endnu ikke er tilgængelig på internettet. Der er i artiklen mere konkret argumentation, end jeg kan formidle på kort plads. Men der er stadig et stort behov for, at historikere detaljeret gennemgår makværket, så de mange læsere kan få påpeget i hvor høj grad, den bygger på svindel og fusk.

PET var i ”det blå ringhjørne” – og det var ”klart, at Jørgen Dragsdahl skrev artikler, som var ubehagelige for regeringen og imod dens politik i NATO”.

Med bl.a. disse ord beskrev den tidligere chef i Politiets Efterretningstjeneste Ole Stig Andersen (1975-84) torsdag under en afhøring for Højesteret, hvorfor tjenesten anså mig for sovjetisk påvirkningsagent og derfor udsatte mig for overvågning.
Ja, han sagde lidt mere og mere derom lidt længere nede. Men set med mine øjne var det vigtigste ovenstående, da det er første gang, at nogen fra PET så klart har erkendt, at indsatsen mod mig var politisk motiveret og begrundet med mine artikler.
Han udbyggede endog flere gange netop dette motiv. Bent Jensen har beskyldt mig for ”desinformation” – dvs. bevidst formidling af falske informationer for KGB. Som det også fremgår af et referat i Information (se link) tog Ole Stig Andersen klart afstand fra denne påstand. Men hvordan kan man være påvirkningsagent, hvis man ikke spreder desinformation? Hele ståhejet i 80’erne angående påvirkningsagenter byggede netop på, at de angiveligt var redskaber for udspredning af desinformation, og hvis Ole Stig Andersen fjerner dette grundlag for sin anklage om, at jeg var påvirkningsagent, er der intet tilbage.

Intet andet tilbage altså end mine artikler og deres modsætningsforhold til regeringens sikkerhedspolitik. Artiklerne byggede klart på amerikanske kilder. Men kilderne er mindre vigtige end det forhold, at ”Dragsdahl repræsenterede folketingflertallets synspunkter i fodnoteperioden”, og at ”artiklerne var vand på flertallets mølle”.

Under retssagen i Østre Landsret havde Ole Stig Andersen sagt, at mine artikler ”svarede til sovjetisk udenrigspolitik. Der dukkede flere artikler op, som støttede sovjetiske synspunkter”. Nu trak han lidt i land og sagde, at ”det var linjen i Dragsdahls artikler, der støttede sovjetisk udenrigspolitik. Det var ikke skrevet efter diktat”.

Ole Stig Andersen kunne eller ville ikke henvise til konkrete artikler. Da han blev forelagt en analyse af 16 artikler udarbejdet i 1982 på foranledning af PET, mente han ikke, at han nogensinde havde set den, og med denne afvisning undgik han eksamination i de 16 artikler, som var blevet sendt til ham inden retsmødet. Disse artikler, som også er fremlagt på min hjemmeside, støtter på ingen måde sovjetisk udenrigspolitik – tværtimod. Og mere vagt end en henvisning til ”linjen” i sovjetisk udenrigspolitik kunne hans anklage vel ikke formuleres.

Foruden mine artikler var min synd, at jeg havde ”gjort det forkerte og holdt møder med en fjendtlig efterretningstjeneste”. Det var faktisk almindeligt under Den Kolde Krig, at politikere og journalister, som beskæftigede sig med sikkerhedspolitik, holdt møder med KGB, da der ikke var andre sovjetiske ”diplomater”, som havde lov til at holde møder. Helt grundlæggende er det for journalistik, mener jeg, at man mødes med og lytter til alle parter i en sag, også i forbindelse med storpolitiske konflikter. Men det var altså, ifølge Ole Stig Andersen, forkert.

På intet tidspunkt skjulte den fhv. PET-chef, at hovedkilden til hans opfattelse af mig var KGB-afhopperen Oleg Gordievskij, hvis hele viden i denne forbindelse var andenhånds. Selv kunne han stort set intet konkret huske om, hvad PET havde af direkte kendskab til min KGB-kontakt – intet om møder, intet om deres indhold. Ole Stig Andersen fik også sagt, at han ”ved ikke, hvorvidt Dragsdahl modtog penge”.

Det var, kort sagt, en noget bizar oplevelse, fordi hans grove anklage svævede frit i luften og i betydeligt omfang blev undergravet af ham selv. Tilbage var noget, som vi normalt kun hører fra diktatur-stater.

Der var meget andet underligt. Han citerede den tidligere ”højtstående” tjekkisk officer Jan Sena for en opfattelse af venstrefløjen i Danmark – citeret fra en bog udgivet i 1982. Da Sejna var hoppet af i 1968 er det tvivlsomt, at hans skriveri i 1982 afspejlede hans insider-viden fra 1968. I øvrigt anede Ole Stig Andersen ikke, at Sejna stod i spidsen for et kupforsøg, der skulle styrte reformkommunister i Tjekkoslovaket og genindsætte stalinisten Novotny – det var derfor, at han hoppede af (beskrevet nærmere i Dagens fusk nr. 49).

Men det mest bizarre var dog en samtale mellem os efter retsmødet, hvor han spurgte til mit syn på den aktuelle konflikt med Rusland. Han havde udtalt sympati for de russiske synspunkter. Og da jeg sagde, at det centrale er, at Rusland har erobret og indlemmet et andet lands territorium, sagde Ole Stig Andersen, at det har USA jo også gjort. Lettere måbende spurgte jeg til, hvorvidt han tænkte på Hawaii, hvor USA styrtede dronningen og overtog landet. Næh, han tænkte på invasionen af Cuba under præsident Kennedy! Men det var jo ikke Kennedys hensigt, at Cuba skulle være en del af USA, kunne jeg så indvende.

Det er en underlig verden vi lever i – i dag lufter Ole Stig Andersen mere anti-amerikanske synspunkter end jeg nogensinde har haft.

Hvordan har underbemanding og underfinansiering af Politiets Efterretningstjeneste påvirket kvaliteten af de informationer, som PET’s arkiv har videregivet til eftertiden?

Det er et spørgsmål, som, så vidt jeg kan se, slet ikke er berørt i Bent Jensens ”Ulve, får og vogtere” og kun yderst perifert i PET-kommissionens beretning. Det er heller ikke et spørgsmål, som journalisten Hans Davidsen-Nielsen undersøger i sin bog fra 2007, ”En højere sags tjeneste – PET under Den Kolde Krig”.

Selv fik jeg problemet præsenteret i 1984 af en CIA-officerer, som under en privat middag i Washington opsummerede sit indtryk af PET med, at denne tjeneste er ”underbemandet, underfinansieret og underbegavet”.

Vi tog det op i sidste uge under afhøringen i Højesteret af den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen, men vi kom ikke ret langt, fordi hans hukommelse svigtede, når spørgsmålene blev konkrete. Det var meget trist, fordi han faktisk i sin selvbiografi, "En PET-chefs erindringer" fra 2012, meget åbenhjertigt har erkendt, at PET havde alvorlige problemer – men hans eftertænksomhed er ikke nået så langt, at han overvejer, hvorvidt PET af denne grund har gjort nogen uret f.eks. med løse spekulationer, sjusket håndværk osv. Har ressourceproblemer mon belastet kvaliteten af tjenestens overvågning, de indsamlede informationer og analysen af materialet?

Intet andet land i NATO har i grad, som svarer til Danmarks, åbnet for adgang til arkiverne i PET. Men materialets omfang kan sløre, at der er store mangler. Måske er den største mangel, at søgelyset kun i ringe omfang er blevet rettet imod PET’s professionelle niveau, så man kan få afklaret, hvorvidt tjenestens rapporter giver et tilstrækkeligt og sandt indtryk af de overvågede gruppers og personers aktivitet. Grundlaget for de seneste års skildring af KGB’s påvirkningsaktiviteter er primært PET’s arkiver, og ingen undersøgelser har gjort arkivernes troværdighed til en højt prioriteret opgave.
Ole Stig Andersen kalder i sin selvbiografi tjenesten en ”øde ø i et hajfyldt farvand”, hvor man havde store rekrutteringsproblemer, fordi ”næsten ingen kriminalpolitibetjente søgte ledige stillinger”. I stedet for var man henvist til rekruttering af ”unge ordenspolitifolk” fra PET’s egen observationstjeneste. ”Denne form for indavl med en begrænset efteruddannelse var naturligvis uhensigtsmæssig”, lyder Ole Stig Andersens kommentar, side 358. Denne tråd tages op igen, når han senere kalder PET ”svært nødlidende på en række områder”. I første række var de personalemæssige ressourcer ”helt utilstrækkelige”, nemlig under 60 politifolk og nogle få jurister. Man savnede også ”politologer, som havde kunnet bidrage med uddybende analyser af subversive kræfter i samfundet og de sovjetiske frontorganisationer m.v.”. Der opstår et ”afhængighedsforhold til CIA”, som han finder kritisabelt. Lignende afhængighed må have været gældende i forhold til britiske MI6.

Under afhøringen oplyste han, at man havde nogle ”gamle knarke” fra før besættelsen med politisk indsigt ”inde på rygraden”. Øverst i hierarkiet havde man også Jørn Bro og Niels Schmidt, som var vidende. Men tilføjede han, kriminalkommissærerne, som foretog efterforskning, ”vidste ingenting”. Alligevel henholdt han sig under afhøringen ofte til, hvad han havde fået oplyst af "sine folk" - og kunne derfor intet uddybe.

Fordi diverse PET-undersøgelser ikke rettede søgelyset mod disse problemer, leverer de kun indirekte indsigt i, hvorvidt ”indavl” medførte, at tjenesten havde skyklapper på, så man efterforskede og analyserede ud fra en bestemt forudfattet holdning.
Fraværet af erfarne kriminalbetjente, som rutinemæssigt ville veje beviser for og imod en antagelse, samt akademisk uddannede analytikere med overordnet kendskab til politiske forhold kan have forstærket en sådan tendens.

Hvis PET kom på sporet af forbrydelser var der i systemet indbygget en vis sikring imod, at engagerede betjente trods utilstrækkelig beviser fik indledt straffesager – efterforskninger skulle overlades til kriminalpolitiet og tiltalerejsning skulle besluttes i Justitsministeriet. Men disse sikringer har ikke blokeret den del af tjenestens virksomhed, som kun afspejles i arkiverne. Som efterretningstjeneste skulle man indsamle rygter, notere mistanker og halve sandheder, fordi man ikke kunne vide, hvorvidt disse brikker senere ville blive nyttige og fuldende et puslespil. (Der er tegn på, at der i midten af 80'erne kom folk til - den nye chef Henning Fode, vicepolitimester Mikael Lyngbo og den operative chef Per Larsen - med lidt mere kritisk sans).

Bent Jensen har også bedrevet noget, som ligner omfattende svindel, da han i sin bog "Ulve, får og vogtere" beskrev SF-formanden Gert Petersen.

Det påviser tidligere MF for SF Leif Hermann i en lang og meget konkret analyse, som bygger på flere måneders gennemgang af Bent Jensens kildehenvisninger.

Når det gælder fortællingens rammer, er det bemærkelsesværdigt, at BJ ikke beskæftiger sig med den Øst-Vest afspændingspolitik, som det tyske SPDs formand Willy Brandt modtog Nobels fredspris for. Og han inddrager heller ikke den alliancefrie bevægelse.

”Er det”, skriver Leif Hermann, ”videre helt forbigået forskerholdets opmærksomhed, at betydende kredse i den såkaldt tredje verden forsøgte at placere sig mellem USA og Sovjet? Og at disse statsmænd (Nehru, Sukarno, Nasser, Tito, Kim Il Sung og senere Kreisky) gennem en alliancefri status i bl.a. FN søgte afspænding? Og er det nærmest illegitimt, at nogen danske politikere, forfattere og andre intellektuelle søgte efter mulige ståsteder inspireret af de alliancefri nationer?””.
BJ er tilsyneladende også blind for, at marxismen er meget mere end ”marxismen-leninismen” i den sovjetisk rodfæstede udgave. Tilsyneladende kasserer han ”et udogmatisk marxistisk tankesæt, der har haft afgørende betydning, ikke blot for sociale omvæltninger efter 1. Verdenskrig, men tillige for udviklingen af velfærdsstaten i de nordiske lande og store dele af det øvrige Europa”. BJ interesserer sig ikke for årsagen til adfærden hos de personer, som skældes ud i værket: ” På forhånd har man udpeget en række slubberter, og værkets hovedhensigt synes at være en dokumentation af disse slubberters landsskadelige adfærd” skriver Leif Hermann.

BJ kalder Gert Petersen ”en troende marxist-leninist”, men det bygger tilsyneladende ikke på ærlig læsning af SF’erens lange og omfattende produktion af artikler og bøger (og Gert Petersens store arkiv på ABA er slet ikke konsulteret). Leif Hermann finder ved efterkontrol, at når BJ henviser til Gert Petersens værker, så er der ikke belæg for påstandene: ”En omhyggelig læsning af disse sidehenvisninger afslører, at der intetsteds står noget, der bare minder en smule om hverken indhold eller sprogbrug, som anført af Bent Jensen”.

Leif Hermann giver også en beskrivelse af, hvordan BJ forsøger en slags kriminalisering af Gert Petersens kontakt med sovjetiske repræsentanter på trods af, at PET ikke ville rejse tiltale. Det er et trick, som BJ også har forsøgt imod mig.
Hermann, som havde plads i Retsudvalget og fortsat er aktiv i retspolitiske sammenhænge, har fin sans for, hvorledes BJ udnytter sproglig uklarhed og antydninger. BJ’s propagandistiske stil kendetegnes netop ved antydningernes kunst, når han bevæger sig i nærheden af injurielovgivningens rammer.

Igen efterlades jeg i forundring over, at så få journalister og historikere har efterkontrolleret makværket, som dog er finansieret af skatteyderne og bestilt af et politisk flertal. Igen en illustration af, at det danske civilsamfund er sygt. Men læs selv: Leif Hermann: Polemik eller forskning?

Måske er det mest forunderlige ved Bent Jensens placering i dansk historieskrivning og samfundsdebat, at pressen i vidt omfang har svigtet sin rolle den fjerde magts.

Bag ham stod og står et af landets største partier og han har stærke sympatisører også i V samt K. Han er finansieret af statslige midler, og han har fået privilegeret adgang til statens arkiver. Man har tilmed undladt håndhævelse af relevante love, når han tilsyneladende brød dem. Pressens ideal er vist stadig, at man især skal kontrollere statsmagten, men i tilfældet Bent Jensen har redaktørerne valgt kujonens rolle.

Det er især bemærkelsesværdigt, fordi hans værk Ulve, får og vogtere er blevet kritiseret meget kraftigt af Danmarks mest fremtrædende historikere. Til dette kor føjer sig nu en mægtig norsk røst, professor i historie ved Oslo Universitet Helge Pharo.

I den netop udkomne udgave af Historisk Tidsskrift har Pharo skrevet en lang anmeldelse af bogen, som afsluttes med denne konklusion: Som veileder for en master- eller doktorgradstudent ville jeg sagt, slik bør du ikke skrive om du vil bli historiker.

Der er adskilligt i anmeldelsen, som jeg er uenig i. Pharo har så åbenbart bestræbt sig for at skrive en afbalanceret anmeldelse. Det kommer frem i afsnit, som behandler kritikken af NATOs atomprojekt og fredsbevægelsen. Som f.eks. i dette teksstykke: Vi kan altså ikke utelukke at Bent Jensen et stykke på vei har rett i at deler av den ikke-kommunistiske fredsbevegelsen ble styrt fra Moskva, selv om hans indisier ikke er overbevisende, og han knapt kan sies å fremlegge noe håndfast og direkte belegg for slik påvirkning. Næh, der er jo så meget, som man ikke kan udelukke, men er det ikke nok, at han ikke beviser sin påstand?

Men i konklusionen når Pharo dog frem til en vurdering, som burde have vakt opsigt herhjemme i medierne. I skal få et citat, som vi også brugte i proceduren i Højesteret hele anmeldelsen var desuden et bilag i sagen:

Etter min mening er han gjennomgående utålelig polemisk og selvgod i formen. Dog formulerer han i noen grad standpunkter og gjennomfører analyser som representanter for andre skoledannelser må ta på alvor. Jeg mener imidlertid at verket først og fremst er å betrakte som et smedeskrift over dansk politikk under den siste del av den kalde krigen, og over dansk kald krigs forskning. Det er utstyrt med i alle fall deler av fagets nødvendige formalia, fotnoter, bibliografi, tilløp til en historiografi. Det kan av den grunn bli oppfattet som noe annet enn det er, av dem som er tilbøyelige til å mene som Bent Jensen. Men han tar ikke forskningsstatus på alvor, han diskuterer ikke kilders utsagnskraft, han yter ikke sine fagkolleger rettferdighet. Han er selvsagt ikke alene om slike synder i faget, men han går lenger enn jeg hadde forestilt meg mulig for en historiker, og særlig en med det offentlige opp-drag å klargjøre Danmarks historie innenfor rammen av den kalde krigen. Det har, slik jeg ser det, åpenbart sammenheng med hva opp-dragsgiver ønsket, og med det opphetede debattklima i Danmark. Kanskje det viktigste spørsmål vi kan stille i ettertid er: Hvordan kunne et slikt verk bli bestilt og effektuert? Hva har forlagets rolle vært?.

Ja, hvordan har Gyldendal mon opfattet sin rolle? Hvordan opfatter pressen sin? Og hvorfor er det kun nogle enkelte godt nok prominente historikere, som offentligt har lagt afstand til dette misbrug af professionens navn og omdømme?

Til toppen

Bent Jensens mest vedvarende løgn er, at jeg har forhindret, at PET udleverede dokumenter til retssagen. Det er samtidig en meget interessant myte. Hvorfor er løgnen blevet gentaget af hans juridiske rådgiver professor Hasselbalch og senest af hans advokat Karoly Nemeth i Højesteret?

Eneste forklaring, som jeg kan finde, er, at man vil gøre Bent Jensen til martyr: Denne sandhedens ridder er blevet modarbejdet af landets myndigheder, som jeg via mit gamle KGB-netværk reelt kontrollerer! Der er rigeligt belæg i ekstremisternes ideologi for, at det er hensigten. Så har man også en årsag, hvis han lider nederlag i Højesteret.

Det er naturligvis helt legitimt, når en advokat præsenterer sin sag i det bedst tænkelige lys, og det er forståeligt, hvis parterne har forskellig tolkning af en sags fakta. Men det undergraver efter min mening respekten for retsvæsenet, når en advokat lyver bevidst, og Nemeths gentagelse af løgnen (trods tidligere tilbagevisning af påstanden) både i det afgørende processkrift og i retssalen kan næppe beskrives på anden vis.

Løgnen luftes allerede fra starten i det sammenfattende processkrift, der er modpartens grundlæggende dokument i sagens vurdering af Højesteret. På side 3 oplyses, at ”det har været umuligt under retssagen at få appellanten til at medvirke til at få PET til at lægge alle kilder på bordet”.

Derefter følger øverst side 4 denne spekulation: ”Hvad forestiller appellanten sig, at hans manglende medvirken i så henseende skal føre til? Vil han have Højesteret til at afsige dom ud fra manglende indblik i dokumenter, han har søgt at unddrage Højesterets indsigt i, således at indstævnte kan dømmes uagtet den viden om disse dokumenters indhold indstævnte har fået ved læsning af dem? Hvad vil situationen være, når disse dokumenter ad åre måtte blive frigivet? Mener appellanten, at Højesteret skal forholde sig til andet end indstævntes referat af, hvad han har læst i dokumenterne?”.

Dette afsnit er også interessant, fordi det skal lægge op til, at det, som Bent Jensen refererer fra dokumenter, bør med i sagen – på trods af, at han med sine referater fra dokumenter, som er klassificerede, vel bryder straffeloven og ikke konkret kan dokumentere sine referater.

Løgnen gentages igen side 26, hvor man påstår, at ”Appellanten har imidlertid vægret sig ved at få samtlige aflytningsrapporter fremlagt” og lidt senere på samme side påstås det, at jeg ”ikke har villet medvirke til om muligt at få det fulde PET-materiale frem i retten, herunder omkring telefonaflytningerne”. Øverst side 40 dukker løgnen igen op, nu med den tilføjelse, at ”dette må komme ham bevismæssigt til skade, jf. retsplejelovens § 344”. Øverst side 54 præsenteres påstanden igen med den tilføjelse, at jeg hermed har ￩??berøvet indstævnte muligheden for at føre et fuldstændigt bevis for konspiratorisk adfærd, hvilket må komme appellanten processuelt til skade”.

Skriftet er underskrevet 4. maj 2015 af K.L. Nemeth, men det bør ikke undre, hvis det reelt er skrevet af professor Ole Hasselbalch – kendt og berygtet fra Den Danske Forening.

Nemeth gentog løgnene i retsmødet den 18. maj, hvor han ifølge Informations referat sagde: ” »Det har været umuligt at få appellanten (Jørgen Dragsdahl, red.) med på, at alle bilag skal frem,« sagde Nemeth. (…) »Der må være en grund til, at appellanten vil undlade fremlæggelse af de betydelige mængder dokumenter,« sagde Nemeth, der mente, at sagen først og fremmest handler om forskeres frihed”. I Politikens referat dukkede beskyldningen også op, idet jeg ifølge Nemeth således har ”saboteret” rettens vurdering af sagen.

Jeg har tidligere – i Dagens Fusk (20) fra 13. januar 2014 – tilbagevist løgnen, se link. Men jeg har fundet lidt mere. I en skrivelse til Østre Landsret dateret 19. oktober 2012 henviser PET til en såkaldt editionsbegæring fra min advokat, hvori vi beder PET fremlægge:

”Eventuelt ved udstregninger i det omfang fremmede magters hemmelighed måtte være involveret, udskrifter af de telefonaflytninger og notater, der er foretaget i anledning af telefonaflytningerne, der fandt sted eller notater udarbejdet i forbindelse med telefonaflytningerne”.

PET afviste begæringen bortset fra, at man udleverede tre udskrifter, som var nævnt i PET-kommissionens beretning og dermed de facto afklassificeret. Man henviste til, at andre udskrifter er klassificerede og derfor ikke kan udleveres. Dette nej til udlevering af klassificerede dokumenter er blevet støttet af Højesteret. Hvad jeg måtte støtte eller modsætte mig er derfor helt uden betydning for adgangen til klassificerede dokumenter.

Det er korrekt, at vi i de sidste måneder før behandlingen i Højesteret modsatte os udlevering af yderligere materiale. Det var begrundet med henvisning til, at Bent Jensen rutinemæssigt har offentliggjort udleverede PET-dokumenter på trods af, at de var fremlagt bag lukkede døre. Igen var Højesteret og PET ligeglad med min holdning – man udleverede ikke klassificerede dokumenter og det var OK for Højesteret.

Løgnene viser, hvor skadeligt det er, når en domstol, som tilfældet var i Østre Landsret, signalerer, at sandhedsbevis ikke er nødvendigt. Jensen og hans kumpaner lærte, at skellet mellem sandt og falsk er ligegyldigt.

Fjorten dage før møderne modtog vi den 4. maj et såkaldt sammenfattende processkrift med Jensens vigtigste argumenter og beviser. Det var usædvanligt stort for en sag ved Højesteret – nemlig 87 sider. Vores eget var på 82 sider. Men denne lille forskel udelader, at Jensens advokat havde hældt flere bogstaver på sine sider, nemlig cirka 60 procent flere.

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at skriftet er fyldt med forkerte og stærkt misvisende informationer – ofte helt uden dokumentation. I mange henseender var det en udfordring.

For det første ankom skriftet på selve deadline for indgivelse af skrifter, så der var ikke mulighed for, at vi i vores processkrift kunne påvise de beskidte tricks. For det andet var mængden af forkerte påstande så enorm, at vi med en besvarelse i selve retssalen via proceduren ikke ville få plads til andet. Måske var det også hensigten. Vi havde nemlig valgt en strategi, hvor der blev lagt mindre vægt på de to forudgående retssagers yderst detaljerede bevisførelse, hvor Jensens utallige løgne blev påvist og tilbagevist. Ved Højesteret bør principielle forhold tillægges størst vægt og forenkling er en nødvendig dyd. Men den ærede modpart genbrugte ammunition fra fortiden.

Det var utvivlsomt et velovervejet træk. Modarten havde kendt til vores processkrift måneder forinden, idet vi afleverede et udkast allerede 27. februar og den endelige version 20. april. Det var længe før, at vi skulle gøre det ifølge behandlingens frister. Formålet var, at Højesteret skulle varsles og have mulighed for grundig forberedelse af en sag, som meget overskred de normale rammer for omfang. Men det gav altså også modparten muligheder.

Vores svar blev, at vi fastholdt vores strategi og i stedet til retten den 12. maj indleverede et støttebilag, som blev kaldt ”rettelsesblad”, fyldte 17 sider og tog 33 punkter op. I introduktionen blev det påpeget, at modpartens processkrift ”indeholder talrige udsagn, der er forkerte og udokumenterede”. Det blev endvidere påpeget, at støttebilaget er ”ikke udtømmende”.

Og så eksploderede modpartens advokat Karoly Nemeth. I et brev til Højesteret skrev han: ”Appellantens advokats fremgangsmåde er ganske usædvanlig og uacceptabel. Jeg protesterer imod denne form for manipulation. Jeg protesterer imod, at det såkaldte ”Støttebilag: Rettelsesblad” fremlægges”. Vi forbeholdt os retten til fremlæggelse, og samme dag svarede Højesterets præsident, at bilagets rolle ville blive afgjort under selve hovedforhandlingen. Dermed var formålet med støttebilaget opfyldt, idet vi ville gøre retten opmærksom på de beskidte numre.

Tilbage står så, hvem der har valgt den rigtige fremgangsmåde. Højesterets kendelse kommer i morgen den 3. juni kl. 12.00. Nemeths mundtlige procedure var i vidt omfang en gentagelse af processkriftet, mens vores yderligere forenklede bevisførelsen og fokuserede på principielle juridiske spørgsmål. Min personlige opfattelse er, at Nemeth bare stak hånden ned i kassen med de forløbne års argumentation og smed stumperne i øjnene på dommerne i den tro, at vejen til sejr går gennem at gøre sagen uoverskuelig igen. Jeg blev, da jeg lyttede til ham, grebet af lyst til at hente vores mange ringbind, så dommerne kunne se, at det stort set alt sammen var blevet mod-dokumenteret tidligere.

Mest forargelse hos mig over mængden af beskidte tricks, som jeg i de forløbne 8 år er blevet ramt af, vækker et løsrevet og misbrugt citat fra et interview i Jyllands-Posten. Citatet er senest dukket op i Bent Jensens sammenfattende processkrift ved Højesteret, og det blev da også ”anholdt” i det rettelsesblad, der blev omtalte i Dagens fusk nr. 57.

Citatet er blevet misbrugt af flere andre. Det starter vel med, at Jyllands-Postens daværende medarbejder John Hansen hiver det ud af sin sammenhæng og placerer det spektakulært i artiklens indledning, så det får en anden mening. Det er et ikke helt usædvanligt journalistisk trick, som ikke tjener standen ære, men i denne sag fik det usædvanligt stor betydning på grund af en række personers onde vilje.

Det blev først misbrugt af Informations forhenværende chefredaktør Lasse Ellegaard, som lige skulle høste lidt personlig hævn for gamle sammenstød. Derefter fulgte den daværende chefredaktør på avisen, Palle Weis, op med lignende misbrug på lederplads.

I det sammenfattende processkrift finder man på side 5, afsnit 6 følgende: ”Appellanten har oven i købet selv erkendt, at han gik over grænsen for normal journalistisk arbejde i samkvemmet med KGB”. .

Det lyder jo ikke godt. Og i Jyllands-Posten fra den 14. januar 2007 kan man da også finde et interview, hvor underrubrikken lyder: ”Journalist Jørgen Dragsdahl erkender at han havde risikable og kompromitterende kontakter med Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB i 1980erne, for at få sin russiske hustru til Danmark”. Og artiklens indledende linjer er følgende: ”Jørgen Dragsdahl: »Mine kontakter til KGB var i en periode uforenelige med mit job som journalist det er krystalklart. Men det var lærerigt, og jeg vil aldrig begå tilsvarende fejl igen,« siger Jørgen Dragsdahl”.

Det er jo lidt mere end patetisk. Synderen indrømmer – og angler efter tilgivelse! Men virkeligheden er lidt anderledes.

Interviewet blev foretaget telefonisk en fredag morgen, mens jeg stod, kun lidt i læ for stærk blæst, på Hellerup Station. Journalisten ville have min reaktion på Bent Jensens påstande i en artikel, som avisen ville bringe søndag – artiklen kendte jeg kun til i form af en opsummering. Journalisten spurgte, hvorvidt jeg fortrød noget fra de år, og jeg svarede, at jeg fortrød, at jeg havde mobiliseret professionelle kontakter til et privat formål. Jeg havde nemlig bedt enhver, som formentlig havde frokostkontakt med sovjetiske repræsentanter rejse sagen om min daværende ”kone”, som ikke kunne få udrejse fra Sovjetunionen. Det, som Nemeth kalder ”samkvemmet med KGB”, var altså en ganske fjendtlig manøvre rettet mod sovjetisk indflydelse via KGBs kontaktnet. Mellem kontakterne, som jeg mobiliserede, var herhjemme statsministerens sikkerhedspolitiske rådgiver Henning Gottlieb, tidligere statsminister Anker Jørgensen og Socialdemokratiets sikkerhedspolitiske ordfører Lasse Budtz. Uden for Danmark bad jeg den fremtrædende norske socialdemokrat Ejnar Førde, adskillige amerikanske eksperter og europæiske fredsaktivister tage sagen op. I alt mere end 30 personer. PET fulgte i øvrigt med, hvad der fremgår af datidens dokumenter.

Jeg fik kvinden ud. ”Ægteskabet” var reelt pro forma, men jeg havde forpligtet mig til at hjælpe hende.

Når jeg så klart kan fastslå, at citatet blev misbrugt mod bedre vidende, skyldes det, at journalisten faktisk gengav min forklaring udførligt – blot længere nede i artiklen. Der står blandet andet: ”Jeg ville sikre mig, at det uforsvarlige og onde forbud mod, at min daværende hustru fik udrejse, blev en sag, der forgiftede sovjetiske repræsentanters omgang med folk, som de gerne ville have et godt forhold til,« fortæller Jørgen Dragsdahl”.

Og lidt senere da journalisten påpeger: ”Dermed begav du dig ud i et forhold til KGB, som lå langt ud over en journalists almindelige omgang med ambassadefolk?”. Da svarer jeg: ” »For at få min daværende kone ud af landet, ja. Hvis du spørger om min ageren var forenelig med professionel journalistisk adfærd, er svaret krystalklart nej. Jeg skulle have en person ud, der sad fast i et diktatur, og som i enhver henseende var i en ekstremt vanskelig situation derovre. Det var to års så jeg kan ikke engang lide at tænke tilbage på det.«

»Men som sagt lærte jeg virkelig noget af det. De personlige omkostninger var allerede dengang så enorme, at min lyst til at overskride grænser efterfølgende var helt forsvundet. Og jeg oplevede meget klart risikoen ved at misbruge min journalistiske virksomhed.«

»Jeg pressede dem med ethvert nødvendigt middel, vel vidende, at der var nogle grænser som kunne blive overskredet, så det hele gav bagslag.«

2013	2013	2014	2014	2014	2015
9. november 2013 10. november 2013 11. november 2013 12. november 2013 13. november 2013 14. november 2013 17. november 2013 18. november 2013 23. november 2013 25. november 2013 26. november 2013 28. november 2013 29. november 2013	2. december 2013 5. december 2013 6. december 2013 14. december 2013	6. januar 2014 7. januar 2014 13. januar 2014 20. januar 2014 21. januar 2014 27. januar 2014 28. januar 2014 11. februar 2014 12.februar 2014 15. februar 2014 28. februar 2014	1. marts 2014 3. marts 2014 8. marts 2014 9. marts 2014 11. marts 2014 13. marts 2014 15. marts 2014 19. marts 2014 20. marts 2014 25. marts 2014	10. april 2014 14. april 2014 25. april 2014 12. maj 2014 15. maj 2014 28. maj 2014 5. juni 2014 22. juli 2014 28. august 2014 16. oktober 2014 4. november 2014 3. december 2014 17. december 2014	23. januar 2015 26. januar 2015 7. maj 2015 25. maj 2015 28. maj 2015 2. juni 2015 (1) 2. juni 2015 (2)